Henning spurgte i en kommentar til andet indlæg hvad jeg så skal skrive om på bloggen, når nu det er slut at skrive om eksamenslæsning? Og der er mange muligheder - bl.a. vores edderkopper. Eller rettere mig og mit forhold til edderkopper.
Dagens begyndende oprydning på terrassen bød på en overraskelse og et lille hvinende skrig fra fru Green.
Jeg løftede en bærerpose med glas, der skal i glascontaineren, og så ... uaaargh ... var der denne overraskelse. Myrekryb og kuldegysninger og en række mindre pæne ord fra Fru Green.
Påvirket fra barn af
Min araknofobi er helt sikkert min mors skyld. Min mor var også ræd for edderkopper og min far blev hyppigt tilkaldt for at gøre kål på de stygge dyr.
Vi opererede med forskellige kategorier: køkkerullestørrelsen, syngestørrelsen og træsskostørrelsen.
Køkkenrullestørrelsen: Dem, min far kunne tage med et stykke køkkenrulle.
Syngestørrelsen: Dem, der krævede at far sang mens han tog dem, så man ikke kunne høre dem knase.
Træskostørrelsen: Dem, der kunne mærkes for meget gennem papiret og krævede et smæk med en træssko.
Nå, ja, og så blev en del edderkopper taget med støvsugeren. Og rørets munding blev behørigt stoppet til med køkkenrulle, for at kræet ikke kunne finde vej ud igen.
Var man bange for edderkopper eller ej?!
Min mor var altså rimelig meget ræd for edderkopper. En sen aften var hun i vaskekælderen. Min far og jeg sov, så hun mandede sig op og fortsatte vaseriet på trods af at der sad en rimelig basse i håndvasken. Hun havde ryggen til håndvasken og synes hun hørte skridt ... da hun vender sig om er edderkoppen væk. Så gik hun i seng!
Edderkopperne i mit eget hjem
Min mor talte om at edderkopper ikke var et problem da hun boede hjemme i Kastrup. Det var først da hun flyttede til Vanløse og nogle veje fra Damhussøen at det var nogle store motherf....... af nogle edderkopper.
Og jeg må sige at de er ikke blevet mindre af at flytte på den anden side af Damhussøen, hvor jeg nu bor. Tværtimod.
Vi har nogle kæmpe husedderkopper. Og nogle af dem får vokset sig rigtig store, hvis de er heldige at finde et sted at overvintre og ikke bliver slået ihjel af fru Green. Og så var der dem der blev puttet i et kaffepulverglas og sendt med tøserne i børnehave ... i den ældstes halvdagsbørnehave, var det en noget anstrengt børnehavepædagog, der prøvede at bevare fatningen, da tøsen ville vise fangsten frem til "rundkreds".
Således fandt vi en dag - i vores egen vaskekælder - det til i dag har været det største eksemplar.
Den er virkelig stor. Og folk tror mig ikke før de ser den. For vi har den endnu. Den blev også puttet i et glas og stillet i den høje vindueskarm, så de dengang små tøser ikke kunne nå den. Men så blev den glemt og stegede ihjel i den varme eftermiddagssol.
Som den lå der krøllet sammen i glasset satte Hr. Green sig for at den skulle "konserveres". Så der er blevet lavet en lille træsæske med pleksiglas og der er den blevet foldet ud, sprayet med hårlak og limet på en nål. Nu kan vi bevise at vi har meget store edderkopper i vores hjem, da den hænger i vores stue.
Araknofobi og spejderliv - dum cocktail
Den meget skarpsindige læser vil vide at jeg er spejderleder og hvordan klarer jeg et udendørs teltliv med angst for de her dumme dyr? Jo, jeg har lært at tøjle det bedre nu. Og det er ligesom blevet OK når de nu er i deres rette element - og ikke er for store.
Og jeg prøver, jeg prøver virkelig, at styre mig, når jeg er sammen med egne eller andres unger, så de ikke bliver smittet. For det er jo kun nogle sarte små væsner ...
Efteråret er edderkoppetid. Forleden kom denne krabat kravlende fra kontoret ind i stuen. Der blev luftet ud i kontoret og det har nok lokket fyren ind i varmen. Dette er bunden i et Nescafé-glas – af den slags med plads til 200 gr. Det kan give en fornemmelse af størrelsen. Buster var først nysgerrig og prøvede at daske til den, men mistede hurtigt interessen.
Sigurd Keramik - saltglasert
