Smartlog v. II » Fru Greens gemak » bollesproejte
Opret egen blog | Næste blog »

Ud med bollesprøjten. Ind med crosstrainer.

12. jan 2007 09:58, Fru Green

Indrømmet. Jeg svigter BOLLESPRØJTEN.

Indrømmet. Jeg skal tabe mig. Det er ikke bare 5½ år siden jeg begyndte på studiet - det er også 9 kilo siden.

Indrømmet. Det sidste år har de forfærdelige reklamer i kuponhæfter og lign. nået ind til mig. Jeg har holdt stand ved at klamre mig til fornuften, men det har sørme trængt igennem og rørt ved det indre desperate håb.

Indrømmet. I går købte jeg en crosstrainer. Og nej, ikke gennem tv-shop eller kuponhæftet.

Indrømmet. Det giver motion.

53 kg
Bare at få kassen med crosstraineren ud af butikken. Kassen var rimelig tung. Selvom det kviede mig, så fik jeg kassepigen til at ringe efter en stakkels medarbejder, der kunne hjælpe mig med at hente den i forretningen og bære den ud. Han skulle vise muskler og bar den fra dybt inde i butikken til kassebåndet. Her indrømmede han, at den var nu noget tung - og konstaterede at den vejede 53 kg.
Så ville han gerne have at vi hjalp hinanden ud til bilen. Men flink fyr at han gad.

Så kom jeg hjem med monstret. Fik det bakset gennem haven og ned i kælderen ved hr. Greens hjælp.

Samlesæt
Kassen afslørede et kæmpe samlesæt. Min dyre crosstrainer var i en mængde små dele. Ikke noget nemt og klapsammen-agtigt som i tv-shop. Det tog 2 timers konstant knoklen og skruen at samle dyret.
Og samling af crosstrainere er ikke for enlige - næsten alle samleanvisningerne indebar at en hjælper skulle løfte eller holde et eller andet. Da hr. Green synes at sådan et køb er noget pjat, så klarede jeg de første anvisning uden hjælp, men til sidste måtte jeg have lidt assistance. Til at holde ting i rette position, mens jeg skruede.
Og det var med håndskruetrækker og der blev sikkert forbrændt en del kalorier der.

I går morges og igen her til morgen har jeg så kravlet på monstret og har været aktiv. Pyyyyyh. Det er sørme hårdt for Fru Greens dvaske, slappe legeme at kommer i gang på den måde.

7 minutter. That's it.
Programmerne foreslår som minimum 20 minutters træning - hurra, mand, det kan jeg altså ikke. Efter 3 minutter vil jeg af. Efter 5 minutter fortæller jeg mig selv at 2 minutter til kan jeg godt lige klarer selvom om lårerne ikke vil mere. Det sidste halve minutter er jeg ved at gå død og når der er gået 7 minutter så vælter jeg af. Svedig, stønnende og helt flad. Sølle, Fru Green. Sølle.

Men her til morgen har jeg klaret 2x7 minutter med en lang pause imellem. Det går da frem.

Og så ikke et ord mere om den sag ... hverken træningsdyret eller vægtproblemerne.

Inden året rinder ud

30. dec 2006 21:08, Fru Green

Helt nytårsstille skal der ikke være på bloggen endnu. Lidt trivialiteter fra Fru Greens hverdag kan vi lige nå inden året rinder ud.

Denne mellemjul har budt på nogle rolige feriedage. Ingen arbejde, ingen opgave og ingen eksamenslæsning. Mine forkromede planer om at få lyst-læst er faldet lidt til jorden, men okay ... sådan må det være.

Hr. Green er gået i konditor-mode. Det er vist ved at være tradition nu, at han laver avanceret julekonfekt til jul og hjemmelavet kransekage til nytår.

Dette foto er fra sidste nytår. Årets kransekage er meget mere perfekt og skal vist dekoreres med marcipanpynt i farver. Foto følger.

Kransekagen anno 2005

Eftermiddagen blev brugt på en kort tur til Rødovre Centrum. Vi vidste at det ville blive anstrengende med mange biler og mennesker ... og ganske rigtig. Trafikken blev dirigeret på pakeringspladsen og vi blev ledt i kælderparkering -2.

Men pigerne har fået nogle penge og de brænder i lommen. Største fik købt noget hun havde ønsket sig længe. Lillesøster fik vi holdt tilbage ... men det holdt hårdt og krævede megen snak om at man ikke bare skal købe noget for at købe noget osv.

De sidste småindkøb blev klaret i Netto og så var vi rustet til nogle butiksfri dage igen.

Tårerne kom dog frem i storesøsters øjne da det indkøbte computerspil gjorde knuder og vi var forbi lukketid. Heldigvis kunne far være redningsmand og det kom op at køre.

I løbet af dagen er det meste julepynt pillet ned. Tilbage står juletræet og lyskæderne i buskene i haven.
Når guirlanden med kræmmerhuse bliver pillet ned, så bliver der så tomt i stuen ...

Spisebordet er blevet flyttet i nytårsposition. Dvs. hen foran det store terrassevindue, så man kan nyde fyrværkeri, mens vi spiser.

Så nu er der nogle rolige timer frem til i morgen eftermiddag, hvor der skal laves mad og dækkes bord.

Og så vil jeg overveje om jeg orker at lave farvede rutebiler til isdesserten i morgen ...

Nu er den her: BOLLESPRØJTEN™

28. dec 2006 14:26, Fru Green

Sjov muskeltræning mens du laver bagværk i køkkenet.

Er du træt af fitnessprodukter, der ikke virker?
Har du ikke tid til både at træne og lave bagværk?

BOLLESPRØJTEN™ giver dig dit liv tilbage 
Nu er det slut med at være en fed, svulmende, hjemmegående og frustreret husmor. Nu kan du både blive populær for dit bagværk og for den lækre figur uden at investere i dyre fitness-produkter.

   
Fitness uden bollesprøjte        Fitness med bollesprøjte

Køb den helt nye og revolutionerende BOLLESPRØJTEN™ i dag og du får to ekstra skiver med.

Alt dette indgår:

  • Maskindrejet træstempel i miljørigtige farver.
  • Ergonomisk udformet stempelcylinder i metal (ikke rustfrit)
  • 2 skiver i metal med stjerner i to størrelser
  • 2 ekstraskiver i metal der bl.a. giver mulighed for at lave melboller og rutebiler (ingredienser købes seperat)

Men det er ikke det hele. Hvis du bestiller NU får du også:

  • Et lækkert forklæde med BOLLESPRØJTEN™ logo, så du ikke sviner dit træningstøj til (tåler kogevask).
  • Et hæfte med øvelser, træningsprogram til en måned og opskrifter på det perfekte hjemmebag udarbejdet af den veltrimmede populære husmor Fru Green™.

BOLLESPRØJTEN™ kan nemt være i din køkkenskuffe, men er lavet i et fint shabby chick design og pynter på ethvert køkkenbord.

Rutebiler

28. dec 2006 13:03, Fru Green

Et stort glas med pepermyntethe og en rutebil. Det er i orden.

Impulsen kom fra Polyannas kommentar til mit indlæg om bollesprøjten og jeg fik en pludselig trang til at lave rutebiler.

Da jeg boede hjemme som stor teenager havde jeg lært at lave chokolademarengs af min farmor og lavde dem hyppigt, når jeg fik en sød tand.

Husket frit efter hukommelsen, så den må anvendes på eget ansvar:

Ca. ½ pund flormelis
1 æggehvide
½ tsk. hjorttaksalt
1 spiseske kakao
Rulles ud og udstandses med snapseglas
(eller rulle i kugler, der mases flade)
150° C i 8-10 minutter

Det har altid været runde chokolademarengs jeg har lavet, men denne gang blev bollesprøjten taget i brug. Nu ville jeg prøve det.

Og det blev rimelig vellykket. Nogle af dem er væltet, men de smager jo godt alligevel ...

Og hvad skal man med fitness-centre og hjemmetræningsudstyr købt i TV-shop når man har en bollesprøjte?
Det er saftsusemig hårdt arbejde at bruge den bollesprøjte og både abdominalmuskler og muskler i overarmene blev brugt flittigt - jeg får helt sikkert ondt i dem i morgen.

  

Leksikon: Bollesprøjte

22. dec 2006 09:06, Fru Green

Et indlæg hvor du kan få svaret på hvad en "bollesprøjte" er.

Tidligere har jeg skrevet om denne æske, der indeholdt en bollesprøjte:

Teksten fra æsken

Og min "Fløde- Kage og Bollesprøjten" havde jeg forkromet forventninger om at anvende til vanilliekransene i lørdags.
Og sjovt nok kunne man også høre Anette Heick undskylde at hun ikke havde en bollesprøjte i Mads og Monopolet i lørdags.

En bollesprøjte er ikke bare et pudsigt ord man kan grine lidt fjollet over (eller hedder det af?).
Det er faktisk et køkkenredskab. Jeg erhvervede et sammen med andre gamle køkkenting i foråret.

Bollesprøjten ser ud som ovenstående og har ligesom den gammeldags kødhakkemaskine med håndsving nogle plader med forskellige muligheder for at presse en pølse med en særlig form ud.

Som tidligere nævnt i dette indlæg, så havde jeg forkromede forventninger om at nu skulle jeg endelig prøve at bruge "dyret", men det var næsten umuligt at få presset dejen igennem ved håndkraft. Så den gamle kødhakkemaskine blev fundet frem igen i år - det er forøvrigt den eneste gang på året at den bliver brugt.

Kage- og bollesprøjten er kommet tilbage på hylden. Jeg må finde noget andet at bruge den til.

- o 0 o -

Det var hos Mit Sure Jeg at jeg blev inspireret til dette indlæg.

D. 28. december: Nu er den her: BOLLESPRØJTEN™