Fru Greens gemak

Hvis du har en vis alder, så kan du måske huske disse klistermærker som man kunne få i Irma? Disse to eksemplarer dukkede op i bunden af en kasse med julepynt og det var et varmt genkig.

Der var flere forskellige tekster, men dem kan jeg ikke huske i skrivende stund. Kan du det?
Disse to siger: "Smil det smitter".

Og hvilken mere passende måde at lukke Fru Greens gemak på.

Gennem det seneste år har jeg oftere og oftere overvejet om det var tid til at stoppe Fru Greens gemak. Skrivelysten er dalet. Idéerne er blevet færre. Andre steder i Fru Greens liv har fået opmærksomhed og prioritering. Trods overvejelserne har gemakket fået lov at være åbent og det er også blevet benyttet til flere indlæg om hverdagens trivialiteter og lidt tanker. Weblog-genren giver friheden til at skrive både sjældent og hyppigt. Intet problem i det.

Bloggen kunne godt bare stå her og vente på de flygtige besøg fra fruen … men nej. Det føles helt rigtig at stoppe nu.

Lejemålet er blevet opsagt, der bliver ikke skrevet flere indlæg ved skrivepulten i gemakket og på et tidspunkt bliver lokalet tømt og lyset slukket.

Jeg har fået indsigt i andres hverdag og tanker, som jeg nok ikke ville ellers. Jeg er blevet provokeret, rørt, inspireret og forarget. Det har været underholdende og lærerigt at skrive indlæg, læse kommentarer og følge andre bloggere. Tak til jer der har delt stort og småt af jeres liv og som jeg har fået lov at følge (og helt holde op med det gør jeg ikke).

Gemakket har eksisteret i 4½ år. De sidste 4 år hos Smartlog. Blandt de første indlæg skrevet på Smartlog var indlæg om jul og julepynt. Så det kan ikke være mere passende at det er disse hjerter, fundet i bunden af en kasse julepynt, der pryder sidste indlæg.

Det har været sjovt at nogen har haft lyst til at følge med. Tak til dig der har besøgt gemakket – hvad enten det har været tavst eller du har givet dig tilkende.

Smil – det smitter. Glædelig Jul og godt Nytår.

Hvad er det der sker for jer kondiløbere med pandelamper?

Vinterhalvåret betyder løbeture i mørket. Det er 3. vinter jeg bevæger mig gennem vintermørket på mine løbeture. Det er ikke altid rart at skulle løbe i mørket, men på den anden side, så giver det virkelig en fornemmelse af årets gang. I år har et nyt fænomen dog fundet vej til stien omkring Damhussøen og Engen. Kondiløbere med pandelygter.

Umiddelbart er tanken jo fin nok. En del af stierne omkring søen og engen er ikke oplyst og det kan da være mørkt det første minut eller to. Indtil øjnene har vænnet sig til mørket.

Men ... kære kondiløbere, der som små lemminger løber med lamper i panden. I er en pest for os andre.

Jeres lamper er som regel indstillet i en vinkel hvor de blænder os andre. Det er som at være billist, der kører imod en anden billist, der glemmer at blænde ned. Glem alt om at orienterer sig i mørket bagefter. Spildt er tiden hvor man vænnede sig til mørket - nu kan man begynde forfra.

Det værste eksempel er en der løber med den blændende pandelygte - ved siden af en mørklagt makker. Den mørklagte makker kan man ikke se. Alt ved siden af, og bagved, den hurtigtløbende minearbejder er totalt mørke. Så den mørklagte lemming var ved at blive nedlagt, da vi passerede hinanden.

Og nej, jeg gider ikke løbe rundt med lys i panden ... det er altså ikke nødvendigt på de flade stier omkring Damhussøen og engen.

Efter halvandet døgn i sengen og 3½ kg. kropsvægt mindre, så var dagens løbetur konverteret til en gåtur. Det var skønt med en gåtur og frisk luft, men energien var bestemt ikke i top, og efter 5,5 km. var energireserverne næsten brugt.

Som jeg gik der og nød den friske luft og vinterstemningen, så slog det mig at der snart er frist for at tilmelding og betaling for deltagelse i årets Julemærkemarch (søndag d. 6. december). Så vil du gå en frisk tur og støtte Julemærkehjemmene samtidig, så tilmeld dig Julemærkemarchen - senest 15. november (du kan stadig deltage selvom du ikke tilmelder dig på forhånd, så betaler man blot på dagen).

Du kan finde alle oplysninger om nærmeste startsted, tidspunkt, pris og andet praktisk på Julemærkemarchens hjemmeside.

Du kan støtte samme gode sag ved at købe julemærket eller e-julemærket til din julepost.

Nogle gange føles det som om at tingene rotter sig sammen mod en.

I dag var jeg indkaldt til værkstedet for at få vinterstøvler på bilen. Knap har jeg parkeret bilen foran hjemmet, iført sit nye fodtøj, før jeg opdager at centrallåsesystemet er "stået af". Kun bilens bagsmæk vil låses med det lille tryk på nøglens knap. Dørene står ulåste. Ikke en gang et drej med nøglen hjælper. Så ind i bilen, trykke samtlige låse ned og så låse chafførdøren.

Mens jeg arbejder på at lokalisere problemets omfang, så forsøger jeg at starte bilen igen. Det er i det øjeblik at det lille ord kommer frem på displayet. Jeg har holdt øje med displayet og kigget efter ordet den seneste måned ... "service".

Åh, ja. Jeg vidste det jo godt. Det var på disse tider ... så jeg skulle jo bare have ændret tiden til at få vinterdæk på, så den også indbefattede at et servicebesøg.

Lige nu synes jeg at 9-10 dage hvor bilen skal åbnes og lukkes som i gamle dage er noget lort ... men der er værre ting i livet ... og jeg klarede det jo fint dengang min bil var en blå folkevogns bobbel fra 1970. Så mon ikke jeg klare 10 dage? Især når jeg ikke en gang kører i bilen hver dag ...

Tag en tudekiks, Fru Green. Hvis det er hvad du kan støve op af problemer, så er du sgu et skarn, hvis du går og brokker dig.

- o 0 o -

"Tag en tudekiks", hvor jeg dog hader den vending. Ville aldrig sige det til andre, men når det er til mig selv, så er det vel ok?!

Det sniger sig ind med lækkerier og pynt ... og tiden sig nærmer ... men det må vente til første søndag i advent.

I går annoncerede jeg ud i stuen at nu er der under en måned til jeg igen kan tage hul på 24,3 timers julemusik. Hr. Green så helt forskrækket ud.
Han deler ikke glæden ved juletonerne med mig.

De 4½ uger om året vil jeg have lov.

Men ikke før d. 29. november.

En ganske almindelig dag i hjemmekontoret byder på forskellige indtryk og tanker:

Jeg har fornøjelsen af at se vinterens første snefnug. Der er ikke mange af dem, men de er der.

I dag, som i går og i forgårs, har været præget af at Københavns Lufthavn bruger en anden landingsbane grundet vindretningen og derfor høres kraftig lyd af landende fly hvert 2-3 minut. Det er ikke noget der genere - faktisk forbinder jeg det med noget hyggeligt - spøjst nok.

Jeg nyder at jeg som selvstændig ikke skal bekymre mig om barns sygedage. Som i dag hvor yngste datter er syg og har feber. Så kan hun ligge i stuen, hygge sig og blive puslet om, mens arbejdsdagen alligevel skrider frem. Det er vist en luksus vi (både hr. og fru Green) bør værdsætte.

Dagen skrider frem med mere arbejde og alligevel mulighed for at kigge ud af vinduet, pusle om patienten og nyde hverdagens trivialiteter.

En ganske almindelig dag i hjemmekontoret byder på forskellige indtryk og tanker:

Jeg har fornøjelsen af at se vinterens første snefnug. Der er ikke mange af dem, men de er der.

I dag, som i går og i forgårs, har været præget af at Københavns Lufthavn bruger en anden landingsbane grundet vindretningen og derfor høres kraftig lyd af landende fly hvert 2-3 minut. Det er ikke noget der genere - faktisk forbinder jeg det med noget hyggeligt - spøjst nok.

Jeg nyder at jeg som selvstændig ikke skal bekymre mig om barns sygedage. Som i dag hvor yngste datter er syg og har feber. Så kan hun ligge i stuen, hygge sig og blive puslet om, mens arbejdsdagen alligevel skrider frem. Det er vist en luksus vi (både hr. og fru Green) bør værdsætte.

Dagen skrider frem med mere arbejde og alligevel mulighed for at kigge ud af vinduet, pusle om patienten og nyde hverdagens trivialiteter.

Lige nu hvor regnen siler ned fra en grå himmel, så tror man næsten ikke at himlen var så smuk for blot 3 timer siden.

Men jeg nåede at se himlen og mens jeg stod med kameraet og forevigede dette syn, så hørte jeg genboens datter: "Nøj, prøv at se". Og det var virkelig flot.

Det blæser forsat kraftigt og nu siler regnen ned. Rundt i stuerne ligger alle fire  katte på hver sin plet og ser dekorative ud. De ligger der ikke for at være dekorative - nej, de skal ikke ud i det vejr. Jeg må sige at jeg en dag som i dag virkelig værdsætter at være selvstændig og arbejde fra hjemmekontoret.

Alt gik godt til vi var forbi Odense. Så fik toget tekniske problemer og havde ikke motorkraft  til at køre selv.

Et ekstraordinært stop på Nyborg blev varslet. Vi skulle først være stoppet i Høje Tåstrup. I Nyborg skulle vi vente på et IC-tog. Imens blev vores tog genstartet. Det krævede total mørklægning af toget. Interessant oplevelse. Kun punktvis oplyst af PC-skærmene, der kunne køre på batteri.

Mens smuttede alle rygerne ud og fik sig nogle hiv på smøger og piber, før de blev gennet ind igen og en lokofører fra det bagfra kommende tog stødte til vores tog.

Dum, di, dum. Lyn-tog er blevet til IC-tog og stopper ved en lang række stationer på Sjælland. Men hellere det end at hænge et sted på Fyn og ikke kunne komme videre.

Så hvis alt går vel fra nu, så er jeg hjemme lige før midnat.

Jeg er så træt af at sidde ned. Jeg kan næsten fornemme det blå vævede stof på tungen. I morgen skal skrivebordet hæves og jeg skal stå op nogle timer - det er vist bedst for ryggen. Og jeg glæder mig så meget til at ligge i min seng og tiltuske mig noget rygmassage fra hr. Green.

I øvrigt er der ikke strøm i kontakterne på toget mere, så der bliver som følge der af en del uro blandt passagererne i stillekupéen.

Nu vil jeg vende tilbage til tilbudsgivning, næste uges madplan og indkøbsliste til den ugentlige indkøbstur, mens vi stopper ved Ringsted, hvor det regner.

- o 0 o -

Fornemmes det mon at jeg keder mig bare en lille smule nu?

Medbring ikke en stor pose sprøde chips som du knasende fortærer mellem Vejle og Odense.

Med en far, der er mere end begejstret for damptog, så er jeg ikke upåvirket af charmen ved damp og togdrift.

Men at tage fjerntoget mellem landsdelene har intet med damp at gøre ... men røg kan du få rigeligt af.

Skønt er det at toget er blevet helt røgfrit. Jeg husker hvordan det var, da man måtte ryge i mellemgangene og få udvalgte kupéer. Det var en pest at sidde på sin røgfrie plads lige inden for døren i den røgfrie kupé. For røgen fra mellemgangen trak ind hver gang døren blev åbnet.

Som sagt er der ikke damp når man skal med toget i dag, men røg er der.

Når man skal ombord står man i kø med rygere, der lige skal have det sidste desperate sug inden de skal ind i det røgfrie tog. Smøgen smides efter sidste mulige hvæs ned til skinnerne i åbningen mellem perron og tog. Når toget holder ved en station undervejs, så skal rygerne lige ud og have et hurtigt hiv på smøgen før togføreren fløjter afgang igen. Igen skal den slukkes med en hurtig manøvre eller smides ned til skinnerne.

Jeg overlever nok, men efterhånden som der bliver færre og færre steder man støder på tobaksrøg, så bliver ens næse også mere sart for lugten. Næ, så hellere damptog.

Pudsigt nok så er de mest højrøstede her blandt lyn-togets standardpladser, dem, der taler i mobiltelefon. F.eks. forretningsdamen, der laver aftaler med kontoret og den midaldrende fyr, der taler personligt i lang lang tid ad gangen.

Det er meget svært ikke at blive delagtiggjort i hvad de taler om. Det bliver lidt trættende.

- o 0 o -

Der skulle blive rig mulighed for mere trafikbrok i dag, da jeg skal sidde i tog i knap 10 timer fra København til Ålborg og retur igen ... i et hug.

Inspireret af dette billede af Nys - brugt i forrige blogindlæg "Rød død".

- o 0 o -

Idé: Fru Green. Udførsel: Hr. Green

Og på engelsk:

Robin flies freely
Red Cat jumping Upwards now
Robin is Has-been

Prøv selv. Reglerne for Haiku-digte er 17 stavelser i alt fordelt på tre linier med hhv. 5, 7 og 5 stavelser. Haiku skal indeholde natur og skal foregå i nutid.

- o 0 o -

Æren for digtet og dets oversættelse tilfalder helt og aldeles hr. Green.
 

Nogle dage kan - selvom de begynder godt - blive enormt træls. Ikke at der sker noget dramatisk eller særligt trist, men man kan bare ikke rumme de små irritationsmomenter som støder til. Hvor banale de så end er. Nogle dage tiltrækker måske bare for mange af disse frustrations fremkaldende elementer? Eller irritationsmomenter tiltrækker flere irritationsmomenter?
I hvert fald begynder maven at blive urolig og gøre ondt ... og man føler humøret dale som havde man et indre termometer, der tog temperaturen på mængden af frustrerede udbrud. Dagen begyndte at klæbe til mig som den silende regn vi har haft hele dagen.

For ikke at de banale og trælse irritationsmomenter skal rulle ned af bjerget med tiltagende fart og blive til enorme snebolde, eller ligefrem laviner der trækker alt med sig ned, så gør jeg holdt. Stop. Jeg står af. Jeg stopper nedturen ved at lukke dagen af så godt som den faktisk begyndte.

Så om lidt står jeg af dagen. Slukker PC'en, lægger alle tanker og oplevelser fra mig på den indre hylde. Den, hvor der kan trækkes et gardin for, så de ikke kan ses. Så arrangeres puderne i sofaen, så de giver den perfekte støtte i ryggen, mens vand til en kæmpe kop the varmes. Om lidt øses det kogende vand op i jumbokoppen og så skal der slynges et tæppe om benene og dagen skal sluttes rart og hyggeligt i stuen med livsledsageren hr. Greens selskab.

Og så skulle man da være et skarn hvis man klagede.

Hvis dagen i dag kunne begynde så godt, så kan dagen i morgen også. Så ikke noget med at tage nogle dårlige vibrationer med ind i den nye dag.

Sov godt og ha' en god tirsdag ude i livet.

Når man er teenager er der mange måder at ville provokere på. Ældste datter lavede sit eget lille stunt i dag.

Huset skulle fyldes med gamle studiekammerater fra retorikstudiet, mens yngste datter var hos en legekammerat og ældste datter og Hr. Green var i biffen og se "Zombieland".

Alt gik fint og mens jeg med udspilet mave gik og ordnede oprydningen efter en hyggelig eftermiddag, så opdager lillesøster at der står "dildo" nederst på indkøbslisten på køleskabet.

Selvsamme sted stod de første gæster og jeg og snakkede mens jeg fik brygget kaffen færdig og øst de sidste boller på fad.

Ældste datter smilede blot skælmsk, da hun blev spurgt om udåden var blevet gjort af hende. Hr. Green havde sågar opdaget at hun havde skrevet det i formiddags - men det var ikke blevet visket ud.

Så måske fik gæsterne sig et billigt grin i det skjulte? Jeg må trække på skuldrene ... det giver nok ikke så voldsomme skår i mit ethos.

Nu grunder Fru Green over om det mon blev skrevet lige efter at der blev udtrykt utilfredshed med standarden af pigebarnets rengøring på badeværelset? (Som jeg skylder at sige blev rettet op til stor tilfredshed).

Nys, originally uploaded by fru_green.

Rapport fra kattelivet i Fru Greens gemakker.
I efterårsferien fik Nys klaret det for hustandens katte obligatorisk indgreb hos dyrlægen. Snip, snip, sort farve i rigelige mængder til øretatovering og den sidste vaccination i denne omgang.
Og nogle dage efter - frihed til at løbe i kælderen og ud af kattelemmen til den store spændende verden uden for huset.

Han holder sig nu ganske meget indenfor, men ud kommer han også.

Det er skønt igen at kunne åbne døre og vinduer uden at skulle tænke på om killingen smutter ud. Samtidig nyder de gamle katte at der igen er fri adgang fra kælderen til stueetagen, så det sker ikke sjældent at alle fire katte ligger draperet ud over stuen. Ganske hyggeligt - når man nu godt kan li' katte.

I dag blev løbeturen konverteret til en gåtur - og så er det muligt at have kameraet med. Endnu en gang bød Damhussøen på en flot solnedgang og fantastisk aftenbelysning.

I den forgangne uge læste jeg Vanløse Bladet fra 6. oktober og her faldt jeg over et læserbrev (Det kan læses her på side 6 nederst til venstre). Kort fortalt ønsker brevskriveren at der skal laves belysning på hele stisystemet omkring Damhussøen, så det ikke er så utrygt at motionere i de tidlige og sene dag- og aftentimer i vinterhalvåret.

Mørkerad
Umiddelbart en forståelig tanke. Som barn var jeg meget mørkerad og jeg kan sagtens genfinde barndommens frygt når jeg f.eks. er på spejderweekender. Hvor jeg som barn vidste at den var der og frygtede mørket før det kom - f.eks. når natlampen blev slukket - så kommer den bag på mig i dag. For det er ikke altid jeg er bange for mørket.

For snart to år siden var jeg lige begyndt at løbe. Rutinen skulle holdes fast, så selvom jeg var på et spejderledertræf på Houens Odde, så stod jeg tidlig op lørdag morgen for at løbe alene. Det var frisk og støvregnede lidt. Jeg følte mig svært godt tilfreds, da jeg stod og varmede op på den el-oplyste gårdsplads. Belysning var der for at give folk mulighed for at finde toilettet i vintermørket. Efter lidt hoppen og udstrækning begyndte selvtilfredse Fru Green at løbe ud af lejren og ud på spejderområdets grusveje. De er ikke oplyst og jeg nåede ikke langt før der var bælg mørkt. Ikke bare lidt mørkt, men kul sort. Nå, ja, jeg fortsatte på den sidste rest af selvtilfredshed. For jeg var stået op for at løbe på trods af at soveposen var trukket på alt for sent og dagen foran mig uden tvivl vil kræve sit.

Der gik ikke længe før byboen Fru Green mærkede frygten krybe ind i hjertekamret. Jeg var næsten nød til at synge højt for mig selv for at drive mig selv videre ud i det ukendte mørke. Og ukendt var det jo ikke. Jeg kendte jo godt grusvejen på Houens Odde. Nu var den eneste belysning bare lyset på den anden side af Kolding fjord i Skærbæk. Og jeg var alene, mens de andre ledere lå i soveposerne og køkkentanten puslede i køkkenet.

Lysforurening
Jeg kender stadig til at være bange for mørket og føle mig utryg og alligevel er jeg ikke enig med brevskriveren. Jeg kender til vinterens mørke når man motionerer før eller efter arbejdsdagen. Jeg gør det tre gange om ugen hele vinteren, men det til trods, så bør der ikke komme mere belysning på stierne omkring Damhussøen og engen. Jeg startede med at løbe i den møreste tid på vinteren og jeg husker godt at det føltes meget mørkt og utrygt de første par gange.

Spørgsmålet er blot om det virkelig er mere trygt at løbe der langs søen og engen blot fordi der kommer belysning?

Der er ikke mere mørkt end at øjnene når de har vænnet sig til mørket sagtens kan se hvor man løber. Stierne er også så jævne at det ikke er problemet.

Og jeg må spørge mig selv om mørket virkelig er så farligt? Da jeg løb i mørket på Houens Odde kunne jeg ikke lade være med at grine af mig selv. Jeg var nok et af de mest øde steder i området - hvem skulle være der i mørket sammen med mig? Andet end min frygt?

Nu er Houens Odde uden for Kolding ikke Damhussøen i Vanløse. Der er langt flere mennesker i området, men spørgsmålet er alligevel om det virkelig er så farligt. Det mest farlige er at blive overset af en af de fyrer med en hjernen ude af funktion, der kører alt for hurtigt på sin tunede knallert. Dem er der heldigvis ikke så mange af mere.
Og ja, der er sket overfald og blevet røvet tasker, men det sker sjældent og langt hyppigere på andre af Vanløses belyste gader.

Selv hvis stierne blev belyst om aftenen, så vil der stadig være mørke steder at gemme sig og ret beset er man ikke mere tryg.

Jeg synes det vil være trist hvis ikke vi skal have lov at nyde den natur som søen og engen byder på i sin naturligste form - uden lysforurening.
Pengene er bedre brugt andre steder efter min mening.

Der er i hvert fald ikke tvivl om at min tur omkring Damhussøen og engen til aften ikke ville have været lige så smuk, hvis der havde været belysning hele vejen rundt.

- o 0 o -

Nej, mørket har ingen magt i mig. ;-)

I går var hovedoverskriften på ekstrabladet.dk for en stund at det blev en efterårsferie med det vi kalder gråvejr og regn. Det ville kun være vejr til at være indendørs.

I disse dage sukker vi over kulden. Nu skal vi have strømper på eller det er koldt om fingrene, så vanterne savnes.
Vi sukker over regnen. Det er vådt og fugtigt.
Vi sukker over at himlen er grå. Det er kedeligt og kun vejr til at være indendørs.

Prøv at find sweateren, uldsokkerne, de farverige gummistøvler og regnjakken frem. Gå ud og se på vejret med friske øjne.
Mærk at regnen rigtig nok er vådt.
Mærk vandpyttens tyngde når støvlerne trækker sig gennem de dybeste af dem.
Mærk at vinden niver dig lidt i kinden og leger med dit hår.
Mærk at den uldne sweater varmer din krop og regnjakken giver læ.

Se op mod himlen. Er himlen bare ensartet grå eller er der forskellige facetter til den grå farve?
Se dig omkring. Naturen er ikke bare grå. Der er røde bær og frugter, der er orange græskar, der gule, brune, røde og grønne blade.
Se regndråbernes spil. I edderkoppespind og når de stille drypper fra træer og buske.
Se ringene i vandpytten når din gummistøvle bryder overfladen.

Mærk at kroppens bevægelse og den friske luft - fugtig eller ej - giver energi og klarer tankerne.

Og efter sådan en tur, så bliver det med garanti ekstra rart at hygge sig indendørs. Så bliver den varme the og kaffe særlig smagfuld, sofaen særlig blød, tæppet ekstra lunt og stearinlysene får en særlig glød.

- o 0 o -

Ja, man får næsten lyst til at citere en ældre dansktop sang:
"Træk en gammel sweater på
og lad bare skægget stå.
Det en god idé at starte på en frisk ..."

... at den virkelig fungerer.

Jeg har tit haft kig på sådan en, men tvivlet på om den i praksis var så smart. Sidste år læste jeg om Lenes glæde ved den og der skulle gå et går før jeg fik gjort alvor af det.

Weekendens hjembragte æbler fra Fejø venter på at blive skrællet og hvorfor skal det være svært - når det kan være nemt med en æbleskræller?

For sølle 99,- kr. i en isenkram i Valby fik jeg købt vidunderet. Den er virkelig så smart som den lover og den er faktisk ikke slem at gøre ren, så jeg bruger den også til det enlige æble, som skrælles hver morgen til morgenmaden.

Og lur mig - der går ikke længe før jeg skal bage en tærte eller en kage med æble i. Lykken er sådan en smart opfindelse, der virkelig er smart. Det bliver ikke en af den slags køkkenting, som ender ubrugt i bunden af et køkkenskab.

Hver ting har sin tid.

I går blev hele dagen brugt udendørs iført regntøj i blæst og regnbyger. Spejdergruppen var på tur til Fejø , gik Skalø rundt i heftig blæst, plukkede æbler møllerhusets have og nød spejderfællesskabet.

I dag er kroppen lidt øm og mat. Så er det hyggeligt med en plads indendørs sammen med en bog og en kop varm the.

Jeg er begyndt på Huxley's "Fagre nye verden". Gennem 17 års samliv har jeg ofte hørt Hr. Green begejstret omtale Huxleys bog. Vi har den i en gammel udgave, som Hr. Green gik i gang med at læse igen forleden. Jeg har lånt den på biblioteket i en udgave fra i år. Jeg er spændt på endelig at få den læst og drøftet med Hr. Green. Hvem ved måske springer jeg ud som bogblogger og laver en anmeldelse her på bloggen?

Nu skal bog og the nydes før der skal trækkes i løbetøjet og motioneres i den friske efterårsluft og senere bages hjemmelavet pizza. Helt stillesiddende behøver søndagen heller ikke være.

Der er meget virak omkring Obamas besøg i DK. Direkte transmissioner på to TV-kanaler, ophidsede journalister - der tænder på et "mystisk hvidt fly" og i frokostpausen fulgte vi som adspredelse præsident Obamas afrejse på TV-skærmen.

Jeg stod op i stuen og så på TV'et hvordan flyet lettede i lufthavnen. Egentlig var jeg på vej tilbage til hjemmekontoret, da tanken slog mig: Mon man kunne se flyet her fra?

Og sekundet efter så kunne man se flyet stige; langt væk og lavt i horisonten. Havde vores et-plans hus været en halv meter lavere havde jeg ikke kunne se flyet for genboens tag. Det forsvandt hurtigt bag skyer og nabolagets trætoppe. Men jeg så det.

Bagefter begyndte ærgrelserne over at jeg ikke havde forudset det og taget billeder med kameraet - så det ikke kun er blomster og katte, der bliver dokumenteret på bloggen - desværre tænkte jeg ikke så langt, så det må blive ved katte, blomster og andet fra matriklen.

Så tæt på og dog så langt fra. ;-)

Så er det et år siden i dag.

De seneste par uger har været præget af kroppens hukommelse. Sidst jeg oplevede denne årstid, så knoklede jeg med specialet og 1. oktober sidste år blev det afleveret.

Jeg har gennem årene erfaret at min hukommelse også sidder i kroppen. I lyde, årstidens lys, lugte og andet fra mine fysiske rammer.

En bestemt lugt i et rum, et bestemt lysindfald i køkkenet eller andre lignende subtile og små detaljer kan vække en masse følelser knyttet til særlige hændelser eller perioder i mit liv.

I år har jeg nydt at kunne nyde efterårets komme med den særlige stemning som naturen giver - uden at skulle være presset helt ud til der hvor det ikke bare er komfortzonen man er ude af, men et ekstrem, som ikke er sundt at være i så længe, som det varede. Uff.

Det er helt uvirkeligt at tænke sig tilbage til hvordan 1. oktober 2008 var på sådan en rolig hverdag som denne torsdag har været.

Alle forestillinger om hvilken lettelse det ville være at gå ned af gangen med specialet i hånden blev aldrig indfriet sidste år. Det var angstprovokerende og jeg var så tæt på ikke at aflevere det. For at beskrive det må jeg bruge oxymoron: Alt var mere ekstremt end almindeligt ekstremt.

Usikkerheden var så ekstrem at den var lige ved at få overtaget. Jeg fik næsten overbevist mig selv m at jeg ikke ville bestå. Tænk hvis jeg havde handlet på de ekstreme følelser og ikke afleveret? Uff, jeg tør næsten ikke tænke tanken.

Hukommelsen i kroppen kan være svær at glemme. Det tog mig flere år at få et bare nogenlunde normalt forhold til januar og februar måned. To graviditeter hvor jeg led af ekstrem kvalme i en grad så jeg var sengeliggende i 5-6 uger sad flere år efter i kroppen. Kombinationen af særlige lugte i køkkenet og den belysning som årstiden gav kunne tynge humøret, så der skulle en meget bevidst indsats til for at komme igennem.

Oplevelsen med specialeafleveringen kommer også til at sidde noget tid. Heldigvis kan jeg se tilbage på det og glædes over at jeg stod igennem, afleverede og kom ud på den anden side med det eftertragtede eksamenspapir.

Det papir jeg bandede langt væk igen og igen. For hvad gjorde det af forskel? Måske ikke det store for omverdenen. Men for mig gjorde det en forskel - og jeg kan se selvsamme eksamenspapir på min væg i dag. Jo, det er en mærke dag. Og dem kommer der sikkert flere af gennem resten af livet.

Glædelig 1. oktober til alle.

... der er i den særlige rækkefølge bliver uheldige.

En rist til et gulvafløb i en vaskekælder, der er af plastic og ikke sidder monteret fast i gulvet.

En kattekilling, der er meget nysgerrig efter huller og deres indhold og derfor konsekvent flytter det lette plasticdæksel væk fra gulvafløbet.

En dør til ældste datters værelse som er placeret i vaskekælderen. 

Et dørhåndtag på samme dør, som er gået løs.

Selvsamme dør skal trækkes mod vaskerummet for at lukkes.

Dørhåndtaget tabes, da det ryger af og ryger hen af gulvet ...

... ned i det utildækkede afløb.

- o 0 o -

Håndtaget er vasket og skruet fast igen.
Risten er lagt over hullet og der står midlertidigt en tung genstand på den.
Det er vist på tide at vi får bestilt en ordentlig rist og får den monteret fast til gulvet.