Smartlog v. II » Fru Greens gemak » feedback
Opret egen blog | Næste blog »

Konkret feedback - tak

20. apr 2008 21:51, Fru Green

Hvorfor er det nemmere for folk at være konkrete når de giver negativ kritik end når de giver positiv?

Det første år på studiet i faget skriftlig formidling lærte jeg en vigtig ting om feedback. Den skal være konkret.
Jeg havde fået feedback fra min skrivegruppe og sad nu sammen med underviseren, der skulle give sin feedback. "Hvad sagde din gruppe om det du har skrevet?" spurgte han. "De sagde det var godt," svarede jeg. "Men sagde de hvad der var godt?"
Og det måtte jeg indrømme, nej, det havde de ikke sagt og underviserens pointe var at det skulle jeg spørge efter – ellers havde jeg ikke lært noget jeg kunne tage med mig som en konkret erfaring.

I forbindelse med at jeg holdt en prædiken for nogle uger siden så fik jeg også efterfølgende tilbagemeldinger. De fleste var positive – og det var rigtig rart, men da jeg kom hjem slog det mig: Det er fint de synes det var godt ... men hvorfor synes de det var godt? Det havde ingen sagt noget om.
Den mest konkret kommentar jeg fik var en negativ en af slagsen. Der var konkrete meldinger om at hvad vedkommende ikke synes fungerede.

Det er fint at vide hvad der konkret ikke har fungeret, men hvorfor er vi ikke bedre til at være konkrete når vi roser folk?
Vi har lige så meget brug for at vide hvilke konkrete ting der er gode og som fungerer.

Og resultatet af den ukonkrete ros er at sådan en flinke-pige som mig forfalder til at tænke: "De siger det nok bare for at være søde. De mener det nok ikke." ... og det holder jo ikke en meter.

Næste gang må jeg huske frimodigt at spørge: "Jamen, hvad synes du helt konkret var godt?" Også selvom det føles en anelse selvsmagende.