Når jeg i forskellige sammenhænge - bl.a. hos bloggere - har stødt på folk der har skrevet at efteråret er på vej, så har jeg tænkt: "Nej, det er altså stadig sommer".
Og det er det. Bestemt. Men der er heller ikke tvivl om at efteråret snart er på vej. Bladene på træerne begynder langsomt at gulnes. De orange græskar som de seneste år er blevet symbolet på efterår - også her i Danmark - de er allerede på vej.
I år er et godt år hvad græskar angår. De bliver store og der er flere af dem end de sidste par år.
Hr. Green tog på en fotosafari i haven og der er efterårestemning over det (flere billeder følger længere nede).
Bente skriver om hvordan efterårets mørke sniger sig ind på hende. Jeg kan godt selv mærke et stænk af "the blues", men det er en underlig blanding af tristhed over at sommeren lakker mod enden - og så alligevel en glæde ved de sanseindtryk, der er på vej. De sanseindtryk, som hører efteråret til.
Fantastiske solopgange når man står op. Den særlige glød som sollyset har i disse måneder. Løvets mange forskellige farvenuancer fra gul til brun. Græskar og solsikker i haven. Levende lys i stuen og på trappen.
Det er den vinkel på efteråret og vinterens komme jeg vælger at fokusere på. Men "the blues" mærkes da.
Fru Green troede hun kunne snige sig ubemærket ud af huset og hente morgenmad, mens ægtemanden sov. Der var en 16-årsdag, der skulle markeres denne fredag. Medgang og modgang sammen skulle fejres.
Men da hun vender tilbage står hoveddøren åben og udenfor på the-trappen står denne lille opstilling - dannebrog - og Hr. Green har plukket blomster i haven. Morgenfruer, en græskarblomst, spansk margueritte og purløgsblomster.
Fru Green har jævnligt revet ham i næsen at han ikke er særlig romantisk og god til at finde på gaver. Glemt er det fantastiske sølvspænde hun fik i gave det første år de boede sammen i den lille lejlighed. De seneste år har han også fået rigtig greb om det. Men det er sandt at Fru Green aldrig får blomster af sin mand - medmindre han plukker dem i haven. Og det er jo rigtig romantisk - helt fri for at være opstyltet dyrt. Og se det kan gøre Fru Green helt blød om hjertet og geleagtig i knæene.
Og han har gjort det før ... gjort damen blød i knæene. Som den første og eneste gang vi glemte dagen. Som f.eks. da vi havde været gift i 7 år. Havde småbørn på 2 og 4 år. Først op af dagen kom vi begge i tanke om det. Da jeg kom hjem fra et møde om aftenen i det sidste solly, så hang der det smukkeste grønne 7-tal i haven - dekoreret med laurbærkirsbærblade som bund og lyserøde roser plukket af den 4-årige.
Så skam dig Fru Green, hvis du påstår din mand ikke er romantisk. Måske overstrømmer han dig ikke med indkøbt romantik, men som han siger hellere at man viser at man elsker hinanden i den måde man er på i det daglige ... og så forstår han at være romantisk på den helt rigtige måde, når han er endelig er det.
- o 0 o -
Det er høsttid i haven.
Forleden plukkede jeg en mængde kronblade fra morgenfruer, som vi har et helt bed med.
De kan bruges til en masse i flg. bogen "Urt" , men jeg kommer nok bare til at bruge dem til urtethe. Der er noget betagende i deres farver, når de ligger der i skålen.
Lige før ferien blev der plukket de første mynteblade - også til the. Som regel har jeg myntethe til et helt år af min høst fra haven.
Når de friskplukkede urter ligger vaskede i dørslaget eller min store si, så nyder jeg at lade fingrene glide igennem bladene. I dagene efter, mens de ligger og tørre, så nyder jeg at skulle vende dem.
Hver gang forbavses jeg over hvor meget de skrumper i størrelse efterhånden som de tørrer.
Og om vinteren nyder jeg tanken om at den friske myntesmag er fra min egen have.
Vores hindbærplanter er vokset godt til og giver mange bær i år. Dem lader jeg så ikke fingrene løbe igennem, det ville bare ende som hindbærmos, men jeg nyder synet - og smagen. Bærplukkerens privilegium.
I dag bestod morgenmaden f.eks. af helt friskplukkede hindbær til græsk yougurt og honningristet müsli.
Fra kontoret har jeg udsigt til vores store brombærbusk og der tegner høsten til at blive helt fænomenal, når de en gang er blevet modne.
Sådan giver haven gennem høsten noget til flere sanser. Det må man bare glæde sig over.
Natten til fredag d. 5. juni havde vi kraftig regn, torden og flere heftige haglbyger i Københavnsomårdet. Regnmåleren viste 20 mm.
Det var pænt store hagl og af flere omgange, så på turen rundt i haven inden gåturen om Damhussøen, så kunne vi se at de storbladede planter var blevet perforeret. Hr. Green holder omhyggelig øje med sine græskarplanter og hullerne var der ikke dagen før. Billedet nedenfor er af bladene fra en stokrose.
Og så forlod vi matriklen og gik ned til Damhussøen. Der blev taget omkring 120 billeder på hele turen, der tog 1½ time. Normalt kan vi gå søen rundt i rask gang på knap 40 minutter.
Når man går over fodgængerfeltet til Damhussøen for at krydse Peter Bangsvej ved Shell-tanken, så skal man gennem en tunnel af buske og træer.
Generelt var belysningen helt fantastisk, men også meget svær at fange og gengive med kameraet.
Da vi var nået hele vejen rundt kunne vi se det sidste af solens lys i horisonten.
At gå det samme sted hele året rundt giver virkelig syn for forandringerne der sker som året går.
- o 0 o -
Syrenen og guldregnen når at supplere hinanden med de lilla og gule farver. Af en eller anden grund så springer vores guldregn senere ud end de andre i lokalområdet.
Fødselsdagsgaven fra sidste år har fået selskab af nogle potter og randforme - også i creme med grøn kant.
Disse dage i maj er regnfulde, men ikke på den tunge måde. Skiftende mellem sol og regn sker hurtigt. I går eftermiddags skete skiftet så hurtigt at der var både sol og regnsamtidig.
De friske grønne farver har også her til morgen fået et pift af regnen. Mens jeg sidder i kontoret, så er det hyggelig med regnen, men det må godt snart lysne, for vi skal ud at løbe og vådt løbetøj er ikke stemningsfuldt på samme gode måde.
Trods vejrets skiften, så lykkedes det mig at tørre tøj i haven i går - også at få det tørt ind og da regnbygen var fortrukket og solen kiggede frem, så nød jeg havens små detaljer gennem kameralinsen.
Med indkøbte spanske margueritter i gul/orange farver.
Det kan godt være solen ikke skinner, men jeg nyder haven. For det er maj og jeg synes lykken er haven i maj ... hvis du som fast læser skulle være i tvivl.
Der kan sagtens være andre ting at slås med. Eget eller andres helbred, en alt for hurtigt kommende deadline, listen med ting der skal laves - der vokser og vokser, bekymring om store og små ting ... men det hele bliver pakket lidt ind i vat for en stund når jeg kan nyde haven med fuglefløjt og katteleg. Så pumpes der lidt frisk energi direkte ind, der hvor det virkelig batter.
Lupin knop ... hvis man kan sige sådan om lupinen? Der er min botaniske viden ikke stor nok. Uanset, så er det snart tid for at lupinerne i haven blomstre.
Syrenen er ved at springe ud
Hulemanden hr. Green har bygget lille hytte sammen med yngste datter af en aflagt palle, gamle brædder, affaldstræ fra efterårets beskæring og plasticsække.
Og træet der skal fældes senere i år har fået fjernet en rem af barken - noget af den bark er brug til dør i hytten.
En tankerække der tager sin begyndelsen ved havens rabarber, men ender i brok over medierne.
Ugens anden høst af rabarber er i hus. Den første røg i fryseren i begyndelsen af ugen, men fredagens høst blev blandet med æbler og blev til en smuldre æble-rabarber kage.
I går kom ældste datter hjem fra klippeøen hvor hendes nye klasse har været på lejrskole i den forgangne uge. Det er 2. gang på halvandet år at hun er på Bornholm på lejrskole (og lillesøster skal også til Bornholm med klassen). Hvad er det lige de skoleklasser har med Bornholm?
Mens ældste datter fortalte om alt det hun havde oplevet i den forgangne uge, så kunne vi drikke the og spises kage med flødeskum.
Og så slap vi for at se TV. Jeg er træt af mediernes hysteriske stemning omkring "influenza A - før kaldet svineinfluenza". En eller anden har vist en gang sagt noget i stil med: "En journalist bliver salig, hvis han kan få lov at sige ordet farlig". Sådan opleves mediedækningen lige nu. Jeg sidder selv med oplevelsen af at de eneste der virkelig er ophidsede er journalisterne. Men det er måske bare mig der er naivt rolig?
Så var der angiveligt 13 døde, men sat i forhold til antallet af døde grundet almindelig influenza eller lungebetændelse og trafikdrab og alt muligt andet, så kan jeg ikke rigtig blive lige så ophidset som medierne kan.
Jeg har heller ikke stået i kø på apotektet for at købe masker - det var loppemiddel til kattene jeg ventede på - og jeg tror nu mere på at være omhyggelig med at vaske hænder.
Og den stakkels kvinde der er "det første offer for influenza A" er nød til at søge isolering. Ikke på grund af smitte fare, men fordi hun sådan set gerne vil forblive anonym og ikke vil overfaldes af den sensationshungrende presse, der som f.eks. Ekstra Bladet i desperation efter sensation kalder nyheden om at Erik vil skilles fra Anni for en "breaking news".
Nyheder 24 timer i døgnet. "Jeg står her ved ...". Direkte dækning. Formiddagsbladene der prøver at toppe her og nu dækningen med at vise billeder af mere og mere voldsom karakter. Kunne vi få et billede af liget ville det være sagen ... ?!
Det minder mig op noget af teksten til Shubiduas "Rap rap":
Og sådan går vi op i en større kabale
både de kendte og os der er normale.
Livet får kulør når man læser om dem
som har masser at lave og skideskønne hjem
to der før var gift lever hver for sig
og Erik er på Hawaii.
Her er der ingen hellige køer
vi er næsten med i kisten når en skuespiller dør
en bokser får et barn der er født med hagesmæk
og Gry er sprunget læk.
Her er der ingen hellige køer
vi er næsten med i kisten når en skuespiller dør
de tar det sidste billede mens låget står på klem
og Erik vender hjem.
Næ, så var det bedre at lytte til datterens beretning fra lejrturen på klippeøen og krydre det med lidt Jack Nicholson og Anger Management.
Og lørdagen vil jeg hellere bruge på lidt kontorarbejde, tøjvask, stolemaling og græsslåning.
- o 0 o -
Opskriften på rabarber-æble smuldrekagen er sat sammen af en smuldreæblekage og en rabarberkage opskrift. Jeg sjusser mig til mængden.
Æble- og rabarberfyldet blandes lidt sukker og mel. Det kommer til at fungere som en form for jævning af frugtfyldet.
Smuldret laves af margarine, der smeltes. Der i blandes mel, havregryn, sukker, brunfarin og kanel. Skal det være rigtig lækkert blandes der knuste valnøddekerne i smulderet også.
Et ildfastfad smøres, fyldet lægges i og dækkes med smulderet. Bages i 35 minutter ved 175 grader i forvarmet varmluftovn.
Det gode vejr i aprilmåned i år har åbnet mine øjne for hvor lyse aftenerne faktisk er her i april. Og selvom kulden hurtig kryber frem når solen går ned, så har vi haft nydt et par aftner på den solopvarmede trappe i de forgangne to uger.
I aften sad vi og nød hvordan vejret skiftede. Yngste datter og jeg havde været til et godt ulvemøde og nu var det rart at geare ned og snakke om dagen der var gået. Vi satte os på trappen og så solnedgangen lys bag skyerne der trak op. Dryppene, der ikke rigtig ville blive til rigtig regn og ophørte igen. En kulde der trak frem fra syd og pludselig lysglimt og tordenskrald. Det varer vist ikke så længe, men det var super flot og stemningsfuldt at sidde og se hvordan det skiftede.
Med det gode varsel og yngste datters opfordring nåede vasketøjet at komme ind i tørvejr. Mens det lynede og dryppede lidt så blev have og terrasse gået efter. For med flere uger uden regn, så var der lige nogle ting der skulle ind i tørvejr.
Nu vil jeg nyde glimtene i mørket. Om lidt så skal der stilles ind på DR1 og Foyle's War og
Fru Green var lige kåd nok, da hun skrev om sin begejstring ved at male havemøbler.
Det er ikke blot farven der er skiftet, men også typen af maling. Fra sort heldækkende træbeskyttelse til hvid træ/metalmaling til både indendørs og udendørs brug.
Og det er ikke mindre end træls at male med. Meget træls.
Så nu er kadencen gået ned. Der bliver ikke malet hver dag og der bliver ikke nået lige så meget som på de nu sorte havemøbler.
Så det er farligt at prale med sin begejstring ved at male ... en stor fedtet klat hvid maling løber ned af min motivation lige nu.
Næ, så var det hårdt men vellykket at bevæge sig over i det gule. Vi flyttede forsythiaen, der i flere år har været til stor irritation. Flot er busken med sine gule blomster her i april, men den efterlader hele området med nogle klistrede kronblade, der sætter sig i alt. Ikke mindst på bilen og det er næsten ikke til at få af. Selv i bilvask.
Jeg har længe truet med at fælde den. Hr. Green har modsat sig hver gang. Men i weekenden indgik vi et typisk ægteskabeligt kompromis og blev enige om at flytte den om bag huset. Jeg fik den væk fra havegang og bilholdepladsen. Hr. Green fik lov at beholde den og vi kan nu have glæde af de smukke blomster fra køkken- og kontorvinduet.
Men at flytte sådan en stor busk ... det er en opgave ... og jeg bidrog endda først i den sidste kamp med at få de genstridige rødder kappet og resten af flytningen. Den første del af slidet tog hr. Green helt alene ... men så træls var den hvide maling at jeg hellere ville kæmpe med forsythiaen sammen med hr. Green og lade hvid stol være stol.
Dagen før havde jeg pottet om og plantet ud. Så nu er det vist tilbage til den hvide maling og de møbler der skal males med den.
Men det bliver godt, når både stole og borde er malet. Så skal jeg drikke min første kop the siddende i det hvide, mens jeg prøver at glemme ærgelserne og nyder det overståede arbejde. På afstand ser det jo pænt nok ud.
Fru Green er næsten færdig med at male de 16 år gamle bryllupsgave-havemøbler sorte, så har hun en stor lyst til at kaste sig over de nok-mere-end-40-år-gamle arvede havemøbler, som står på træterrassen. De skal så males hvide for at matche træterrassen.
Normalt er malearbejde ikke noget jeg er begejstret for, så jeg har gået og "grundet" over hvor fra lysten kommer. Jeg er kommet frem til at det må være kombinationen af 3 ting:
Påskeferien er mest ro og fred. Fred til opsamling og afslapning.
I dag er der blevet malet sort og det har næsten været meditativt at male havemøbler. En beskæftigelse, der ikke dræner energien fuldstændig og som giver mulighed for at tænke imens.
En gang var disse havemøbler rødbrune og oliebehandlet, men nu er det tid til forandring.
Der er også en særlig tilfredsstillelse i at male de snart 16 år gamle altanmøbler, som var en bryllupsgave der kunne være på altanen i vores hjem, der den gang lå på 1. sal i en ejendom i Vanløse.
De er fulgt med til haven i huset og tjener som havemøbler på en lille fliseterrasse, hvor morgensolen giver sine første varme stråler og hækken giver dejlig skygge på de varme eftermiddage.
Jeg bliver helt chokeret når jeg laver regnestykket der siger næsten 16 år. Har vi virkelig været gift så længe? Så gammel er jeg da heller ikke?
Så længe kan det da ikke være siden ... men når jeg regner efter og ser på fakta, så har vi en datter der snart træder ind i teenage-årene og en anden, der har rundet de 10.
Nå, men jeg har bare været tidligt ude. Det må jeg sige til mig selv. Selvom hr. Green prøver at stikke til mig ved at sige: "Så tænk på at vi er sølvbrudepar om 9 år". Men jeg kan godt leve med at kalde mig sølvbrud - også selvom jeg til den tid kun er 46 ...
Nu tror jeg at jeg ville droppe regnestykket og i stedet glæde mig over at vi har nogle havemøbler som vi passer så godt at de holder. Faktisk, så har vi nogen der er mere end dobbelt så gamle - dem har vi arvet - og de trænger også til en kærlig hånd. Det må blive i sommerferien ... eller næste påske.
Lene skrev forleden et indlæg om "trappete" og det er begreb jeg straks har taget til mig. For i sommerhalvåret drikker jeg ofte en kop the på trappen.
Solen varmer trappe og væg op og med en sivmåtte, så er det behageligt at sidde der på trappen med en kop the. Det er også tit pladsen i den sidste aftensol. Så er der dejlig lunt fra dagens solopvarmning og man kan nyde synet af haven og pigerne der leger.
I disse dage er pladsen præget af påsken. Og jeg kan sige at jeg tager mig en kop trappethe.
Kattene - og især Olaf - nyder også det gode vejr og virker til at finde det rart med selskab i haven.
Terrassen er blevet vasket ren for alger. Der er blevet ryddet op i alle potterne. Lidt blomster er blevet plantet ud og breve med frø venter på at blive forspiret. Hr. Green har taget sin tørn med nyttehaven. Højbede er blevet flyttet. Nye er blevet flikket sammen. Sort maling fordelt hvor den manglede.
Og jeg nyder at jeg er heldig at ha' sådan en have. Især min lune plads på trappen. Hvor mange små pauser er blevet brugt ... med en kop the.
Skrevet d. 24. februar 2009 - anset hvad datomærkningen angiver ...
I føljetonen om snehulen og dens forfald er vi nået til genopstandelsen som snefigur. Hr. Green mumlede noget om at den skulle ligne mig, men jeg synes sidste vinteres snekvinde lignede mere.
Jeg har skrevet om min hulemand før. Mange skælder deres mænd ud for at være hulemænd. Jeg elsker at jeg har en hulemand.
Kunstneren, og måske legebarnet, kommer frem i hr. Green når det har sneet. Pigerne deltager ikke så meget som før og måske er det sidste år at han kan bruge pigerne som påskud for at lave snehule ... det er så også den absolut flotteste han har lavet til dato. Så skulle det være den sidste, så slutter han på toppen.
Hulen i eftermiddagens dagslys.
Jeg tror ikke det er den sidste snehule ...
En pause.
Nyder solen og en kælen Kurtekat i haven.
Og pludselig flyver en spurvehøg lavt hen over haven og lander i det store grantræ.
Hey, rovfugl. Der er noget du har misforstået. Vi er inde i byen.
Men ... dejlig naturoplevelse var det nu. Haven bliver med et trylleslag en lille vild oase i storbyens konstante brusen.
Tilbage ... som en rovfugl, der går målrettet efter sit bygge ... tilbage til specialet og de manglende sider.
Og det er en god undskyldning for ikke at skulle til forældremøde i aften ... selvom jeg er så skide pligtopfyldende at jeg har dårlig samvittighed. På trods af at hr. Green tager afsted. Tsk, tsk, tsk.
Men nu skal fru Green være pligtopfyldende for sig selv. Jep.
Fru Green sidder i kontoret. Sofus har fået lov til ligge på skrivebordet og det er fred og idyl.
Fra det åbne kontorvindue lyder der pludselig lyden af et sandt fugledrama.
Den karakteristiske lyd af puslen i æbletræets trækrone, paniske solsorte forældre og da Fru Green når hen til vinduet høre hun noget falde ned fra træet. Olaf er meget nysgerrig og der går ikke mange sekunder før Sofus er oppe i vindueskarmen og ved at vælte en urtepotte på sin vej ud. Buster er også stødt til.
Så flår Fru Green kontordøren op og styrter ned i kælderen. Kattelemmen skal lukkes og det kan kun gå for langsomt.
Det var Fru Green selv, der måtte ned og spærre for kattelemmen denne gang.
Og nu er hele familien Green på dupperne. "Hvad sker der?"
Medbringende en lygte går alle ud og kigger i mørket.
Mindst to store fugleunger, knap flyveklar, er faldet ud af reden. Olaf gør ikke noget ved den ene som er ham nærmest. Buster tager den anden og valser stolt rundt. Problemet er bare at Buster er et skvat af en dræber. Han slår ikke sit bytte ihjel.
Der er ikke noget at gøre. Fugleungerne er ikke helt flyveklar og tilbage i reden kommer de ikke.
Vi viser Sofus den fugleunge som Olaf ikke gør noget ved. Den bliver hurtigt snuppet og han smutter væk. Den skal nok få en hurtig død for Sofus slår hurtigt ihjel. Modsat går det den som Buster har fanget.
Ja, det var næsten trist. De to solsorte forældre har knoklet med at fodre ungerne og Kurt har ofte prøvet at komme til reden. Nu, hvor de næsten var færdigudviklede, så går det galt.
Egentlig havde Fru Green forventet at se Kurt i træet, men ham så hun slet ikke noget til. Mon det har været Olaf, der har været oppe i træet og er skvattet ned?
Nå, det er jo ikke til at vide og nu er verden blevet to solsorte fattigere.
... i øvrigt ... så har bloggeriet og digitalfotograferingen sat sit præg på storesøster: "Skal det ikke fotograferes og på bloggen?" spørger hun hver gang kattene fanger noget. Og jo, det er vist Fru Greens egen skyld at det er endt sådan.
- o 0 o -
Opdatering torsdag kl. 9.10:
Katten Kurt sørgede for at komme på banen. Han skulle da ikke stå tilbage for de andre katte. Kl. 05 om morgenen kom han med sin fangst. Om det var den ene af fugleungerne eller en tredje vides ikke, men ind i soveværelset og under hr. og fru Greens seng løb han med det pibende fuglebarn.
Fru Green skreg højt: "Nej", og Kurt forstod vist budskabet og løb i kælderen med fangsten. Her måtte Fru Green samle den døde unge op og smide den ud i haven ... og havde så en undskyldning for at sove en time længere end normalt.
Inden Fru Green lagde sig, så hun det sørgmodige syn af solsorteforældre, der ledte efter deres afkom i haven.
De katte er altså nogle modbydelige rovdyr.
I weekenden har jeg prøvet at koble fra specialet. Der har været nogle andre ting, der har krævet min opmærksomhed og jeg tror det er godt at slippe specialet for en kort stund, så man kan se på det med friske øjne igen. Om jeg bliver ved med at have det sådan når afleveringen nærmer sig ... det må tiden vise.
I går høstede jeg de første pepermynteblade. Mit bed med pepermynte at ved at have vokset sig stort.
Sidste år blev der høstet d. 19. juni og forrige år blev der høstet 2. gang d. 22. juni. Det er en af gaverne ved bloggen. Nu kan jeg gå tilbage og se hvornår jeg gjorde hvad i haven.
At plukke pepermynteblade blev næsten helt meditativt for mig og sanserne får sig et ekstra kick. Den ru overflade på bladene og duften af pepermynte, der intensiveres efterhånden som man håndtere bladene.
Mit urtebed er blevet stabilt og giver godt udbytte. Det er også den største høst af pepermynte til dato som jeg fik i går.
Nu er det blevet skyllet og ligger i sien og tørre. Jeg roder rundt i dem nogle gange om dagen, så det hele kan tørre. På et tidspunkt bliver de bredt ud på en plade eller en bakke for at tørre rigtig. Det giver en særlig duft i køkkenet.
Der er til mange gode kopper the i den høst.
Men nu er det mandag og det gælder fokus på specialet igen og der skal knokles til i denne uge, da jeg skal på spejderlejr i næste uge. Helst med god samvittighed.
Det har været en rar sommer-hverdags-aften. Det er det faktisk stadig, mens dette indlæg skrives.
Eftermiddagens arbejde blev rundet af. Der var en masse småting ud over specialet, så jeg endte med at blive hjemme. Spare transporttiden og bruge den på at få ordnet alle de små detaljer, der skulle samles op på.
Da dagen var rundet af, så blev løbet tøjet og skoene trukket på og i dag var det en dejlig behagelig temperatur at løbe i. Over os var en blanding af sol og en stor tung truende sky, men det blev ved enkelte dryp.
At slimhinderne i halsen så reagerede voldsomt på løbeturens vejrtrækning er en helt anden historie. Men jeg løb. Det gjorde jeg virkelig. Og så lignede en kogt krebs i hovedet ... men det opdagede jeg heldigvis først da jeg kom hjem og så mig i spejlet. Så hårdt føltes det heller ikke.
Efter aftensmad bestående af rester og spejlæg, så tog vi på indkøb.
På indkøbsturen købte vi endnu et springvand drevet af solceller i Netto. Det første blev købt i sidste uge og står i "søen" ude i haven.
Det springvand vi købte i dag brugte hr. Green og jeg aftenen på at rigge til. Den lille pumpe med springvandet blev placeret i en gammel zinkbalje med sorte granitskærver i bunden og forskellige strandfund oven på. Nu står det og risler og blinker, så det er fryd for både ører og øjne.
I det fjerne buldre lidt torden og solen er næsten forsvundet. Himlen præges af store tunge skyer, som ser bristefærdige ud, men foreløbig holder de på vandet.
En kop varm the lindre halsen, hvor dagens løbetur stadig kan mærkes. Jeg tænker om det er godt eller skidt. Gad vide om det godt fordi man ved den heftige vejrtrækning for løsnet en masse af det sygdomssnask, der bare sidder ... hmmm. Der er et hul i min stemmebrugsviden. Mon det står i en af de mange bøger i reolen?
Nå, men tilbage til den rare sommer-hverdags-aften. Det hele har været rart, roligt og afslappende. Trivielt på den gode måde. Lige det jeg havde brug for.
Når det kan synes lidt tungt i hverdagen , så er det også hverdagens små glæder man skal holde fat i.
I sidste uge sprang min klematis på terrassen ud og lige siden har den givet mig lidt glæde dagligt, når jeg har kigget på den.
Og så er jeg faktisk lidt fascineret af hvordan den ser ud, hvilket billederne viser.
Der blev fotograferet noget mere til eftermiddag. Havens grå tiger tog sig godt ud i syrenen og jeg erfarede, at nok er jeg træt af den tid min lille Olympus x-760 er om at tage billedet (det er lige til at blive hysterisk over nogle gange), men makrofunktionen er langt bedre end på vores Nikon spejlrefleks.
Den lille Olympus kom med i haven på makro-indstilling ved forkosttid.
... ja, mon ikke, men det vender vi tilbage til.
Morgentågen lettede og afslørede en flot solrig fredag. Så kl. 11 gik vi og familien fra Bornholm mod Zoologisk Have . Sådan en gåtur på 30 minutter kunne vi sagtens klare. Det var varmt og tegnede godt.
Da vi ankommer er der lang lang kø. Så Hr. Green og familie stod i køen langs Roskildevej og ventede i 50 minutter.
Zoo: Hvorfor kan man ikke printe billetter ud hjemmefra?
Jeg forstår ikke at Zoo ikke vælger en anden form for adgangsløsning. Evt. mulighed for at printe billetter ud fra hjemmesiden, så man kan gå igennem og få læst f.eks. en stregkode - ligesom i Legoland . Og dem der ville købe årskort stod denne gang også i lang kø, så det var ikke en fed fidus som i sommers.
Det var moren, der skulle have haft skideballen
Inden storesøster og jeg benyttede os af muligheden for bare gå ind med vores årskort, så nåede vi at overvære to voksne kvinder og en flok børn der absolut skulle krydse Roskildevej ved køens slutning i stedet for i det lysregulerede fodgængerfelt oppe ved hovedindgangen.
Det var nær endt med en påkørsel af en pige, da de var nødt til at krydse vejen i etaper og det havde pigen ikke gennemskuet, så hun var ved at løbe ud foran en bil.
Moren skældte forskrækket datteren ud, men det var egentlig hende der skulle have haft en skideballe ... og stakkels billist der fik et chok, da han måtte stå på bremsen for at undgå pigen.
Regnen begyndte og solen kom igen
Da hr. Green og familien havde fået deres billetter og gik igennem indgangen, så begyndte det at dryppe og det gik fra rolig støvregn til rigtig regnvejr. Tørvejret vendte dog tilbage og vi kom rundt i haven. Men ... som vi gik rundt i børnezoo og Afrika-afdelingen, så kom nogle truende mørke skyer mod os og Zoo.
Vi begyndte strategisk at trække mod noget overdækket som solen forsvandt og himlen blev mere grå. Det var godt for det blev regnvejr. Heftigt regnvejr.
Vi fandt læ under et sejl, der var sat op over en aktivitetsplads, hvor børn og forældre var ved at slibe og male på strudseæggeskaller.
Vi blev glade for den plads for det blev ved ... og blev ved ... og blev ved ... og blev ved ... og det haglede ... og det tordnede ... og det blev ved.
Haglen var nu kun kortvarig og blev ikke liggende.
Køer og grise blev pludselig spændende
Og på mærkligvis blev stalden med køer og grise pludselig også meget interessant. Der var fyldt op med familier, der søgte ly for regnen.
I øvrigt morede den bornholmske fætter sig over den store begejstring københavnske fædre havde i stemmen, når de sagde: "Seeee, der. En rigtig stor gris", mens de begejstret pegede og viste den til deres poder.
Ingen kø ved hovedindgangen mere
Fra vores plads under solsejlet havde vi udsigt til hovedindgangen på den anden side af Roskildevej og nu var der ingen kø. Tværtimod var der næsten kø ved fodgængerfeltet over til parkeringspladsen. Hver gang der blev grønt løb flokken med paraplyer over fodgængerfeltet og parkeringspladsen blev hurtig tømt.
Regnen fyldte på ingen tid en trillebør og vi fik lejlighed til at se en Zoo-medarbejder der prøvede at få samling på de fritgående høns og få dem ind i deres hønsegård.
Til sidste lysnede det og stilnede rimelig af. Nu måtte vi se at komme hjem, men modsat flertallet skulle vi jo gå hjem. Heldigvis ned ad bakke denne gang.
På vej ned ad Roskildevej væk fra København så vi at der stadig lå hagl som små snedriver langs husmurene.
I haven kunne vi også se at mange af blomsterne var blevet slået i stykker og kældervinduerne var pladret til med mudderstænk fra hagl og heftig regn.
Så ... jo det regnede helt vildt i går. Måske skulle jeg bare have ladet være med at skrive noget om den kommende sommers vejr og min regnmåler i forgårs?
Blomsterne på naboens pæretræ er allerede begyndt at drysse ... godt hjulpet på vej af den friske vind.
... at syrenen springer ud snart.
På torsdag går vi ind i majmåned og ud over min fødselsdag, så forbinder jeg maj med at syrenen springer ud.
I min barndoms lille rækkehushave var det naboens syrentræ, der hang ind over hegnet og blomstrede med lyselilla blomster i maj.
Da vi købte hus og selv fik have, så var vi så heldige at der allerede var plantet en syren. Hen over det ene terrassehjørne står en mørkelilla syren og hækken ind til naboen indeholder både hvide og lyselilla syrenplanter.
Det er skønt når de blomstre. Farven, formen, duften ... desværre er det så kort, men nydes det skal det ... så jeg venter i disse dage; der er ikke længe til.
Det gør jeg virkelig. Så det var skønt at sætte den op i går og nyde forårssolen på en lun eftermiddag.
Lørdag blev altså den første dag i 2008 med hængekøje og den første dag, hvor der blev tørret tøj udendørs.
I dag, søndag, stod jeg tidligt op og vaskede gulvet på terrassen. Som jeg kom omkring på vores store træterrasse, så blev der også ryddet op og snart kunne vi nyde morgenmaden i formiddagssolen. Med en trøje på var det ganske behageligt og senere kunne der læses specialelitteratur iført korte ærmer og opsmøgede bukser. Solen fik lov at give de vinterblege arme og skinneben sin første farve.
Der blev også tid til at læse i hængekøjen ... og tage en lille lur mellem to kapitler.
Nok var terrassevaskningen hen ad en overspringshandling, men jeg har været fornuftig og fået læst en del i dag. Nu er kunsten så at skrive noget også. I sådan en specialeproces ender man nemt med at læse og læse, men ikke komme i gang med skrivningen og det er vigtigt at skrive sideløbende med læsningen ... det ved jeg godt (og anbefaler andre) ... så det råd må jeg hellere følge selv.
... den due holder ikke foråret ud.
Sofus sluttede sig også til de ornitologiske udskejelser.
- o 0 o -
Fotograf: hr. Green
Her til morgen er vejret gråt, men gårsdagens sol og varme sidder stadig i kroppen som en længsel efter terrassen.
En længsel efter at finde havemøbler og pavillionen frem. En længsel efter en gyngende rolig stund i hængekøjen eller en god bog og en kop the ved siden af en blomstrende clematis.
Og jeg ser frem til at clematissen bliver større i år. De to på terrassen er begyndt at skyde.
Og det slog mig at jeg jo skal se at komme i gang med at forspire - lige som sidste år. Jeg troede jeg var bagud, men på bloggen kan jeg se at jeg først begyndte med det midt i april.
Men, men, men ... det bliver jo let en overspringshandling fra specialeskrivnngen, så det må alt sammen vente til weekenden hvor jeg holder på, at jeg har lov at holde lidt fri uden dårlig samvittighed.
... der var sol og det var søndag.
Pigerne sluttede hverdagene i uge 6 med at være syge og det er gledet over i at nu har de vinterferie. Heldigvis er de kommet oven på igen.
De voksne på matriklen har ikke ferie, men friheden som selvstændig og specialestuderende giver nogle timer hist og her hvor vi laver noget sammen i dagtimerne i ugens løb.
Solen
Det milde og solrige vejr de sidste par dage har løftet gevaldigt og forleden fik jeg helt sommeraftenstemning, da jeg gik i køkkentet og lavede mad med åbent vindue og kunne høre fuglenes aftensang.
Det første arbejde i haven er også blevet gjort i denne uge og en stund i solen på trappen blev det også til.
Det solrige vejr lørdag inviterede også til at jeg løb sammen med Hr. Green og lillesøster. Det plejer jeg ikke.
Vi løb zig-zag mellem alle de andre kondiløbere, hundeluftere og familier på gå-tur.
Søndagen
Weekenden har ellers været dejlig rolig. Jeg har tilladt mig at læse noget andet litteratur end Kierkegaard, om Kierkegaard og hvad der hører til i kurven med specialelitteratur. På fredagens tur til antikvariatet købte jeg nemlig bogen "At give og tage imod kritik" af Guro Øiestad. Bogen er godt nok fagrelevant, men det gør den ikke mindre spændende at læse.
En hel anden af weekendens aktiviteter har været oprydning. Det er blevet tid til samle op på de dele af kælderen, der ikke blev sat i stand i efteråret. Især "værkstedet" er forsømt og trænger virkelig til systematik og oprydning. Det tager tid og vi tager det i etaper.
Sommer
Efter aftensmaden blev det til et afsnit af "Sommer". Jeg finder den ikke vældig spændende og kan godt springe et afsnit over, men kan det lade sig gøre ender storesøster, Hr. Green og jeg alligevel ofte med at se den.
... og så: Specialet og kontornusseri
Nu skal der samles op på spejderri og speciale. Arbejdsplanlægning og lister med gøremål klargøres nu, så jeg kan begynde ugen i morgen tidlig – frisk og målrettet ... med tid til at holde vinterferie ind imellem. Det kan lige så godt blive taget med i planerne.
Weekenden er ikke helt slut og der skrives jobansøgninger i aften.
Der er blevet knoklet godt igennem hele weekenden. Træer og buske i haven er blevet skåret godt ned og det hele blev bundet i eftermiddags, så det bliver hentet med haveaffaldet i morgen. Jeg absolut hader at bundte grene. Ufff, men nu er det heldigvis overstået ... indtil grenene vokser ud igen og skal beskæres næste gang.
Efterårets store projekt på matriklen er at få flyttet rundt på værelserne. Pigernes fælles værelse skal blive til det nye kontor. Det gamle kontor skal blive yngstes værelse og gæsteværelset ved siden af skal blive ældstes værelse. Alt dette flytten rundt kræver en del istandsættelse, nye tæpper og masser af koordination.
Det er storeskrald lige inden vi begynder istandsættelsen, så vi er begyndt at gå tingene igennem, så vi ikke brænder inde med en masse skrald. Derfor er meget af lørdagen brugt på at ordne i det vi kalder "biblioteket" og som er vores pulterkammer.
At skulle skille sig af med ting når begge voksne er samlere, ja, det kan være lidt hårdt. Men det er nødvendigt.
Bøgerne er blevet gennemgået og nogle er blevet kasseret.
Derudover er der røget noget af ungernes legetøj og diverse andet.
Mit gamle dukkehus, som pigerne også har leget lidt med ryger denne gang.
Og så er der kommet orden i det meste af pulterkammeret og det bliver mere tydeligt hvor meget mit julevanvid fylder.
Hvis du klikker på billedet kommer du hen til en side hvor der er sat kommentarer til de enkelte elementer på billedet.
Der er også store ting vi må skille os af med. F.eks. det praktiske skuffedarie, som jeg bliver nødt til at finde en erstatning for. Desværre er det for højt til det nye kontors indretning.
Det er efterår. Yaiks – jeg kan tilføje endnu et blogindlæg om noget af det der kan få hysteriet frem i Fru Green .
Det er blevet tid for at pavillionen, der har stået på terrassen i et par måneder, skulle pakkes væk.
Under pavillionens skærmen mod regn og fugt har ligget et grå "spejdertæppe" i et hjørne. Det skulle samles op og rystes ... og indeholdt intet mindre end 5 flerbenede krabater.
Den største af dem blev fanget i et glas ... og hysterisk er jeg. Selv under glassets beskyttende flade med låget skruet godt fast, ja, så ville jeg ikke holde den. Magen til hystade man er.
Det var efter at jeg havde bakket voldsomt ind i en havestol, der væltede, da de første krabater faldt ud af tæppet. Jeg ville bare væk og så skulle en havestol ikke komme i vejen.
Jeg fik "myrepatter" (gåsehud) på armene, men det forsvandt selvfølgelig inden jeg nåede at fotografere det. Jeg havde faktisk lige så strittende behåring på armene som edderkoppen havde.
Dyret blev lukket ud igen efter hele familien havde gyst og beundret dyret. Ingen dyr er kommet tilskade under tilblivelsen af dette blogindlæg.
- o 0 o -
Sættet med billeder af edderkoppen kan ses her.
Det er ikke fordi jeg vil lukke sommeren ned før den er forbi. Der kan jo sagtens nå at komme en lun sensommer i meget af september.
Men dette syn i haven er uomtvisteligt bud om hvad der er på vej: Efteråret.
"Jeg burde slå græsset" tænkte Fru Green.
"Jeg gider faktisk ikke" og i stedet blev tiden i haven brugt på at se yngste og hr. Green jagte hinanden med den vandpistol, der fulgte med det nyudkomne Spider-man blad, som var kommet med posten denne dag.
Og ældste der blandede sig og så fik de voksne lige kigget på græskarplanterne og ... så tog Fru Green sig sammen. Den lange gule udendørsledning blev fundet frem og viklete ud. Og så gik hun i kælderen for at hente "dyret". Den elektriske plæneklipper i grønt og gult plastic.
Kontoret blev lige rundet først og så gik hun ud med plæneklipperdyret ... bare for at opdage at nu begyndte det at regne. En hel del endda. Så ind med "dyret" og ledningen.
Og "jeg burde ..." tankerne blev skiftet ud med "Det kan ikke lade sig gøre, for græsset er vådt. Lav noget andet."
Hr. Green og yngste datter var nu friske og løb turen rundt om søen trods regnen.
Fru Green smed sig på sengen og slappede af.
Natten bød på noget buldrende torden og lidt regn. 2 mm siger regnmåleren her til morgen ved 8-tiden.
Jo, det er blevet tid til at se lidt på regnmåleren igen - og det er så længe siden jeg har vist den frem sidst ...
Det meste i haven er regnvådt og det giver sin egen skønhed.
Hvis ikke det var fordi en opgave i kontoret trak mig hastigt indendøre igen, så havde jeg sat mig og nydt morgenluften, havens særegne morgenstilhed, der ikke er stilhed i egentlig forstand fordi rumlen og summen fra de nærliggende indfaldsveje til København konstant kan høres. Men der er ikke mange andre lyde fra naboerne i sådan en morgentime.
Billedet nedenfor yder ikke blomsten retfærdighed, men vores 2,60 m høje solsikke virkede så indbydende. Som et stort rart øje, der kiggede ned til mig. Nikkede venligt god morgen. Fra sit overblik oppe over haven. Næsten hypnotiserende.
Jamen, så god morgen da. Og nu gælder det færdiggørelsen af en kontoropgave inden pigerne får øjne og maven ikke længere vil overhøres i sin kalden på morgenmad.
Vi har prøvet noget nyt med vores græskarplanter i år. De er blevet bundet op omkring en pæl, der er gravet i jorden. De er blevet til en slags græskartræ.
Det fungerer ganske fint og giver lidt bedre mulighed for at komme rundt om bedene fordi der ikke hænger græskarplanter ud over det hele. Det er samtidig imponerende at følge selve græskarene vokse. En slags kamp mod tyngdekraften og planterne klarer det imponerende flot.
Dette græskar er godt nok ikke fra et af græskartræerne, men fra den plante som vi har ledt op i vores espalie omkring indkørslen.
Hvis man ikke kan tale eller skrive om andet, så kan man da skrive om regnmængderne.
Det tilbagevendende motiv her på bloggen i disse dage er da også : Regnmåleren.
Fra i går eftermiddags til nu er der kommet 34 mm regn her på matriklen. I følge vores regnmåler.
Fugten begynder at præge haven. Bl.a. er vores champignon lignende svampe væltet op - men man skal ikke lade sig snyde. Jeg har læst mig til at de er hamrende giftige.
Men sommer er det trodsalt i haven. En af solsikkerne er sprunget ud.
Og det er en af dem, der ikke er væltet i regn og blæst.
- o 0 o -
Opdatering kl. 16.40: Jamen, det har jo faktisk været flot vejr siden indlægget blev skrevet. Solen skinner. Det er rigtig varmt. Af og til en sky, der giver en rar kølende pause. Og så mere sol.
Der er sandelig blevet fundet et hul til at slå græsset. Jamen, altså.
Ikke helt, men næsten.
Dagen i dag blev en sumpedag. Måske indhentede den manglende søvn mellem torsdag og fredag mig nu?
Og sådan kan fotoet fungere som et metafor. Det er en af vores solsikker i haven. Den har faktisk allerede fået en kraftig stamme, men flere omgange af heftig regn har lagt den ned. Den gror videre, men er ligesom ikke indbegrebet af en solsikke.
Heldigvis rejser jeg mig igen i morgen. I modsætning til solsikken, der nok bliver liggende og vokser hen ad græsset.
Eller nok nærmere et splish splash pjask.
Regnvejr kan være hyggeligt. Regn er godt for haven ... men nu er jeg ved at være mæt. Især fordi det drypper heftigt ned fra taget ude i badeværelset. Men det er jo ingenting i forhold til dem, der har vand i kælderen.
Vandmåleren har rundet de 35 mm. og det blæser en del nu. Vinden var ellers noget vi nøjedes med at se på TV.
Til forskel fra blæst om efteråret, så er der virkelig noget vinden kan tage fat i nu. De mange friske grønne blade på træer og buske danner godt grundlag for en heftig rusketur.
Jeg har tømt vores pavillon på terrassen for vand tre gange, men nu bliver vandet automatisk rusket af. Så kan jeg bare håbe at vores allerede velvoksne solsikker holder til ruskeriet. Og at pavillonen ikke letter.
Lidt af eftermiddagens dryp. Vandslangen er der bestemt ikke brug for i disse dage og pavillonen har fået en stor mave.
- o 0 o -
Alle mine offentlige vejrbilleder kan ses her hos flickr.
For 10 år siden boede vi i en to-værelses lejlighed, der indeholdt hjemmegående mor, datter på knap 1 år og ægtefælles forsøg på at etablere sig som selvstændig med både freelance opgaver ude i byen og hjemmearbejde. Og så alt for mange møbler og ting. Der var ikke en eneste væg, som man kunne stå på hænder op af.
Det var lidt svært at få det hele til at være der på de 54 m².
Vi begyndte beskedent at kigge større lejligheder, men vi blev hurtige enige om at en villalejlighed med noget have ville være sagen.
Vi kiggede, men synes ikke vi fik meget plads for pengene. Banken regnede på tingene. Deres udregning indeholdt nogle fejl. Udgifter de tog for givet, så som institutionsplads (selvom vi havde sagt at det ikke blev aktuelt) og enorme udgifter til den fagforening jeg ikke var medlem af mere. Og så ville de kun kigge bagud - til en tid hvor hr. Green var på SU og jeg på understøttelse. Ikke på at herren faktisk tjente penge nu.
Deres udregning gav os kun mulighed for at købe noget, der kostede mindre end den lejlighed vi sad i. Vi fik vores revisor til at regne tingene ud. Det så helt anderledes ud og det var kreditforeningen heldigivis villig til at forholde sig til.
Ved husmuren og i et bed var der buske med små buketroser.
Dem ved husmuren har vi bevaret.
På vores boligjagt gjorde morfar os opmærksom på et hus i udkanten af det område vi kiggede. I en anden retning end vi havde vores fokus. Det var noget i overkanten af hvad vi synes vi havde råd til, men det var et halvt dobbelthus, helt egen have, tæt på det lokalområde vi gerne vil bo i og muligheder for både børneværelse og kontor.
Vi tog chancen. Mange gav udtryk for at det var synd vi skulle købe hus når det var så dyrt. Priserne var dengang begyndt at stige, men slet ikke med den fart, som boligpriserne tog senere.
I dag kan vi glæde os over at vi tog chancen og den hårde økonomi dengang. Vi havde ikke haft nogen chance for at købe hus på Sjælland i dag. Økonomien er stadig hård, men i mellemtiden er vores mursten blevet penge værd. Mange flere penge værd end vi gav for dem. Ikke det gør økonomien bedre, men det har givet en mere positiv bank, i de sidste halvandet år hvor flere år med en SU-indtægt efterhånden godt kan mærkes.
Det var måske ikke drømmehuset, men det var ønskehuset. Det levede op til de fleste af vores ønsker. Og vi glæder os over haven. Det havde vi ikke kunne fungere uden. Hr. Green ville have manglet noget fysisk at tage fat på og jeg ville have manglet at kunne nyde varmen i solen og ungernes leg.
I går: Hækkeklipning og kattegang
Derfor skal man også kun glæde sig - og ikke brokke sig - når man skal klippe sin 25 meter lange liguster hæk.
I går klarede vi de første 5 meter hæk ved indkørslen.
Sofus steg tilvejrs for at kunne følge med fra hegnet.
Det er sjældent han spankulerer rundt på hegnet og det så sjovt ud.
Nu mangler der så bare ca. 20 meter hæk. Anderledes, og mere nemt at glæde sig over, var det at plukke årets første høst af pepermynteblade. De er blevet skyllet og ligger til tørring. Dem skal der laves the af.
I dag: Ukrudt, men smukt
I dag gik jeg mig en tur i haven i en pause fra inventiofasen til min praktikrapport. Post-its, stort pap og noter blev forladt for en stund og jeg gik en tur i haven - som var det en anden park.
I et hjørne af haven får tingene lov at gro vildt. Vi (jeg brude nok kreditere hr. Green mest her) har fået gjort "kål" på skvalderkålene andre steder i haven, men ikke her. Og nu står de som en anden mikroblomstereng i "junglen" som pigerne kaldte det, da de var små.
Guldregnen har oversået bedet med frøstande fra de afblomstrede gule klaser. En af de mange valmuer er afblomstret, men der er nye på vej.
Jeg nyder at kunne følge disse ting, at kunne hænge mit vasketøj op i haven (selvom jeg bestemt ikke nyder at hænge vasketøj op generelt) og jeg glæder mig over at vi turde tage chancen og ikke skal kæmpe med de bekymringer nu.
... at der så er andre bekymringer ... det gider vi ikke snakke om nu.
Så er det weekend.
Yndlingspladsen på terrassen er ikke mulig at bruge, da terrassen er ved at blive malet.
Den tidlige morgenstund skal bruges til at læse - skønlitteratur - ikke noget faglitteratur til mig foreløbig. Og der er en anden mulighed for at sidde i morgensolen med en kop the - haven har da andre sidde faciliteter end dem på terrassen.
Sidenhen skal formiddagen bruges på at få ryddet op og nusset med en masse praktisk.
Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til at jeg ikke behøver at have konstant dårlig samvittighed. Men det er en rar "overraskelse" hver gang jeg husker kroppen på at den mundtlige eksamen er overstået og at der lige nu kun er en praktikrapport på sølle 14-siders størrelse, der skal laves til 30. juni (det er jo det rene barnemad).
Den begynder jeg dog først på i næste uge. Og denne udsættelse behøver jeg ikke have dårlig samvittighed over. Det er en ganske fornuftig disponering af tiden.
Inden den skal der samles op på mit skrivebordsspejderarbejde. En lejr skal bestilles, lejrchef skal findes, et nyhedsbrev til lederne skal skrives, sættes sammen og layoutes og andre lign. ting. Jo, jeg behøver ikke kede mig.
Nu gælder det en thebrygning og en bog i haven.
Et bestemt sted i haven har vi denne plante - muligvis ukrudt - vi har i hvert fald ikke plantet den.
Den får nu lov at blive, da jeg synes den er pæn. Men hvad er det for en?
Den får lyserøde små blomster. Stænglerne kan blive ret kraftige og er røde. Den laver næsten et helt netværk af stængler.
Det er en god dag.
Vejret er blevet trukket dybt og et velgørende forløsende suk har lydt. Ny ilt er kommet ind. Affaldsstoffet kuldioxyd er blevet åndet ud. Celler bliver forbrændt og bliver til ny energi.
At være på den anden side af eksamen er godt.
Det har været høj sol hele formiddagen, men da billedet blev taget, så var der kommet nogle skyer.
Og jeg har belønnet mig selv. Ikke med søde sager, men med en dejlig formiddag.
Jeg har fået dannet mig overblik over de ting der lå og ventede på skrivebordet og efterfølgende så har jeg nydt den solrige formiddag på terrassen ... med en bog. Ikke en fagbog, men skønlitteratur. Fra hylden i stuen, hvor der står en hel del ulæste bøger har jeg fundet "De ti herskere" af Christian Mørk frem. Så må vi se om det falder i min smag. Der er både blevet brugt tid i stolen og i hængekøjen.
Det er nu ikke fordi jeg er blevet fuldstænidg "hellig" med de søde sager (der skal desværre noget mere jernvilje til). I går havde hr. Green bagt kage, så vi til aftenkaffen kunne fejre at det var sidste mundtlige eksamen på studiet jeg havde overstået. Chokoladekage med med friske jordbær sammen med tøserne og manden. Det var helt okay.
Man skal samle og huske de rare stunder til når det er lidt dyster og trist alt sammen.
Jeg tror jeg vil trække vejret dybt igen - fordi jeg kan. Ikke i ærgelse, men bare fordi jeg kan.
Tirsdag kunne det gode vejr nyde på terrassen ... men ikke uden studiebøgerne.
Der var også blevet lavet store mindmaps.
Imens lavede hr. Green et bed med med naturlige kanter.
Mellem rødderne til et af træerne i haven er der blevet gravet ud og ny jord puttet i. Nu er det blevet sted for en flok solsikker.
Og jeg kunne fange denne kombination af ækelt og skønt.
Det blev alt sammen gjort med den underliggende dårlige samvittighed og den truende eksamen forude.
Det er anderledes nu.
Therese har startet en udfordring til de fotoglade. Og jeg vil jo gerne have nogle udfordringer til det nye kamera, så jeg er foreløbig hoppet med. Læs mere om rammerne for udfordringen hos hende.
Jeg havde egentlig varselt at jeg først kunne være med fra nr. 2 udfordring, men med et døgns forsinkelse er det faktisk lykkedes mig at få klaret de to udfordringer i en kort pause fra eksamenslæsningen - jeg har ikke udfordret mig selv på omgivelserne ... jeg klarede mig med haven. Denne gang. Så denne gang - flere fotos fra haven.
1/15 Photo Challenge #1a (den lette)
Opgaven lød ganske enkelt: Fire.
Så her er fire spæde æble fra et af træerne i haven.
1/15 Photo Challenge #1b (den svære)
Opgaven lød: Udendørsskygge - der skal være rødt i billedet og der må ikke bruges photoshop eller lign
I dagens første sol her på matriklen - aftensolen - fik jeg dette motiv. Indrømmet det er konstrueret - jeg har stillet hakken bag bregnen (der står den ikke normalt). Men det er helt uden photoshop eller lign.program.
Hvis du er til Flickr, kan ud også læse om 1/15 Photo Challenge her.
Jeg regner stærkt med at der er mere overskud til at overholde næste deadline for 1/15 Photo Challenge #2, da jeg overstår min eksamen d. 6. juni - det giver hele 9 dage til d. 15. juni.
Trods gråvejr, så begynder det at lyse op i pigernes jordbærbed. Den røde farve begynder at komme frem.
Sidste år. Samme urtepotter. Samme sted på terrassen. Men noget senere - nemlig d 12. juni.
I år er de her igen. Og selv jeg ganske kort havde en impuls, der sagde "Slå dem ihjel", så lod jeg dem være. Godt nok mister jeg muligheden for at slippe af med de kryb jeg er så bange for, men de tjener jo et formål.
- – o 0 o – -
Overskriften hentyder til et legendarisk citat fra filmen: Poltergeist fra 1982.
Det er møg materielt. Men der er en salig fryd ved at tage billeder med en spejlrefleks. Og en barmhjertig giver har begavet familien med et.
Det er en fornøjelse at tage billeder og selvom et lille kompakt kamera kan tage ganske fine billeder, så er det nu noget særligt med spejlrefleksen. Og det tager billedet når man trykker på knappen.
Jeg tror ældste datter og hr. Green er ved at være lidt trætte af mig, mens jeg går og fotografere alting.
Jeg har arvet en del emaljerede køkkenting. Jeg kunne ikke stå for disse, da jeg så dem i en lokal antikvitetsbiks. Og de var ikke så dyre som jeg havde troet. Nu hænger de i køkkenet med resten af samlingen. Se noget af den her og her.
Min ene clematis, som jeg har stående i en potte, er sprunget ud.
Jeg er egentlig i gang med at hækle en taske. Det bliver nu ikke til så meget for tiden. Eksamen er trods alt vigtigere. Jeg hækler den i polysnor (mega billigt) og så skal foret være noget aflagt tøj eller et gammelt stykke stof jeg har liggende. Opskriften er fra det forrige nummer af "Ingelise - alt om håndarbejde". Det er første gang jeg har fundet en opskrift, der som jeg har fået givet mig i lag med.
Flere billeder af blomsterne i haven.
Og det bliver nu også en fryd at hente yngste datter om 25 minutter på Vanløse st., hvor hun sikkert kommer meget træt hjem fra spejderlejr.
Kristi himmelfartsdag bød på en tur til Skt. Jørgens Gruppes "sommer"lejr.
De havde inviteret forældre og venner til brunch og gudstjeneste i det fri. Og det blev skam en våd, men også hyggelig omgang.
Det var regnvejr det meste af tiden, men folk var rustet godt med regntøj og gummistøvler.
Yngste datter havde det også fint og tog det forbavsende pænt, da vi andre tre sagde farvel og skulle hjem. Hun skulle nemlig ned i Egemose Centerets westernby og lege bagefter.
Da vi kom hjem benyttede jeg den praktisk påklædning til at få plukket rabarbar. Men som billedet viser er der mange nye på vej. Billedet er taget efter jeg havde høstet til dagens kage.
Regnmåleren viser 36 milimeter - det er fra i går og til i dag ved 14.15-tiden. Desværre kan man ikke se hvor vandet går til for det bliver dækket af metalholderen.
Blomster er flotte trodsregnen og de matcher mine gummistøvler som jeg rigtig har fået brugt i dag. De er rigtig gode at gå i ... og jeg føler mig godt tilpas i den heftige pink farve.
Nu er der blevet bagt kage - og når vi har spist den, så gælder det forberedelser til undervisningen i morgen. Repitition af læsp og snøvl. Det er sidste undervisningsgang i "Stemmebrugens didaktik". Vældig trist, da det er et skide hyggeligt hold og underviseren er kanon. Så det bliver faktisk undervisning jeg kommer til at savne. Meget.
Vejret har fået humørsvingninger igen.
Skifter fra sol, blå himmel med hvide skyer til heftig regn, hagl og kraftige vindstød tilbage til solskin og lune.
Pavillionen har vi været nød til at tøjre grundet vindstødene.
Planterne i haven strutter. De har fået mere vand end det den billige hvide plastickande har kunne præstere de sidste par uger.
Biblioteket har sendt 4 SMS'er. Der venter 4 bøger som jeg har bestilt. Mere studierelevant litteratur. Og selvom der nok kommer to mere i morgen, så tror jeg nok jeg henter dem i dag.
Bogklubben får ikke afsat nogle af månedens bøger til mig, men nu fandt jeg endelig noget jeg kunne bruge. En bog om klematis'er og en om hækling.
Min lille havepassion er nemlig blevet klamatis. Efter jeg sidste år under eksamenslæsningen så en flot en af slagsen på hjørnet af Tigerstribens kolonihavedrøm, så har jeg været solgt. Derfor er der indkøbt tre styk, som er placeret rundt i haven - og nu skal der også læses om hvordan jeg plejer og passer dem. Og måske skulle man købe nogle flere.
Det var også Tigerstribens have, der fik puffet til ønsket om ribs. Stiklinger fik vi i sensommeren fra Bornholm. Og ikke bare ribs. Også hindbær og solbær. Solbærstiklingerne var nærmere små buske, men ribs og hindbærstiklingerne klarere sig rigtig godt nu.
Høsten bliver nok ikke så voldsom i år, men lidt rysteribs må der kunne blive til. Lidt har også ret.
Den fine gule busk, som jeg ikke kan huske navnet på pryder altid haven tidlig på foråret.
Men det passer altid med at når der er meget trafik fra huset ud i haven og omvendt og man kan finde på at gå må bare tær - ja, så begynder blomsterne at visne og bliver til nogle slemme klistrede brune ting, der næsten ikke er til at vaske af sko- eller fodsåler.
Lidt pensumopgivelse og lidt læsning om strubens indre muskler er det blevet til.
Ude på terrassen med en lille kande the og en ostemad. I solen.
Og en kort skraber på hængekøjen.
Og jeg har næsten abstinenser: Jeg kan ikke tage billeder af kanden, koppen, bøgerne, haven, kattene, blomsterne, min nylonbeklædte underben og fødder i for enden af hængekøjen og alt det andet vores nu døde digitalkamera fangede til fyld i pc'en og krydderi på bloggen.
Men så må jeg tænke på at der er nogen det glæder at slippe for at se på "digitalfotograferede humlenumser".
Det er da ikke så skidt at det ikke er godt for noget ...
... men jeg vender tilbage gør jeg ... i den mørke nat ... med et nyt kamera ... og så ...
... bliver min blog tæppebombet med billeder.
Ja, den gør så.
- o 0 o -
Og så tilbage til bøgerne, Fru Green!
Det gode vejr nydes fra den åbne terrassedør, mens litteraturen sluges i rå mængder.
Indkøbt antikvarisk opgavelitteratur.
En del bøger skal gennemgåes for relevante afsnit, der belyser emnet i min skriftlig opgave i "Stemmebrugens didaktik"
Bøgerne fra biblioteket.
Imellem læsningen er der blevet brugt nogle pauser på at plante diverse frø til forspiring. "Drivhusreolen" er kommet ind i stuen og er blevet fyldt med tagetes, dild, squash, stokroser, lupin og lavendel.
Jeg bruger træklemmer til at huske,
hvad jeg har plantet i hvilke potter.
Det bliver spændende at se hvad der lykkes.
Og så blev der også tid til en hurtig indkøbstur i Netto, hvor der var masser af blomster at købe. Det blev til en del, som kan pryde vores terrasse, mens det andet vokse i drivhuset.
... grundet godt vejr, havearbejde og masser af indkøbt og lånt studielæsestof.
Go' søndag til alle.
I øvrigt vil der ske en boligsanering om cirka 1½ uge.
Fra blomsterbilleder over dukkeferie til katteslagsmål.
I dag blev vores matrikel beriget med sol i flere timer.
Familien inkl. børn og katte rykkede udendørs for en stund.
Selv fru Green, der havde taget et velfortjent formiddagsslapper tog kameraet med på fotosafari i det første spæde forår.
Øjeblikket efter at jeg har taget dette billede kommer vores ene kat Sofus og kaster sig ned foran kameraet og mig. Lige ned i min fine lille krokus, der bliver lettere kvast.
Pigerne var rent faktisk til at hive væk fra "Sims" uden sure miner. Yngste datter ynder at hive sine Barbiedukker og actionman med ud i haven. I sneen for at kælke. "Nu har jeg endelig mulighed for at lege at de er på ferie i Sommerland Lalandia," sagde hun, da storesøster brokkede sig over at hun ikke ville spille fodbold.
Hvad Actionman siger til at være nøgen i sneen kun iført en lyserød ballon ved jeg ikke - men jeg tænker mit.
Min fotosafari fortsatte. Blomster og katte blev fotograferet.
Begge kattede virkede kåde i det spirende forår og Sofus gik amok på både blade og en tennisbold.
Og så var der ellers rige muligheder for at se specielt Buster snige sig ind på Sofus og de tog sig nogle kampe.
Det var godt med frisk luft og sol, men det var også rart at komme ind i den solopvarmede stue bagefter.
Der fandt Sofus en varm solstråle på vores slagbænk, hvor han lagde sig og fik en lur. Og der pynter han nu så fint på min mors fine patchworkbetræk, som hun var så flink at lave til os i sin tid.
Græsplænen - eller rettere mangel på samme - lige nu.
Var det bare sådan lige nu.
Krig mod Nyhedsavisen. Afsnit 1
Skulle din have se for pæn ud, så vil Nyhedsavisen gerne sørge for at den kommer til at ligne enhver nedgang til Metroen eller en togperron. Så kan din have ligesom falde ind i storbylooket.
I dag har vi for første gang modtaget en af de så omtalte husstandsomdelte gratisaviser - vi fik to af dagens eksemplarer smidt ind over hegnet, så de nydeligt lå og ventede på at fruen kom hjem fra en morgengåtur.
Det er da godt at vi ikke har fået sat et "Nej tak, til gratisaviser" op på postkassen. Det ville jo være spild, når nu budet ikke en gang bevæger sig ind til den.
Nu overvejer jeg om jeg skal smide lidt MacD' emballage, nogle kapsler, en tom pakke Prince, en pizzabakke og et busstopskilt med tilhørende overfyldt skraldespand ... sådan bare for at færdiggøre storbylooket i haven. Måske er en ny smart stil til beskrivelse i dame- og boligmagsiner skabt?
- o 0 o -
Om den høje pris for at være doven, når man laver havearbejde.
Her sidder jeg og skriver mit 417 blogindlæg. Nyvasket og med de mest renpudsede briller jeg har haft længe.
Fru Green skulle lige lave lidt have arbejde. Græsset blev slået og kanterne trimmet.
Bilen blev bakket ud af indkørslen og nu blev det kanttrimmerens tur til at klippe det høje græs i indkørslen.
"Måske skal jeg også lige tage ukrúdtet langs hegnet og kantstenen", tænkte Fru Green i et driftigt øjeblik.
For fru Green gad ikke lige tage skuffejernet. Det tager lang tid. "Neeej, jeg bruger da bare trimmeren. Det går da let".
Som tænkt, så gjort. Det gik fint langs de mange meter hegn. Så blev det kantstenen. Her lå lidt nedfaldne smattede blade, men hvad gør det. Dem trimmer vi også bare.
Glad gik fru Green til den ... lige indtil hun - millisekunder før hun ramte den - spottede det frygtede - en hundehømhøm placeret let gemt under nogle blade. "Åh, nej"
Mere nåede jeg ikke at tænke før jeg mærkede noget fugtigt på min næse og synet, i form af mine briller, blev pyntet med en umiskendelig brun klat.
Jeg ville ikke en gang kigge efter hvor jeg ellers blev ramt. Jeg gik direkte i bad. Nu skal jeg tage mig sammen have hentet haveredskaberne og sat bilen på plads.
Så en græstrimmer på en sti hvor hr. og fru Danmark lufter lille Fifi og ikke samler efterladenskaberne op. Det er en absolut dårlig cocktail.
Næste gang bruger jeg skuffejern!
Livet går op og ned. Og hvis man i sit liv ikke oplever at man er på toppen, så kan man jo bare kravle op på taget af sit hus ...
Billedet beviser at jeg er en tøsedreng. Jeg turde ikke gå ud til kanten for at tage billedet af vores have. Men heldigvis er vores solsikker så høje at de kan komme med på billedet alligevel.
En defekt tagrende
Turen på taget skyldes en defekt tagrende. Et hjørne, der næsten er ved at falde ned. Hele sommeren, med de mange voldsomme skybrud, har vi tænkt: Vi burde får ordnet tagrenden. Vandet har plasket ned i kaskader.
Det viser sig at hr. Green er lige så loren ved at kravle på taget som jeg, så til sidst blev det min tur. Han har jo været der oppe for to år siden og fikse skorstenen sammen med vores nabo.
Nu blev det fru Greens tur.
Så simpelt og dog så svært
Hvordan kan det være at en simpel manøvre som at komme fra stigen og op på taget, og siden hen fra taget og ned på stigen, skal være så svær. Hele kroppen gør modstand og vil bare ikke. Men da jeg sidder og skriver disse ord, så kom jeg altså ned i god behold.
Sidenhen krabbede jeg mig over tagpaptaget, hen over tagryggen og ud til kanten på den anden side af huset. Her møvede jeg mig det sidste stykke og lå med hovedet ned ad og knoklede med tagrenden. Nu har jeg fået blodskudte øjne ... underligt for så stor er hældningen på taget heller ikke.
Da jeg troede at nu skulle det være slut, så tvang hr. Green mig til at tage billeder med kameraet ... selvom kroppen ville have plan grund under fødderne.
Og hvorfor er det, at når man har hele tre batterier til sin bore/skruemaskine, så er der ikke et - jeg gentager: ikke et - der er laddet op, så man kan bruge maskinen, mens man er på taget ... så Fru Green kommer nok til at overvinde kroppens ønske om at blive på jorden og tage turen på taget snart igen.
Er der noget der hedder katteurt?
Så kom regnen ... de sidste par timer har det regnet her i Københavnsområdet - en stille silende regn.
Haven trænger virkelig til det.
Men luften er tung og varm, så regnen har ikke den forfriskende effekt, som jeg havde håbet på.
Så væbnet med en paraply gik jeg rundt i haven for at fange regnen. Den eneste regn jeg fangede var vandet der trængte ind i sarong og trusser, da jeg snotdum satte mig på en havestol for at fange et motiv. Brug dog hovedet, Fru Green.
Jamen, vi bliver lige ved emnet "haven" lidt endnu.
DR2 har nogle ganske fin programserie med korte afsnit om diverse urter og deres egenskaber. Den enkle titel er "Urt".
Der er også en hjemmeside med nogle af de nyttige informationer.
Så har du krydderurter i haven og har brug for lidt inspiration eller viden, så se udsendelsen eller kig på hjemmesiden.
Hvis billeder af blomster og andet fra haven er for sukkersødt, tuttenuttet eller kvindagtigt, så klik her for et alternativt billede af noget fra haven, der er bragt i et indlæg tidligere i dag.
I dag er årets første solsikke sprunget ud - det dog en af dem der kun når til knæet. De store, der er højere end mig, lader vente på sig.
En af de høje solsikker set nede fra.
En kommende squash gartneren har rettet mig - det skulle gerne blive et af de orange græskar, som vi bruger til efteråret.
Squashen der blev spist i går
De der på squashplanterne der kan sno sig omkring ting og holde planten på plads.
Engang ventede hun på foråret - nu tror jeg hun længes efter regn.
Og regnmåleren har været tom længe.
- o 0 o -
Hr. Green, gartneren, har været fotograf til flertallet af disse billeder, resten har fruen taget.
Der blev lavet en stikling ud af en rose som den yngste datter fik efter en teater- og danseforstilling hun og de tre børnehaveklasser opførte i foråret 2005.
Nu er det en fin rose i en potte i vores have ... og tøsen nyder at se til den hver dag.
Da dens "gravplads" blev sløjfet dukkede dette op; den fik en pind og står mellem solsikker og majs på vej.
Og så også lidt "havelir".
Trods en mængde forberedelser til Missionsforbundets Spejderes Floklejr 2006, så har der været tid til en kort fotosafari i haven i eftermiddag.
Sofus jagtede humlebier.
Og tog en slapper i græsset.
Haven i frøperspektiv
Mine lavendler, der slet ikke kan hamle op med dem fra billedet hos Liselotte.
Og håbet om at der bliver noget større ud af dette til efteråret.
- o 0 o -
Og efter sådan tre hurtige indlæg, så vender jeg tilbage til de mange gøremål.
Et forsinket indlæg med fotos fra forleden.
Nede ved Damhussøen ... ikke så forfærdelig langt fra vores have ... der er flere træer angrebet af spindemiden. Hele træer er viklet ind i spind fyldt med mider - vidste jeg ikke bedre havde jeg nok kaldt dem laver.
Desværre fik jeg først kameraet med, da spindene var blevet fyldt med pollen og ting fra omkringliggende træer. Og der heller ikke så mange af spindemiderne tilbage.
Det bilede der er blevet bedst giver dog kun et udsnit af en trækrone.
2. omgang af pebermynten blev høstet i dag. Den bliver lagt til tørrer, så jeg har tørret pepbermynte til the.
Forleden skrev jeg et indlæg om mit forhold til edderkopper.
Her til morgen, da jeg vandede blomster og planter på terrassen, så opdagde jeg at i begge vores lavendelpotter var der små'bitte ny klækkede edderkopper.
Og jeg synes jo næsten det er nuttet ... men jeg burde måske mere tænke på hvor mange der var ... og hvor store de kan blive en gang.
Med solen som læselampe fik jeg lige 15-20 minutter i hængekøjen. Efter de første 10 minutter skinnede solen holdt solen op med at skinne, så kom de grå skyer og så blev det for koldt.
Nu sidder og jeg læser i stuen igen.
Forleden kunne diverse nyhedsmedier bringe historien om at en undersøgelse viste at mænd begyndt at bruge 2 timer mere på toilettet end for nogle år siden - angivelig skulle det kobles til at man havde fået samtale køkkenet og nu havde mændene ikke fred nok. DR-nyheder skriver om det her.
Som ordlyden er i ovennævnte artikel, så flygter manden fra fællesskabet.
Det med at bruge lang tid på den store hvide telefon er ikke et problem her hjemme. Kontoret (der godt nok er fælles) ligger i kælderen, men der er gode muligheder for at gå der ned og få fred. For begge husets voksne. Man kan nemt have det for sig selv. Og selv når vi begge sider der kan der være tavshed (jo, jeg kan godt holde mund længere tid af gangen ... det kan jeg virkelig).
Da jeg hørte det i radioen, så tænkte jeg at det måske kan have noget med indstilling mere end med indretning at gøre (selvom indretning også er med til at præge indstillingen - lidt ledelsesfilosofi har man vel haft).
Men i nogen hjem kan man ikke være hjemme sammen uden at skulle være sammen. I mit barndoms hjem nød min mor det blotte faktum at jeg lavede noget jeg var glad ved på værelset. Min far nørklede med det han kunne lide i sit værksted og hun kunne nørkle med sine interesser i stuen. Vi lavede noget hver i sær - i samme hus - og vidste at hvis vi ville kunne vi søge fællesskabet - og det passede min mor godt. Det følte hun som en tryg og rar fornemmelse. Og jeg tror vi andre to delte den.
Sådan har vi det også i det greenske hjem ... vi kan sagtens være i huset alle sammen - uden vi skal lave noget sammen. Og så kan vi lave noget alle sammen sammen - ind imellem.
Så jeg oplever ikke min mand som en hulemand der er blevet fordrevet fra sin hule og er flygtet ud på toilettet.
Men hulemand er han. Bare i en meget mere bogstavelig forstand.
Jeg tror at et af vores pigers barndomsminder om deres far vil blive at han var super til at lave huler.
I aftes troede jeg han sad i kontoret. Jeg sad i stuen. Snart opdagede jeg at han faktisk ude i tusmørket gik og byggede en hule til tøserne af de grene vi har klippet af et højt træ.
Det er blevet en fantastisk hule.
Og det er ikke den første ... der er blevet lavet legehus af overskudsbrædder fra det gamle hegn, der er blevet bygget hule af granris da nåletræet blev opstammet, der er blevet bygget hule i køkkenhaven og næsten hver gang det har sneet har hr. Green stædigt trodset kulden og brugt mange timer på at skovle sne sammen i en bunke, så der kan bygges en hule. I julen i år blev den hidtil største snehule bygget, da snebunkerne var til det.
Så min mand er en hulemand ... men også en god far. [Høps, det må vist tælle som min fars dag gave at jeg skriver dette offentlig ;-)]
Og pigerne ser frem til at komme hjem fra skole - og de skal nok få lov at tage tæppe, saft, æbler og andet mundgodt med der ud til hygge.
Ovenstående er træet som grenene er fra. Jeg ville have det opstammet. Hr. Green ville have det udtyndet. Men nu er alle grene i midten fjernet - så jeg får nok min vilje. (Og så bliver træet nok fældet i efteråret, da rødderne smadre vores have, haveindgang m.m.)
De sidste par år har vi forsøgt os med spinatbed i køkkenhaven, da jeg er meget glad for spinat. Det har bare ikke været særlig vellykket. Ikke nogle store blade og de gik i blomst for hurtigt.
I år blev spinatbedet konverteret til et nyt jordbærbed. Men spinaten var plantet og mellem jordbærplanterne trives spinaten nu ... og i år bliver den flot og god. Så der skal spinat i salaten til aften.
Nu er syrenen lige ved at være der.
Så kom der en ordenlig dyne sne.
| Ma | Ti | On | To | Fr | Lø | Sø |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 |
| 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 |
| 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 |
| 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 |
| 29 | 30 | 31 | ||||
Sigurd Keramik - saltglasert