Nogle gange føles det som om at tingene rotter sig sammen mod en.
I dag var jeg indkaldt til værkstedet for at få vinterstøvler på bilen. Knap har jeg parkeret bilen foran hjemmet, iført sit nye fodtøj, før jeg opdager at centrallåsesystemet er "stået af". Kun bilens bagsmæk vil låses med det lille tryk på nøglens knap. Dørene står ulåste. Ikke en gang et drej med nøglen hjælper. Så ind i bilen, trykke samtlige låse ned og så låse chafførdøren.
Mens jeg arbejder på at lokalisere problemets omfang, så forsøger jeg at starte bilen igen. Det er i det øjeblik at det lille ord kommer frem på displayet. Jeg har holdt øje med displayet og kigget efter ordet den seneste måned ... "service".
Åh, ja. Jeg vidste det jo godt. Det var på disse tider ... så jeg skulle jo bare have ændret tiden til at få vinterdæk på, så den også indbefattede at et servicebesøg.
Lige nu synes jeg at 9-10 dage hvor bilen skal åbnes og lukkes som i gamle dage er noget lort ... men der er værre ting i livet ... og jeg klarede det jo fint dengang min bil var en blå folkevogns bobbel fra 1970. Så mon ikke jeg klare 10 dage? Især når jeg ikke en gang kører i bilen hver dag ...
Tag en tudekiks, Fru Green. Hvis det er hvad du kan støve op af problemer, så er du sgu et skarn, hvis du går og brokker dig.
- o 0 o -
"Tag en tudekiks", hvor jeg dog hader den vending. Ville aldrig sige det til andre, men når det er til mig selv, så er det vel ok?!
En ganske almindelig dag i hjemmekontoret byder på forskellige indtryk og tanker:
Jeg har fornøjelsen af at se vinterens første snefnug. Der er ikke mange af dem, men de er der.
I dag, som i går og i forgårs, har været præget af at Københavns Lufthavn bruger en anden landingsbane grundet vindretningen og derfor høres kraftig lyd af landende fly hvert 2-3 minut. Det er ikke noget der genere - faktisk forbinder jeg det med noget hyggeligt - spøjst nok.
Jeg nyder at jeg som selvstændig ikke skal bekymre mig om barns sygedage. Som i dag hvor yngste datter er syg og har feber. Så kan hun ligge i stuen, hygge sig og blive puslet om, mens arbejdsdagen alligevel skrider frem. Det er vist en luksus vi (både hr. og fru Green) bør værdsætte.
Dagen skrider frem med mere arbejde og alligevel mulighed for at kigge ud af vinduet, pusle om patienten og nyde hverdagens trivialiteter.
En ganske almindelig dag i hjemmekontoret byder på forskellige indtryk og tanker:
Jeg har fornøjelsen af at se vinterens første snefnug. Der er ikke mange af dem, men de er der.
I dag, som i går og i forgårs, har været præget af at Københavns Lufthavn bruger en anden landingsbane grundet vindretningen og derfor høres kraftig lyd af landende fly hvert 2-3 minut. Det er ikke noget der genere - faktisk forbinder jeg det med noget hyggeligt - spøjst nok.
Jeg nyder at jeg som selvstændig ikke skal bekymre mig om barns sygedage. Som i dag hvor yngste datter er syg og har feber. Så kan hun ligge i stuen, hygge sig og blive puslet om, mens arbejdsdagen alligevel skrider frem. Det er vist en luksus vi (både hr. og fru Green) bør værdsætte.
Dagen skrider frem med mere arbejde og alligevel mulighed for at kigge ud af vinduet, pusle om patienten og nyde hverdagens trivialiteter.
Lige nu hvor regnen siler ned fra en grå himmel, så tror man næsten ikke at himlen var så smuk for blot 3 timer siden.
Men jeg nåede at se himlen og mens jeg stod med kameraet og forevigede dette syn, så hørte jeg genboens datter: "Nøj, prøv at se". Og det var virkelig flot.
Det blæser forsat kraftigt og nu siler regnen ned. Rundt i stuerne ligger alle fire katte på hver sin plet og ser dekorative ud. De ligger der ikke for at være dekorative - nej, de skal ikke ud i det vejr. Jeg må sige at jeg en dag som i dag virkelig værdsætter at være selvstændig og arbejde fra hjemmekontoret.
Nogle dage kan - selvom de begynder godt - blive enormt træls. Ikke at der sker noget dramatisk eller særligt trist, men man kan bare ikke rumme de små irritationsmomenter som støder til. Hvor banale de så end er. Nogle dage tiltrækker måske bare for mange af disse frustrations fremkaldende elementer? Eller irritationsmomenter tiltrækker flere irritationsmomenter? I hvert fald begynder maven at blive urolig og gøre ondt ... og man føler humøret dale som havde man et indre termometer, der tog temperaturen på mængden af frustrerede udbrud. Dagen begyndte at klæbe til mig som den silende regn vi har haft hele dagen.
For ikke at de banale og trælse irritationsmomenter skal rulle ned af bjerget med tiltagende fart og blive til enorme snebolde, eller ligefrem laviner der trækker alt med sig ned, så gør jeg holdt. Stop. Jeg står af. Jeg stopper nedturen ved at lukke dagen af så godt som den faktisk begyndte.
Så om lidt står jeg af dagen. Slukker PC'en, lægger alle tanker og oplevelser fra mig på den indre hylde. Den, hvor der kan trækkes et gardin for, så de ikke kan ses. Så arrangeres puderne i sofaen, så de giver den perfekte støtte i ryggen, mens vand til en kæmpe kop the varmes. Om lidt øses det kogende vand op i jumbokoppen og så skal der slynges et tæppe om benene og dagen skal sluttes rart og hyggeligt i stuen med livsledsageren hr. Greens selskab.
Og så skulle man da være et skarn hvis man klagede.
Hvis dagen i dag kunne begynde så godt, så kan dagen i morgen også. Så ikke noget med at tage nogle dårlige vibrationer med ind i den nye dag.
Når man er teenager er der mange måder at ville provokere på. Ældste datter lavede sit eget lille stunt i dag.
Huset skulle fyldes med gamle studiekammerater fra retorikstudiet, mens yngste datter var hos en legekammerat og ældste datter og Hr. Green var i biffen og se "Zombieland".
Alt gik fint og mens jeg med udspilet mave gik og ordnede oprydningen efter en hyggelig eftermiddag, så opdager lillesøster at der står "dildo" nederst på indkøbslisten på køleskabet.
Selvsamme sted stod de første gæster og jeg og snakkede mens jeg fik brygget kaffen færdig og øst de sidste boller på fad.
Ældste datter smilede blot skælmsk, da hun blev spurgt om udåden var blevet gjort af hende. Hr. Green havde sågar opdaget at hun havde skrevet det i formiddags - men det var ikke blevet visket ud.
Så måske fik gæsterne sig et billigt grin i det skjulte? Jeg må trække på skuldrene ... det giver nok ikke så voldsomme skår i mit ethos.
Nu grunder Fru Green over om det mon blev skrevet lige efter at der blev udtrykt utilfredshed med standarden af pigebarnets rengøring på badeværelset? (Som jeg skylder at sige blev rettet op til stor tilfredshed).
I dag blev løbeturen konverteret til en gåtur - og så er det muligt at have kameraet med. Endnu en gang bød Damhussøen på en flot solnedgang og fantastisk aftenbelysning.
I den forgangne uge læste jeg Vanløse Bladet fra 6. oktober og her faldt jeg over et læserbrev (Det kan læses her på side 6 nederst til venstre). Kort fortalt ønsker brevskriveren at der skal laves belysning på hele stisystemet omkring Damhussøen, så det ikke er så utrygt at motionere i de tidlige og sene dag- og aftentimer i vinterhalvåret.
Mørkerad Umiddelbart en forståelig tanke. Som barn var jeg meget mørkerad og jeg kan sagtens genfinde barndommens frygt når jeg f.eks. er på spejderweekender. Hvor jeg som barn vidste at den var der og frygtede mørket før det kom - f.eks. når natlampen blev slukket - så kommer den bag på mig i dag. For det er ikke altid jeg er bange for mørket.
For snart to år siden var jeg lige begyndt at løbe. Rutinen skulle holdes fast, så selvom jeg var på et spejderledertræf på Houens Odde, så stod jeg tidlig op lørdag morgen for at løbe alene. Det var frisk og støvregnede lidt. Jeg følte mig svært godt tilfreds, da jeg stod og varmede op på den el-oplyste gårdsplads. Belysning var der for at give folk mulighed for at finde toilettet i vintermørket. Efter lidt hoppen og udstrækning begyndte selvtilfredse Fru Green at løbe ud af lejren og ud på spejderområdets grusveje. De er ikke oplyst og jeg nåede ikke langt før der var bælg mørkt. Ikke bare lidt mørkt, men kul sort. Nå, ja, jeg fortsatte på den sidste rest af selvtilfredshed. For jeg var stået op for at løbe på trods af at soveposen var trukket på alt for sent og dagen foran mig uden tvivl vil kræve sit.
Der gik ikke længe før byboen Fru Green mærkede frygten krybe ind i hjertekamret. Jeg var næsten nød til at synge højt for mig selv for at drive mig selv videre ud i det ukendte mørke. Og ukendt var det jo ikke. Jeg kendte jo godt grusvejen på Houens Odde. Nu var den eneste belysning bare lyset på den anden side af Kolding fjord i Skærbæk. Og jeg var alene, mens de andre ledere lå i soveposerne og køkkentanten puslede i køkkenet.
Lysforurening Jeg kender stadig til at være bange for mørket og føle mig utryg og alligevel er jeg ikke enig med brevskriveren. Jeg kender til vinterens mørke når man motionerer før eller efter arbejdsdagen. Jeg gør det tre gange om ugen hele vinteren, men det til trods, så bør der ikke komme mere belysning på stierne omkring Damhussøen og engen. Jeg startede med at løbe i den møreste tid på vinteren og jeg husker godt at det føltes meget mørkt og utrygt de første par gange.
Spørgsmålet er blot om det virkelig er mere trygt at løbe der langs søen og engen blot fordi der kommer belysning?
Der er ikke mere mørkt end at øjnene når de har vænnet sig til mørket sagtens kan se hvor man løber. Stierne er også så jævne at det ikke er problemet.
Og jeg må spørge mig selv om mørket virkelig er så farligt? Da jeg løb i mørket på Houens Odde kunne jeg ikke lade være med at grine af mig selv. Jeg var nok et af de mest øde steder i området - hvem skulle være der i mørket sammen med mig? Andet end min frygt?
Nu er Houens Odde uden for Kolding ikke Damhussøen i Vanløse. Der er langt flere mennesker i området, men spørgsmålet er alligevel om det virkelig er så farligt. Det mest farlige er at blive overset af en af de fyrer med en hjernen ude af funktion, der kører alt for hurtigt på sin tunede knallert. Dem er der heldigvis ikke så mange af mere. Og ja, der er sket overfald og blevet røvet tasker, men det sker sjældent og langt hyppigere på andre af Vanløses belyste gader.
Selv hvis stierne blev belyst om aftenen, så vil der stadig være mørke steder at gemme sig og ret beset er man ikke mere tryg.
Jeg synes det vil være trist hvis ikke vi skal have lov at nyde den natur som søen og engen byder på i sin naturligste form - uden lysforurening. Pengene er bedre brugt andre steder efter min mening.
Der er i hvert fald ikke tvivl om at min tur omkring Damhussøen og engen til aften ikke ville have været lige så smuk, hvis der havde været belysning hele vejen rundt.
I går blev hele dagen brugt udendørs iført regntøj i blæst og regnbyger. Spejdergruppen var på tur til Fejø , gik Skalø rundt i heftig blæst, plukkede æbler møllerhusets have og nød spejderfællesskabet.
I dag er kroppen lidt øm og mat. Så er det hyggeligt med en plads indendørs sammen med en bog og en kop varm the.
Jeg er begyndt på Huxley's "Fagre nye verden". Gennem 17 års samliv har jeg ofte hørt Hr. Green begejstret omtale Huxleys bog. Vi har den i en gammel udgave, som Hr. Green gik i gang med at læse igen forleden. Jeg har lånt den på biblioteket i en udgave fra i år. Jeg er spændt på endelig at få den læst og drøftet med Hr. Green. Hvem ved måske springer jeg ud som bogblogger og laver en anmeldelse her på bloggen?
Nu skal bog og the nydes før der skal trækkes i løbetøjet og motioneres i den friske efterårsluft og senere bages hjemmelavet pizza. Helt stillesiddende behøver søndagen heller ikke være.
De seneste par uger har været præget af kroppens hukommelse. Sidst jeg oplevede denne årstid, så knoklede jeg med specialet og 1. oktober sidste år blev det afleveret.
Jeg har gennem årene erfaret at min hukommelse også sidder i kroppen. I lyde, årstidens lys, lugte og andet fra mine fysiske rammer.
En bestemt lugt i et rum, et bestemt lysindfald i køkkenet eller andre lignende subtile og små detaljer kan vække en masse følelser knyttet til særlige hændelser eller perioder i mit liv.
I år har jeg nydt at kunne nyde efterårets komme med den særlige stemning som naturen giver - uden at skulle være presset helt ud til der hvor det ikke bare er komfortzonen man er ude af, men et ekstrem, som ikke er sundt at være i så længe, som det varede. Uff.
Det er helt uvirkeligt at tænke sig tilbage til hvordan 1. oktober 2008 var på sådan en rolig hverdag som denne torsdag har været.
Alle forestillinger om hvilken lettelse det ville være at gå ned af gangen med specialet i hånden blev aldrig indfriet sidste år. Det var angstprovokerende og jeg var så tæt på ikke at aflevere det. For at beskrive det må jeg bruge oxymoron: Alt var mere ekstremt end almindeligt ekstremt.
Usikkerheden var så ekstrem at den var lige ved at få overtaget. Jeg fik næsten overbevist mig selv m at jeg ikke ville bestå. Tænk hvis jeg havde handlet på de ekstreme følelser og ikke afleveret? Uff, jeg tør næsten ikke tænke tanken.
Hukommelsen i kroppen kan være svær at glemme. Det tog mig flere år at få et bare nogenlunde normalt forhold til januar og februar måned. To graviditeter hvor jeg led af ekstrem kvalme i en grad så jeg var sengeliggende i 5-6 uger sad flere år efter i kroppen. Kombinationen af særlige lugte i køkkenet og den belysning som årstiden gav kunne tynge humøret, så der skulle en meget bevidst indsats til for at komme igennem.
Oplevelsen med specialeafleveringen kommer også til at sidde noget tid. Heldigvis kan jeg se tilbage på det og glædes over at jeg stod igennem, afleverede og kom ud på den anden side med det eftertragtede eksamenspapir.
Det papir jeg bandede langt væk igen og igen. For hvad gjorde det af forskel? Måske ikke det store for omverdenen. Men for mig gjorde det en forskel - og jeg kan se selvsamme eksamenspapir på min væg i dag. Jo, det er en mærke dag. Og dem kommer der sikkert flere af gennem resten af livet.
... der er i den særlige rækkefølge bliver uheldige.
En rist til et gulvafløb i en vaskekælder, der er af plastic og ikke sidder monteret fast i gulvet.
En kattekilling, der er meget nysgerrig efter huller og deres indhold og derfor konsekvent flytter det lette plasticdæksel væk fra gulvafløbet.
En dør til ældste datters værelse som er placeret i vaskekælderen.
Et dørhåndtag på samme dør, som er gået løs.
Selvsamme dør skal trækkes mod vaskerummet for at lukkes.
Dørhåndtaget tabes, da det ryger af og ryger hen af gulvet ...
... ned i det utildækkede afløb.
- o 0 o -
Håndtaget er vasket og skruet fast igen. Risten er lagt over hullet og der står midlertidigt en tung genstand på den. Det er vist på tide at vi får bestilt en ordentlig rist og får den monteret fast til gulvet.
De store jagtedderkopper løber hurtigt og det gør september også.
Det betyder at der ikke bliver opdateret og skrevet så meget på bloggen for tiden ... og sådan er det jo.
Selvom der bliver taget fotos af den nysselige kattekilling omsluttet af sort voksen haleløs hankat. Selvom der bliver taget billeder at solsikker der er sprunget ud, orange græskar og andet af det som septemberhaven byder på. Selvom der sker finurlige og pudsige ting i den almindelige hverdag, som kunne skrives, ja, så bliver det ikke til noget.
Ligesom tallet på RSS feeds med nyt fra de mange andre blogs der følges bliver højere og højere. På et tidspunkt kommer jeg til den nødvendige luft i programmet, men lige nu er prioriteringerne anderledes. Selvfølgelig er bloggen ikke det vigtigste.
Indtil da der er mere luft i mit program - så træk vejret dybt ind og langsomt ud. Nyd septembers ændrede sollys, de begyndende gule og brune farver i det grønne, de behagelige temperaturer og at livet i en mangfoldighed følelser, som svarer til septembers natur og vejr, også er godt.
Familien skulle tidligt op, men det gør ikke noget når morgenstunden er så smuk ... og på vej hjem stoppede vi på Valby Bakke og fik fotograferet solopgangen.
Dagen og den nye uge tilgås med et smil og lyst til de udfodringer der venter - ventede som uventede. Sure som søde.
"Nothing at all will be atempted if all possible objections must first be overcome. (Samuel Johnson)
Det kan godt lade sig gøre at slå sine briller skæve i en boksekamp - også selvom modstanderen befinder sig på en flad TV-skærm i form af en bokser i Eye-toy 2.
Næste gang må jeg sørge for at have mine kontaktlinser på.
Vanløse var vist kun i udkanten af morgenens regn og tordenvejr. Alligevel fik vi lov at oplove lidt af vejrets lune.
Som løbeturen skulle begynde var der ildevarslende mørkt mod sydvest og torden rumlede langt væk. Der var ikke andet at gøre end at komme afsted. Vi var knapt sat i løb nede ved søen store dryp ramte brilleglas og arme. Snart regnede det rigtig og det rumlede videre.
Det regnede godt til og der gik ikke længe før løbeskoene føltes meget våde og lød svuppende.
Lige inden Dæmningen og hjørnet af søen ved broen mod Rødovre, så oplyste et glimt himlen og straks efter lød der er voldsomt skrald. Det var med en blanding af fascination over at være midt i elementernes rasen og frygt at jeg løb videre på strækningen mellem søen og engen, som pludselig virkede så åben. Der kom ikke mere torden tæt på, men regnen sørgede for at sløre udsynet gennem brillerne.
Vi kom i mål og gik plaskvåde hjem. Heldigvis er det ikke koldt at løbe i sommerregn - hjemme ventede tørre håndklæder.
Nu skinner solen og så kan løbeskoene få lov at tørre til næste tur.
Der var en fantastisk udsigt fra feriehuset, hvor der var annonceret med panoramudsigt ... og det var der virkelig.
Fra spisepladsen i køkkenet og vinduerne i stuen havde vi dette fantastiske skue. Det gør noget ved en fysisk og mentalt at have sådan en udsigt. Det mærkes særligt når man i hverdagen bliver omkranset af ligusteren og det fjerneste man kan se er den anden side af Damhussøen, hvis man altså går ned til søen først.
Vi var taknemlige for det ellers så udskældte ustadige danske sommervejr. Det ustadige vejr gav spændende skyformationer og liv til den fantastiske udsigt. Vi blev dog snydt for at nyde et tordenvejr - der var desværre ikke et på vej fra den retning som vi havde udsyn til.
Solen skinnede og regnen faldt. Kortvarigt, men meget heftigt og på en tur sydover mod Tyskland fik vi lov at se nogle flotte lyn fra de tordenbyger vi senere selv kørte igennem.
Vi fravalgte tour de force gennem Sønderjyllands sikkert interessante seværdigheder. Udover to indkøbsture til Tyskland, som både var leveringsdygtige i lidt til den søde tand og tøj i den rigtige stil til pigerne (hvem havde troet at Fru Green ville få en datter som køber fanbluser med Kiss og Motorhead), så nøjedes vi med en tur vest på, hvor vi gik en tur i Tønder og kørte videre til Højer for at få et kig ud over Vadehavet.
Resten af tiden nød vi at slappe af i vores hus med udsigt og familiens vandhunde fik en tur i bølgen den blå.
I Tønder prøvede jeg ellers det ganske særlige at købe tøj til pigerne i en forretning, hvor ekspedienterne fordrev tiden med at tale om deres oldebørn. Det var Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik hvor det lykkedes at finde noget der faldt i ældstes goth/punk stil og yngste stil som er mere faverig.
Der var højt til loftet og rum og plads med den udsigt. På den måde fik sjælen vinger og hverdagens små som store bekymringer og byrder var for en stund langt væk. Der var plads til at få lidt fornyet energi og mod på hverdagens udfordringer.
- o 0 o -
En af de bitte små bekymringer var havens tilstand. Trods heftig regn på vej til Løjt og daglige regnbyger i det sønderjydske var meldingen fra det københavnske kun skyer - ingen regn. På vejen hjem kørte vi gennem en ubehagelig gang skybrud. Både over Storebæltsbroen og før Ishøj-sammenfletningen. Alligevel var der ved hjemkomsten kun ½ mm regn vand i regnmåleren. Nogle timer senere var der 23 mm. For med os kom regnvejret endelig - i form af heftig regn og hyggelig torden.
For tiden er det denne ret som er favoritten når det er tid til frokost. En af fordelene ved et liv som selvstændig med kontoret i hjemmet er at kunne nyde sin have midt på dagen.
Så når tallerknen er anrettet med en bund af skiveskåret avocado omkranset af hakket frisk spinat, hvorpå der er lagt rejer med peber og lidt citron og i midten en klat græsk yogurt omkranset af tomatskiver, ja, så er det en fornøjelse at spise det på terrassen.
For to år siden begyndte Hr. Green og yngste datter at løbe 3 gange om ugen og har gjort det siden. Med forskellige tilløb både før og efter fulgte jeg med et halvt år efter - siden 24. december 2007 har jeg løbet fast 3 gange om ugen, så jeg kan markere min 1½ års dag - og ældste datter har været med i de perioder hun ikke har gået til sport.
Så det skulle markeres - vi er ved at lave en tradition - løbeturen bliver denne ene gang om året erstattet med en gåtur hvor der bliver gjort et velfortjent stop ved ishuset.
De sidste tre dage har studenter sat deres præg på lydbilledet i København. Selv i dag - søndag - kører de stadig og disse blev holdt i det store kryds ved Damhussøen og ventede på grønt lys.
Sidste skoledag - familien skal ud af døren alle sammen, da forældrene denne ene dag om året spiser morgenmad på skolen.
En søvndrukken storesøster møder mig på toilettet: "Er det rigtig at Michael Jackson er død af hjertestop?"
"Øh, hvad ... " Det kører langsomt i Fru Greens hjerne, så hun hun når at overveje om pigebarnet har drømt om MJ i nattens løb. "Det ved jeg ikke ... hvad mener du ... hvorfor spørger du?"
"Jamen, jeg har fået en sms i nat med at han skulle være død".
Det må jeg sige knapt er det teenagere og så sætter de en smskæde i gang med besked om at Michael Jackson er død.
Fru Green kom til at føle sig endnu mere gammel da hun hørte interviews i morgenradioen. "Jo, vi har jo hørt vores forældre spille Michael Jackson hele vores barndom", sagde en ung kvinde - for hun lød som om hun havde rundet de 18.
Der var en gang det var Elvis man omtalte sådan. Michael Jackson var en af de nye ... det er han ikke mere ... og det prikker til Fru Greens hengemte bevidstehed om at tiden går og at hun ikke er helt så ung mere.
Morgenbord på terrassen inden arbejdsdagen begynder ... med et effektivt morgenmøde - også på terrassen. Det er da en af de skønne ting ved at være selvstændig og arbejde hjemmefra.
Morgenthe og græsk yougurt med ristet müsli og bær.
Der er blevet plukket hyldeblomster og jeg har lyst til at lave hyldeblomstdrik selv. Til det skal der bruges citronsyre ... og jeg havde noget citronsyre fra Sterling i kælderen - men der stod kun doseringsanvisninger til pletfjerning og afkalkning - som også er det jeg bruger det til normalt.
På deres hjemmeside fandt jeg ikke oplysninger om at deres citronsyreprodukt kunne bruges til madlavning, men heller ikke om det modsatte, så jeg sendte dem en mail. (Deres forbrugerforum savner et løft - jeg tog gerne en konsulentopgave med at forbedre deres hjemmeside). Under en halv time senere fik jeg svar. Det er kemisk rent, men ikke farmaceutisk, så de anbefaler det ikke til hyldeblomstdrik.
Jeg sætter stor pris på den hurtige respons. Så er det dem tilgivet at forbrugerforumet var en skuffelse.
At få så hurtigt svar fra en kundeservice er ikke noget jeg forventer, så det er med at give udtryk for at det bliver påskønnet. Det fik de i en svarmail og her på bloggen.
Siden i går eftermiddags har det regnet konstant, så for 2. gang i denne uge blev det en løbetur i regnvejr. Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har løbet i regnvejr.
I løbet af eftermiddagen faldt en ca. 8 mm regn. Om aftenen så jeg hvordan de store spejdere og en del ledere i min lokale spejdergruppe knoklede med at bygge spejdertivoli i den vedvarende regn. Jeg skulle lave udstilling og skammede mig næsten over at være i tørvejr, mens de andre stædigt knoklede på. De var så seje.
Da jeg kom hjem ved halv elleve tiden var regnmåleren oppe på 17 mm. Nu er det tidlig morgen. Jeg har sovet dårligt og hver gang jeg har været vågen, så har jeg hørt regnen tromme mod vinduet og vinden ruske i pavillionen på terrassen. Det er mere efterårsstemning end sommer. Hvis ikke det var for de friske grønne farver, så havde man troet det var efterår.
Her i de tidlige morgentimer er regnmpleren oppe på 47 mm og måske mere. Når måleren er nået der til, så slår vandet ud af måleren over kanten.
Og det bliver bare ved og ved og ved.
Ja, der er gået lidt sport i at måle nedbørsmængden, så iført morgenkåbe og pink gummistøvler, så gik jeg ud i vejret og tømte regnmåleren, så jeg kan fortsætte målingen, men ... nu må jeg se om jeg kan sove lidt mere inden pigerne skal op og i skole.
God dag til jer alle. Forhåbentlig klarer det op i løbet af dagen.
- o 0 o -
Tilføjelse kl. 8.14: Så kan der lægges 10 mm til de 47 mm, så nu er vi oppe på min. 57 mm regn siden det begyndte i går. Målinger på DMIs borgervejr viser også over 64 mm. på Frederiksberg.
Pause. Fru Green står kigger ud i haven og på den omkringliggende natur (læs: naboernes haver i form af hække og trætoppe). Pludselig fanges blikket af noget hun ikke har set før i en af genboernes vinduer. Hun vil jo helst ikke stå og overbeglo naboernes vinduer, men dette krævede dog et ekstre "eftersyn".
Med mulighederne for multimedier, så burde der være knyttet en lydbid til dette indlæg i stedet for et billede.
Pigerne er taget i skole og jeg sidder alene i morgenkåben og får lidt småting af vejen før jeg skal i tøjet, morgenmaden skal indtages og dagens arbejde skal gøres.
Men naturen udenfor er påtrængende. Der er fuglesang af den helt fantastiske slags og trods lukkede vinduer kan den høres. Jeg er simpelthen nød til at lukke vinduet op og lytte til den smukke sang uden glasrudens svækkende effekt.
Som jeg sidder der bliver jeg nød til at lukke øjnene og bare lytte.
Slappe helt af, trække vejret dybt og lytte.
Hvor er der fantastiske varitioner i fuglestemmen. Jeg bliver helt henført til sommerhus- eller landligstemning, hvis ikke det var fordi at en motorcykel geare ned i en af fuglens pauser.
Er der virkelig så fantastisk natur uden for vinduerne i mit københavner hjem? Er det virkelig en solsort der kan synge sådan?
Men jeg er nød til at overgive mig. Droppe alle tankerne. Tankerne om hvilken fugl det mon er og om det er for dårligt at jeg ikke ved det og hvad der ellers popper op. Der er kun plads til den rene nydelse. For en stund. Inden hverdagen presser sig på og bliver påtrængende ... men det lykkes kun fordi fuglen er stille i lang tid.
Man maa rejse tilfods, for at sprænge med Hast alle lænker, der binder til Hjemmet os fast! Man som Fuglen i Luften maa tumle sig fri, for at glemme det daglige Livs vrøvleri. (Jens Christian Hostrup )
Første del af natten var præget af en usædvanlig genstridig forkølelse og en evig hosten, der vækkede mig gang på gang. Da jeg var faldet i søvn blev jeg vækket af et gevaldigt uvejr med torden og regn.
Pudsigt nok fik jeg åbnet for "Det lille hus på prærien" i går, da jeg spiste frokost og der var en scene med tordenvejr. Da jeg selv lå i nattemørket huskede jeg hvordan jeg synes uvejret i TV-udsendelsen fra 70'erne var vildt overdrevet, men det her var tæt på at være lige sådan. Konstante glimt fra lynene og gentagne hyppige brag.
Det fik også vækket yngste datter, der lige måtte søge lidt nærvær før hun senere gik i seng igen.
Da så tordenvejret var næsten overstået, så var kattene rundt på gulvet. Piskede frem og tilbage og begyndte at slås med hinanden.
Og ja ... så var vi tilbage ved hosteriet igen, så nu opgav jeg. Tændte for fjernsynet og lå vågen til det, men fik da sovet 1½ timestid til sidste inden ældste datter skulle op ved 6-tiden.
Det er godt at pigerne klarer sig selv om morgenen for der var ikke særlig lange stunder hvor mine øjne var åbne.
Nu er den blå himmel pyntet med vat og en flot sol. Regnmåleren viser at der faldt 13 mm regn under nattens tordenbyge, mens træer og buske fra morgenstunden var regntunge med friske farver.
Som formiddagen skrider frem, så mindes jeg svagt fornemmelsen fra da pigerne var små og man havde en urolig nat. En svagt mathed, der hele tiden skal overvindes ved at man holder sig i gang.
Dagen skrider stille frem og hosten minder mig om at jeg er forkølet.
Berøringen med sygehusvæsnet giver træning i at tælle til 10.
Tælle til en ... ... i din næse skal være ben
Tælle til to ... ... vær din mistænksomhed tro
Tælle til tre ... ... og du kan ikke lade mistanken være i fre'
Tælle til fir' ... hvis du viser tålmodighed - det til ingenting bli'r
Tælle til fem ... ... din respekt for dig selv skal være større end din respekt for dem
Tælle til seks ... ... det er ikke lige til, men kompleks
Tælle til syv ... ... ved opgivende følelser, så tænk: "Det skal være lyv"
Tælle til otte og tælle til ni ... ... du er eksperten i den sammenhæng patienten er i
Tælle til ti ... og hvis det ikke er nok, så skrig
- o 0 o -
Der er mange der gør et kæmpe arbejde i sygehusvæsnet. Den enkelte sygeplejerske eller læge gør en kæmpe indsats. De fleste har en tålmodighed og omsorg, så stor at man ikke fatter det.
Desværre modarbejdes det af det store system som sygehusvæsnet kan opleves som ... det sætter mig virkelig på en prøve. Nye sider skal findes frem og balancen mellem at være venlig og tålmodig stilles på prøve når bortviftet mistænksomhed bekræftes.
Så jeg øver mig. Øver mig i at være pågående på en venlig, men bestemt måde. Øver mig i at tro på at jeg faktisk ved noget om patienten og hans liv, som er noget værd - også i denne sammenhæng. Øver mig i at acceptere at jeg, trods tyngede følelser, er den der har det største overskud til at handle.
Og så tæller jeg til 10. Nogen gange til jeg når til 100.
Hulemanden hr. Green har bygget lille hytte sammen med yngste datter af en aflagt palle, gamle brædder, affaldstræ fra efterårets beskæring og plasticsække.
Og træet der skal fældes senere i år har fået fjernet en rem af barken - noget af den bark er brug til dør i hytten.
Der skal nogle gange bruges lidt pep til at komme igennem dagen hvis det føles lidt tungt. Dagens soundtrack er præget af 80'er-musikken. Det kan hjælpe med at løfte lidt, når der er andre ting der tynger.
En af dem jeg nyder er "You're gonna get it" med bandet Trance Dance.
Læg mærke til de helte destinkte 80'er træk trods western-temaet: Højt svenskerhår på alle mændene - der er ikke blevet sparet på hårsprayen, bassisten med Billy Idol afbleget frisure og korpigerne helt ens som typiske korpiger fra den tid - store armbånd og kæmpe creoler (øreringe), korte luftige skørter, frisuren med hat osv.
Et andet nummer som er blevet spillet et par gange er gruppen PH D med "I won't let you down"
Så kom jeg lidt lettere gennem dagen. Håber du også er kommet godt gennem den - med eller uden 80'er musik.
En tankerække der tager sin begyndelsen ved havens rabarber, men ender i brok over medierne.
Ugens anden høst af rabarber er i hus. Den første røg i fryseren i begyndelsen af ugen, men fredagens høst blev blandet med æbler og blev til en smuldre æble-rabarber kage.
I går kom ældste datter hjem fra klippeøen hvor hendes nye klasse har været på lejrskole i den forgangne uge. Det er 2. gang på halvandet år at hun er på Bornholm på lejrskole (og lillesøster skal også til Bornholm med klassen). Hvad er det lige de skoleklasser har med Bornholm?
Mens ældste datter fortalte om alt det hun havde oplevet i den forgangne uge, så kunne vi drikke the og spises kage med flødeskum.
Og så slap vi for at se TV. Jeg er træt af mediernes hysteriske stemning omkring "influenza A - før kaldet svineinfluenza". En eller anden har vist en gang sagt noget i stil med: "En journalist bliver salig, hvis han kan få lov at sige ordet farlig". Sådan opleves mediedækningen lige nu. Jeg sidder selv med oplevelsen af at de eneste der virkelig er ophidsede er journalisterne. Men det er måske bare mig der er naivt rolig?
Så var der angiveligt 13 døde, men sat i forhold til antallet af døde grundet almindelig influenza eller lungebetændelse og trafikdrab og alt muligt andet, så kan jeg ikke rigtig blive lige så ophidset som medierne kan.
Jeg har heller ikke stået i kø på apotektet for at købe masker - det var loppemiddel til kattene jeg ventede på - og jeg tror nu mere på at være omhyggelig med at vaske hænder.
Og den stakkels kvinde der er "det første offer for influenza A" er nød til at søge isolering. Ikke på grund af smitte fare, men fordi hun sådan set gerne vil forblive anonym og ikke vil overfaldes af den sensationshungrende presse, der som f.eks. Ekstra Bladet i desperation efter sensation kalder nyheden om at Erik vil skilles fra Anni for en "breaking news".
Nyheder 24 timer i døgnet. "Jeg står her ved ...". Direkte dækning. Formiddagsbladene der prøver at toppe her og nu dækningen med at vise billeder af mere og mere voldsom karakter. Kunne vi få et billede af liget ville det være sagen ... ?!
Det minder mig op noget af teksten til Shubiduas "Rap rap":
Og sådan går vi op i en større kabale både de kendte og os der er normale.
Livet får kulør når man læser om dem som har masser at lave og skideskønne hjem to der før var gift lever hver for sig og Erik er på Hawaii.
Her er der ingen hellige køer vi er næsten med i kisten når en skuespiller dør en bokser får et barn der er født med hagesmæk og Gry er sprunget læk.
Her er der ingen hellige køer vi er næsten med i kisten når en skuespiller dør de tar det sidste billede mens låget står på klem og Erik vender hjem.
Næ, så var det bedre at lytte til datterens beretning fra lejrturen på klippeøen og krydre det med lidt Jack Nicholson og Anger Management.
Og lørdagen vil jeg hellere bruge på lidt kontorarbejde, tøjvask, stolemaling og græsslåning.
- o 0 o -
Opskriften på rabarber-æble smuldrekagen er sat sammen af en smuldreæblekage og en rabarberkage opskrift. Jeg sjusser mig til mængden.
Æble- og rabarberfyldet blandes lidt sukker og mel. Det kommer til at fungere som en form for jævning af frugtfyldet.
Smuldret laves af margarine, der smeltes. Der i blandes mel, havregryn, sukker, brunfarin og kanel. Skal det være rigtig lækkert blandes der knuste valnøddekerne i smulderet også.
Et ildfastfad smøres, fyldet lægges i og dækkes med smulderet. Bages i 35 minutter ved 175 grader i forvarmet varmluftovn.
Lene skrev forleden et indlæg om "trappete" og det er begreb jeg straks har taget til mig. For i sommerhalvåret drikker jeg ofte en kop the på trappen.
Solen varmer trappe og væg op og med en sivmåtte, så er det behageligt at sidde der på trappen med en kop the. Det er også tit pladsen i den sidste aftensol. Så er der dejlig lunt fra dagens solopvarmning og man kan nyde synet af haven og pigerne der leger.
I disse dage er pladsen præget af påsken. Og jeg kan sige at jeg tager mig en kop trappethe.
Kattene - og især Olaf - nyder også det gode vejr og virker til at finde det rart med selskab i haven.
Terrassen er blevet vasket ren for alger. Der er blevet ryddet op i alle potterne. Lidt blomster er blevet plantet ud og breve med frø venter på at blive forspiret. Hr. Green har taget sin tørn med nyttehaven. Højbede er blevet flyttet. Nye er blevet flikket sammen. Sort maling fordelt hvor den manglede.
Og jeg nyder at jeg er heldig at ha' sådan en have. Især min lune plads på trappen. Hvor mange små pauser er blevet brugt ... med en kop the.
Ud over det gode ved jævnlig motion, bedre kondi, motionens positive indvirkning på hjernen, tankerne og alt det, så er en af fordelene ved fast at løbe hele året rundt at man meget tydeligt ser de daglige ændringer der sker i årets gang. Vi er nu nået til den tid hvor det altid er lyst når vi løber på hverdage.
Igår kunne vi løbe, mens vi nød solnedgangen. Samtidig med sneg kulden sig frem i takt med at solen sank ned i horisonten. Men flot var det - og med til at løfte humøret endnu et nøk i den rigtige retning.
For 3 år siden efterspurgte jeg hvor mange kalorier man forbrænder på at rydde sne . Svaret kan jeg stadig ikke give, men en gang snerydning omkring de greenske gemakker giver 1052 skridt, når skridttælleren får lov at regne sammen.
Intet har i øvrigt ændret sig på de tre år. Den gang luftede jeg også harmen over andres mangelende snerydning.
Så sne giver mig virkelig mulighed for at pudse glorien. Den er virkelig højglanspoleret for tiden.
Sne er motion og ekstra arbejde - hvis man hører til den minimale procentdel af husejerne, der gør sin pligt og rydder både vej og fortov.
Sne giver fart - som er sjovt på en kælk, men ikke hvis det er bilen, der har for meget fart til at bremse i tide.
Sne kan give ridser i bilen.
Sne er leg og sjov.
Sne er grundlag for tårer - hvad enten man falder eller får en snebold i øjet.
Sne kan være gråt og vådt. Smattet og fugtigt, der trænger ind i støvlerne og når det tørrer giver det hvide rander fra saltet.
Sne kan være hårdt, når det er blevet presset af utallige bilhjul eller fodtrin og man falder på det.
- o 0 o -
I dag er jeg blevet mindet om glæder og sorger ved sneen. Mange af dem kender jeg jo godt.
Hele familien gik en lang tur i sneen. Det var et smukt skue og det gav god motion.
På turen kunne pigerne så minde mig om det irriterende ved sne. Kan du huske skolegården når der var sne? Vi var endda heldige at al sneboldkamp blev forlagt til sportspladsen, men pigerne er alligevel uheldige ind i mellem.
Da jeg var barn var der "sneengle", som var at man selv lagde sig ned og bevægede både arme og og ben frem og tilbage.
Så kunne man få "en vasker", som var at få en håndfuld sne kørt rundt i ansigtet.
I dag kan man åbenbart få "en snescooter", man bliver væltet om i sneen og så står folk rundt om og spaker sne på en.
Jeg er glad for at jeg ikke er barn i dag. Jeg hadede vaskere og ville kun være med til sneboldkamp, hvis jeg stolede på at jeg slap få en af slagsen. Jeg kan huske at jeg som en ud af to piger var de eneste der var i skolegården med en gårdvagt, mens resten af skole væltede rundt på sportspladsen. Det var forfærdeligt at få en vasker. Vådt, koldt, sne ned langs kraven på tøjet og så kampen med at se ud af brillerne bagefter ...
Nå, men den ene datter kunne så også fortælle at nogle af drengene i klassen ikke fandt underholdning nok i at overfalde skolekammerater på sportspladsen. Så de gik ned til det lokale plejehjem og skød snebolde efter ældre damer. Hvor snotdum og hensynsløs kan man være? Det havde de nok ikke gjort ved deres egen bedstemor.
Jeg kan godt forstå hvis der er nogen der synes sne er træls, men jeg synes nu det er smukt. Det meste af tiden.
Løbeturen blev konverteret til en kælketur og med første parket til en flot solnedgang lykkedes det os at komme i Søndermarken med trækælk og oppustelig bobslæde. Denne gang var sneen ikke slidt og tøet væk.
Da arbejdsdagen var slut pustede vi den oppustelige bobslæde op, proppede egne piger plus veninde i bilen og tog op til Søndermarken.
Ingen ville bære den oppustede kælketing ... og jeg fandt ud af hvorfor. Mens vi stod og ventede på en lyssignal med to fædre og deres småbørn kiggede en af de små på mig og sagde: "De skal ud og bade". Senere på stien kommenterede en modgående far med børn på kælken efter sig: "Der er is på søen". Så de store næsten-teenagerpiger overtog først den oppustede blå slæde efter lidt pres, da vi stod ved kælkebakken.
Udsigten fra kælkebakkerne var smuk. Stemningen blandt alle børn og voksne var god. Imponerende mange kondiløbere trodsede vejret og Søndermarkens stiers spejlglatte overflade. Hundelufterne fik en ekstra udfodring, når hundene blev kåde og løb om kap med de kælkene unger, som ikke altid kunne styre kælken efter deres vilje. Men der skete ikke nogen ulykker og der var glade smil hos alle.
Jo, en enkelt gang observerede jeg en lille purk, der havnede 1 metes penge inde i et budskads og en forældre der måtte kravle ind til det grædende offer.
Da mørket var faldet helt på bevægede vi os tilbage og hjem. Det var en god tur.
Yngste datter på en af turerne ned af bakken i høj fart. Jeg gad vide hvor høj hastighed man egentlig kommer op på?
I Københavnsområdet er der igen faldet sne. Ikke de voldsomme mængder, men dog nok til at der er grundlag for at rydde sne, at belære datteren om hvor forsigtig hun skal være på cyklen og at bilerne kører stangkørsel på den trafikerede vej.
En af ulemperne ved at være selvstændig er at der ikke er ansat en vicevært, som klarer snerydningen. Så den har Fru Green været ude at klare som dagens første opgave - for selvfølgelig skal der ryddes sne.
Nu gælder det en fredfyldt morgenmad før morgenmødet og dagens arbejde.
Når man jævnligt går tur det samme sted, så får man lov at se de mange variationer som naturen kan give de samme ting.
Især når det drejer som frostvejr og is. Sivene i søens vandkant havde små isperler på. Et par centimeter over vandoverfladen.
Solen gik hurtigt ned. Jeg havde håbet at fange den store runde orange sol, men på den tid det tog at komme ned til Damhussøen var solen gemt i horisonten. Det blev alligevel et flot skue.
Der var ikke meget ildevarslende over denne fredag. Måske kun den hastighed med hvilken at næsetippen og fingerspidserne blev afkølet.
En arbejdsopgave blev afsluttet for min del ... hvad mon den næste bliver ...
Jobannoncer blev skimmet ... måske den stilling ... eller den ... eller den der ...
En umage kamp med et blandingsbatteri i brusekabinen ... hvorfor har du ikke været flittigere til at holde det rent og afkalket ... håber at vi får reguleringshåndtaget af snart ...
Tøsernes og eget hår blev studset ... nu glemte du at købe hårspænder til yngste datters pandehår ...
Biblioteket blev besøgt og nogle bestilte bøger om strategisk kommunikation blev afhentet ... stakken af bøger øges ... der skal læses i aften ...
Det er hverdag og vinterferie oven i hinanden. Solen skinnede i morges ... det var godt.
Mandagen er snart slut.
Men først blev der spist svensk pølseret ... det er godt nok længe siden vi har fået det ... det smagte vældig godt ...
Det gik ikke over. Det er lidt værre. Men ikke værre end at jeg er oppe og arbejder.
Et tykt og varmt sjal, samt en stor varm spand the er faste bestanddele af arbejdsmiljøet i dag. Efter det ugentlig storindkøb med hr. Green, så har jeg sat mig tilrette i kontoret.
Før frokost larmede kattene Sofus og Olaf gevaldigt. De sloges og løb efter hinanden. I går var jeg chauffør og lagde bil til en tur i Ikea og hjembragte lidt el-pærer til husstanden i en stor brun papirspose. Den kastede Olaf med vanlig lidenskab sig over. Lige nu Olaf skal nok få sin kære papirshule tilbage.
Olaf med en noget mindre papirspose. Den fra Ikea er 3-4 gange så stor, så der kan en kat rigtig gemme sig.
Der arbejdes, læses lidt, koges nyt vand til varm the og ... og så skal jeg overveje om min tilstand berettiger til at konvertere løbeturen til en gåtur i stedet for.
Efter en løbetur i vinterkulden, så er overgangen fra arbejdsdag til fyraften og fritid sat.
Aftensmaden skal laves (hvis jeg trækker skrivningen af dette indlæg, så når Hr. Green måske at begynde på den). Jeg går målrettet efter en aften i sofaen med strikketøj og en bog. For tiden er det fagbøger jeg er i krig med. Desværre får jeg ikke læst så meget som jeg gerne ville, så nu skal ønsker gøres til virkelighed.
Strikketøjet er en bluse jeg har været i gang med de seneste to år. Den er uden ærme og har en høj bred hals i ribstrik, som skal bukkes om og giver mulighed for bare skuldre.
Men der er godt nok langt igen. Rundt og rundt med ribstrik på rundpinden.
Der ligger så mange påbegyndte hækle- og strikkeprojekter i kurven, så det er bare at komme i gang. At der så også ligger en årsberetning, opsamling på evalueringer fra ledertræffet og lidt andet og venter ... det skubber jeg væk. I aften gælder det sofahygge ... og måske en times spejderarbejde ved skrivebordet ... sent ... måske ... eller ...
Der er blevet tanket op her til morgen. Benzinstanderen indeholdte havregrød med æblestykker. Der skulle et godt solidt morgenmåltid til for om lidt er det min tur til at være benzinstander. Jeg skal nemlig en tur i blodbanken, og så er det blodbankens tur til at tanke noget af mit blod op til deres lager.
Det har blæst op her til formiddag. Det rusker kraftigt uden for det åbne køkkenvindue. Vindretningen og vindens styrke betyder at der med få minutters mellemrum lyder en voldsom larm fra fly der er ved at lande. Så vidt jeg ved benyttes en anden landingsbane end ellers og flyene lægger an til landing hen over vores lokalområde. Det er kombinationen af de lavtgående fly og vinden, der der hyler i motorerne, som gør lyden så kraftig.
Det sker flere gange om året - især i vinterhalvåret. Første gang man hører det tror man at et fly er ved at styrte ned ... indtil fornuften griber ind og man registrerer vejret. Nååå, ja, det er fordi det blæser ... og lyden går over til at være et næsten hyggeligt element
Sofus går amok på kradsetræet, mens Olaf leger med en elastik. Uden for giver vinden laurbærkirsbæren en rusketur og jeg nyder synet, mens duften af hyasinth påkalder sig stuens nærvær.
Hr. Green har fred til at holde telefonmøde i kontoret. Yngste datter er syg og sidder i dagligstuen og spiller PC-spil. Jeg glædes over at det er problemfrit at have barn sygt, at hun ikke er mere sløj end hun er og at hun ellers hele formiddagen har holdt sig i sengen med en god bog.
Vasketøjet snurrer i kælderen, der er varm the i koppen om lidt vender ældste datter hjem fra skole. Så er familien samlet under samme tag med hver sine gøremål. Jeg kan nyde de gode rammer for resten af arbejdsdagen og måske få tid til bibliotekstur og indkøb af drikkevarer som skal medbringes til aftenens fest for en studiekammerat.
Denne stund burde fanges og holdes fast. Tilfredsheden i øjeblikket skulle kunne genbruges i de stunder hvor frustration og utilfredshed opstår og ikke medfører nødvendige ændringer, men låser tankerne i en nedadgående spiral. Som et mentalt "Hjem, kære hjem" skilt, der minder om at der er mange almindelige hverdagsstunder som lyser op og at frustrationen her og nu bare er "her og nu" og ikke varer ved.
Noget af det jeg stræber efter har jeg allerede ... og det skal jeg huske.
Det er ved at være flere år siden jeg her hjemme har drukket Earl Grey, men en af januars foretrukne thedåser er den med den nyindkøbte Earl Grey. I dag med lidt citronsaft blandet i.
Som barn var Earl Grey det faste mærke og først de sidste par år inden jeg flyttede hjemmefra blev udvalget udvidet - bl.a. med kvædethe. Det hang nok også sammen med at det var omkring det tidspunkt at almindelige supermarkeder begyndte at sælge løs the med forskellig smag.
Min mor var inkarneret thedrikker som jeg selv er det i dag. Jeg fik mine første fix tidligt. For enden af sofabordet sad jeg i min børnekurvestol med min røde melamin kop og underkop. The indbefattede den gang også 2-3 teskeer sukker og en blå flødekande med koldt vand, som jeg spædede theen op med.
I dét, der er mit eget hjem, er forholdene helt anderledes. Thehylden i køkkenet indeholder omkring 18 forskellige slag the. Så der er noget at vælge imellem i løbet af dagen.
Mandagen har været præget af mathed - på den gode måde.
Efter knokleriet med at blive klar til ledertræffet og så afviklingen af det fra fredag til søndag ... ja, så mærkes der en mathed her om mandagen. Men det er ikke en tung kvælende mathed uden virkelyst, men en tilfreds mathed oven på en veludført opgave.
Kroppen er blevet brugt - og jeg har fået understreget at mine evner som klatre ikke er store. Fredag aften var vilkårene også sværere end en almindlig klatrevæg. Vi skulle klatre fra dybt vand, hvor der ikke kunne bundes op på et oppusteligt isbjerg ved hjælp af håndtag, der var placeret ligesom dupperne på en klatrevæg. Der skulle altså klatres på en glat overfalde. Jeg kæmpede og kæmpede, anstrengte mig og fik næsten krampe i læg og fod, men kom aldrig op af vandet. Uanset om mine forsøg mislykkedes, så er mine armmuskler blevet godt brugt og selv søndag kunne jeg mærke at jeg har arme på min krop og at de er blevet brugt godt.
Efter hjemkomsten halv sent søndag blev det til en times tid med familien. "Livvagterne" var ikke spændende nok og jeg faldt i søvn på sofaen med yngste datter ved siden af mig. Jeg vågnede dog igen, da hun listede af sammen med storesøster for at gå i seng.
Mandagen er blevet brugt til at pakke ud og finde mig selv. Det er ikke gået så hurtigt - bare stille og roligt. Men samtidig har der været en mængde gode indtryk fra weekenden. Inspirationer, tanker er blevet spændt ud* og jeg er taget hjem med fornemmelsen af at det generelt har været et vellykket arrangement. Det er dét der gør at matheden er af den gode slags.
Nu gælder det så hverdagen og arbejdslivet igen. Efter en rolig dag så er der helt sikkert lyst og energi til at tage fat i morgen.
- o 0 o -
* Jeg henviser til flg. vers:
Den Gud der skabte ordet, han skabte også dig og lod dig finde glæde ved ord og tankers leg. Hver gang du møder andre og tanken spændes ud, så glæder du din skaber, så priser du din Gud.
(Fra "Den Gud der skabte lyset" af Holger Lissner - findes bl.a. i "Den Grønne Spejdersangbog")
2008 er lukket og slukket. Blikket er rettet mod 2009 - så det er noget forsinket at jeg bringer et overblik over 2008 i ord, links og billeder. Men nu har jeg jo gjort det ved de forrige to årsskifter, så det forpligter jo næsten ... ja, om ikke andet så for mig selv, da jeg faktisk fornøjer mig med at kigge månederne igennem (2006 og 2007).
Januar var præget af kattekillingerne Olaf og Kurt og det første blogindlæg i 2008 handler da også om dem. Det var en måned hvor pigernes billede af deres mor kom til udtryk på forskelligvis. Storesøsters mening om min "venlighedsstemme" og deres portræt af mig lavet i sne sagde det meste.
Det var også i januar at den endelige beslutning om specialeemne blev truffet og det første af mange indlæg i 2008 der handlede om speciale blev skrevet d. 9. januar.
Sådan så livet ud på bloggen for Fru Green sidste år. Det er jo ikke hele mit liv. Der er også en virkelig del (hvis man kan tale om virkelighed), som findes uden for bloggen ... men det på bloggen er et lille udsnit af hverdagen, som den så ud det Herrens år 2008.
Endnu en eftermiddag hvor spejlrefleksen burde være medbragt. Endnu en fænomenal solnedgang - denne gang præget af pletvise sneskyer og en fantastisk appelsin, der sank ned bag Damhussøen for enden af Peter Bangsvej og Grøndalsparken, hvor dagens rute gik forbi. Da appelsinen var forsvundet var det et skønt farvespil som ændredes minut for minut inden mørket blev dominerende. Egentlig er det jo bare med at nyde det; leve i nuet og suge det til sig. Alt skal jo ikke ses gennem optikken på et kamera, men jeg får lyst til et umuligt forsøg - at gemme skønheden, følelsen og øjeblikket med et klik - for at kunne genkalde mig det igen.
Dagens gåtur blev kombineret med det praktiske. Biblioteket krævede et besøg, hvor der blev både afleveret, afhentet og genlånt bøger. Der skulle købes lidt nødvendigheder og yngste datter trængte til en ny vinterjakke - det er ikke fedt med en vinterjakke, der stumper på ærmerne når det er rigtig koldt.
Med en tur gennem Grøndalsparken forbi Flintholm station og af Apollovej via Jernbane Alle og tilbage gennem Grøndalsparken, så kom turen op over 4 kilometer og den sidste del med bøger og madvarer i rygsækken.
Ellers har dagen været klargøring på forskellige måder til den første arbejdsuge i det nye år.
Lillesøster får lov at være enebarn for en stund - og storesøster nyder forhåbentlig at være sammen med kusine og fætter hos familien ude på øen i Østersøen. Jeg tager hendes tavshed på mobilen som et godt tegn. For hvorfor kontakte mor og far når man hygger sig?
Jo, det er en af de dage hvor jeg takker for livet i al sin trivielle almindelighed.
De sidste madindkøb er klaret, et sidste brev i postkassen, årets sidste regninger er betalt, den faste løbetur blev også klaret og nu mangler kun lillejuleaftens traditionelle hyggeeleemnter: Æbleskivestegning, glögg og juletræet skal pyntes ... ups, og så skal der vist også pakkes gaver ind, men det sker næsten altid natten til d. 24. december. Hvorfor bryde den tradition?
Stille og rolig melder julefreden sig ... jeg gider ikke stresse. Det skal være hyggeligt, så vi laver det vi har lyst til og ikke noget pres.
Marcipan Julegaverne Juletræ købt ved Ålholm kirke til støtte for KFUM og K (Igen et godt køb - i hvert fald til de krav som vi stiller til et juletræ ... rødgran naturligvis). Kartofler Flæskesteg fra Slagter Lund (Var super heldig at finde et hul, hvor der kun var 4 før mig i køen). Fløde Risengryn Kirsebærsovs Mandler Koge klejner Bage vanillekranse Rydde op og gøre rent Købe gavepapir til morfar Skrive julekort (selvfølgelig blev de postet for sent) Sætte Harry Connick jr. på anlægget og spille "(It Must Have Been Ol') Santa Claus" meget højt. Hint: Klik på denne linie og hør nummeret. Mel og gær til brødbagning i juledagene
Mangler: (opdateret d. 23. kl. 17)
- Rødkål - Toiletpapir - løbe den sædvanlige tur - Lave julekonfekt (hr. Green og tøserne klare det meste - jeg står kun får havregrynskuglerne) - Lave årets sidste portion æbleskiver (Lille juleaften) - Pakke gaver ind - Juletræet pyntes (Lille juleaften) - Nå, ja, og så den dejlige mad, der skal laves juleaftens dag.
Uanset, så stornyder jeg at det er første gang i mange år, hvor der ikke skal tænkes i eksamenslæsning eller opgaveskrivning. Det er så godt. Så min tjekliste kan byde på hvad som helst. Smilet forbliver på og der behøver ikke klister for at få det til at sidde fast.
I disse for vort land så kriseramte tider: Trues landet også af en fedtkrise af ufattelige dimensioner?
Efter en uges ørkenvandring i Vanløse og oplands supermarkeder lykkedes det endelig Fru Green og få palmin til weekendens forestående klejnekogning. Hun måtte søge helt mod Rødovre.
Lalleglad og uden omtanke for alverdens kriseramte famililer tænker Fru Green: "Julen er reddet.".
Rapport fra køkkenregionerne følger. Følg med når vores udsendte rapporter skriver live - og direkte - fra et af de få områder hvor krisen ikke har fået fodfæste endnu. Vil Fru Green udtale sig? Skjuler der sig en "ghostboiler" bag køkkenets lukkede døre? Bliver klejner nu sprøde? Og hvad andet julebag kommer der i juledåserne i år? Vil det lykkes os at afslører Farmor Elses klejneopskrift?
Tre indlæg i rap ... det tredje med et af de vel nok sidste indlæg om specialet.
Klokken lidt i 11 mandag aften tjekkede Fru Green sin mail, mens hun sad og arbejdede med noget andet på computeren.
I mailboksen med hendes vejleders navn lå der pludselig en mail. Det var også sidste dag for rettidig modtagelse af bedømmelse og karakter.
Så her 1. december; en times tid før midnat; koppen er blevet pakket ud af celofanen; Fru Green kan med sindsro kalde sig cand. mag. Titlen betyder mindst. Langt større er glæden ved anerkendelsen og glæden ved at hendes præstation blev bedømt langt højere end hun overhovedet havde turdet forvente. Udtalelsen er hun enig i og hun kan glæde sig over at andre regner hendes præstation for mere end hun selv regnede den.
Så glad i låget på en almindelig mandag aften har hun vist ikke været længe.
I den sene aftentime blev et par mails og en SMS fyret af, så hun på en eller anden måde kunne dele glæden med andre. Heldigvis kunne hun også dele sin glæde og begejstring med hendes aller nærmeste og kære hr. Green. Pigerne må vente. De sover; og ligefrem ruske dem vågne for at råbe: "Mor har fået sin bedømmelse" ... nej, det gør Fru Green ikke.
Så tilføjet Fru Greens stille indre adventsglæde, som roligt er steget gennem den forgangne uge, er nu en boblende lykkefølelse. Den vil hun tillade sig at nyde så længe den varer.
Gæt hvad Fru Green drikker morgentheen af tirsdag morgen?
Og imens vil hun lade en stille tak gå til salige hr. Kierkegaard uden hvis taler det ikke havde været ... resten af takken vil hun lade stige opad.
Storesøster er en sej tøs. Der blev ikke bare slået hul på bukserne, men også på knæet, da hun gled i skolegården.
Der blev ikke trukket en eneste tårer og hun skulle bestemt ikke have plaster på selvom både klassekammerater og lærer foreslog det. I sådanne situationer vil hun helst være fri for opmærksomhed og hjælp. Bare op og videre og når der senere skal ryddes op efter skolens klippe-klistre-dag, så kniber hun læberne sammen og deltager. Knæet bliver ikke brugt som undskyldning.
Hun er sej. Min store pige.
Bukserne kan jeg lappe. Knæet kan jeg ikke, men når hun gerne vil have taget et billede, så gør jeg det gerne.
Hos Helle så jeg et link til Yakkays nye cover til cykelhjelmen.
Og det ser helt i orden ud. Men ... når jeg så tjekker dem ud på cykelhjelmen.com ... så ser prisen noget pebret ud.
Hjelmen i sig selv koster næsten 600,- og coveret koster næsten 300,- kr. Det er 900,- kr. for en cykelhjelm og væsentlige dyrere end min trælse grå cykelhjelm fra Coop til omkring 100 kr.
Men jeg kunne være villig til at ofre de penge for at komme til at se lidt smartere ud når jeg cykler ... men der skal spares op først.
Så indtil da må jeg nøjes med den traditionelle kiksede slags, for hovedet skal beskyttes. Kikset udseende eller ej.
Formiddag med regn og resten af dagen tøvejr. Gråt i gråt.
Så havde hjemmekontoret brug for et hyggespredende løft i form af et stort tændt bloklys på det ene skrivebord.
En af pauserne i arbejdet bragte mig ned i kælderen og finde "Den røde pimpernel" af Baronesse Orczy frem fra "biblioteket" i kælderen. Jeg har læst den for en del år siden, men fik pludselig lyst til at læse den igen. Jeg tror den passer perfekt til de råkolde aftner i sofakrogen med stille musik på CD-spillen, stearinlys og en varm kop the.
Det vil jeg se frem til når roen falder på i aften. Men nu gælder det stadig lidt arbejde før arbejdsdagen er slut og det gælder aftensmaden og samvær med familien.
Det har sin charme at arbejde i hjemmekontoret og svagt i baggrunden kunne høre lillesøster synge med på "We are the champions", mens store søster og veninde fniser.
Lige efter jeg havde sagt farvel til lillesøster, der var på vej i skole.
Trods en ru hals (som en før-sengetid-Feuerstein ikke har hjulpet på) og det varsel om mulige sygedage som det medfører, så var det opløftet i sind at jeg tog mig en tur om Damhussøen her fredag morgen.
Løbeturen i går blev sprunget over, så der skulle kompenceres og det blev med skiftevis gang og løb i den tidlige morgentime. Der skal jo ikke lægges for hårdt ud når morgendagen byder på 5,5 km.
Og det var godt at det var en tur med intervalløb, for jeg var simpelthen nød til at stoppe op og nyde udsigten. Solen der lå gemt bag nogle store skygger langt ude i horisonten, men gyldne stråler og lys varslede dens komme over skyerne.
Det var med en opløftet følelse, der mærkes fysisk som en løftende fornemmelse i brystkassen og man bliver nød til at trække vejret dybt ind og nyde at skellettet giver sig. Udvide og at der fyldes luft i systemet, hvorefter det ubesværet åndes ud igen.
Kameraet i mobilen yder slet ikke udsigten retfærdighed, men jeg tror du fornemmer det trods alt.
Dagen har været præget af min skranten, men humøret har holdt. Eftermiddagen har budt på hagl, sne og et besynerligt lys når snebyger blandes med solen.
Da der manglede brød i skabet, så blev der bagt brød og boller. Nogle med nødder, nogle med sesamfrø og andre med lavendel på toppen. Friskbagte boller med koldt smør ... jeg spiste alt for meget.
Jeg har passet på mig selv og tog en eftermiddagslur.
Aftenhyggen med familien er overstået og nu bruger jeg lidt tid på at samle op på forskellige opgaver - fritid som arbejde. Uden for vinduet sneer det. Inde er det lunt og resten af familien hygger i stuen.
Det der fyldte mig i morges da jeg stoppede og sugede udsigten til mig er der endnu. Noget af følelsen er taknmelighed.
Sidste vinter når jeg gik morgenture var det med en helt anden stemning. I denne uge er blevet mindet om at jeg har flyttet mig, at der er sket meget, at noget af det gode gamle er ved at vende tilbage, men også at noget nyt er lært og derigennem en anden styrke dukket frem.
Jeg håber stadig at jeg slipper for sygedagene, men hvis ikke ... så hul i det. Det er livet og det er okay. Helt okay.
Efter en nat med dårlig søvn var det rart at kunne flexe den lidt. Sove lidt længere og så ikke skulle ud i vejret, men bare bevæge sig ind i kontoret.
Dagen byder på læsning af en studiekammerats analyseafsnit fra hendes speciale og derefter viderudvikling på egne foretningsidéer.
Og så skal der skrives en mail til en i USA der skal skrive en artikel om polydactylle katte, som gerne vil have lov til at bruge et af mine billeder af Kurt ... og det er helt i orden - specielt fordi de spørger først.
Imens trommer regnen mod vinduet. Det bliver nogle druknede våde mus jeg får hjem fra skole i dag. Så frokostpausen er udskudt og bruges når pigerne komme hjem og har brug for lidt moderlig omsorg.
Indrømmet ... jeg vil gerne være den aktive deltagende forældre. Mit engagement i elevråd og lign. har fra mine teenageår givet mig et engageret væsen og da mine piger gik i børnehave og de små klasser var jeg med til det hele. Deltog i fiks børnehaven-op arrangementer, alle festligheder og møder, var forældrerepræsentant, arrangerede løb for forældre og børn på børnehaveklassens juletur ... og jeg ved ikke hvad.
Men helt ærligt ... nu er jeg så træt af skolearrangementer og i dag havde pigernes skole fundet på at der var mødepligt for både børn og forældre fra kl. 9 til 12.
Fælles morgensang i hallen og så ellers ud og være med til undervisningen i klasserne. Så jeg har været til engelsk i 6. klasse og dansk/IT i 4. klasse.
Irritation over at se et godt pædagogisk greb blive misbrugt og så er det heller ikke mere interessant at stå op i 45 minutter mens man høre Rødhætte læst på engelsk tre gange. Resten af det brokkeri jeg kan hoste op vil jeg holde for mig selv.
Puuuh. Hvis der er noget der kan tage pippet fra mig så er det sådan en omgang. Det meste af eftermiddagen var jeg helt flad og det var rart med en opfriskende tur rundt om Damhussøen og Engen. Hr. Green foreslog at vi konverterede løbeturen til en gåtur og det var ikke svært at overtale Fru Green til den konvertering ... og vi medbragte drager.
Det var skønt med en gåtur. Der blevet taget mange solnedgangsbilleder og der var en helt særlig stemning ved at flyve med drager i det blæsende tusmørke. Vi satte små cykellygter fast i dragerne.
Prikken over i'et var en god hjemmelavet pizza med et stort glas rødvin til.
Så var det strabadserende skolearrangement på god afstand igen og lørdagen var næsten ubesmittet.
Løbeturen inden aftensmaden blev noget helt særligt. På denne årstid er det næsten altid blevet mørkt når vi løber.
Men fra Rødovre-siden af Damhussøen var udsigten et helt særligt skue. Højt oppe var den runde måne og en fantastisk genspejling i søen. Hvor turen på Rødvore-siden plejer at henligge i mørke, så havde Gud tændt for den store gadelampe.
Fantastisk skue.
At kroppen så gjorde lidt modstand og tiden ikke blev så god - nå ja, det bliver opvejet at naturoplevelsen og vores to tøser fantastiske tider. De slog familierekorden. De er godt nok seje er de.
Og en god hjemmelavet suppe (lavet på høne) med porre, persillerod, gulerødder, kød- og melboller – det er ikke dårligt.
Resultatet blev så lidt for lang tid på sofaen efter at hele familien så et afsnit af Star Trek: Deep Space Nine sæson 4.
Jeg burde jo have lavet noget af fritidslivets kontorarbejde.
Men livet er ok og der skal også være tid til at slappe af. Jeg indhenter det i morgen.
Udenfor lyder der en særlig raslen i grenene. Den afslører at en kat er drattet ned og ganske rigtig. Ud af øjenkrogen når jeg at se Kurt lande på en trækasse og kigge op. I naboens pæretræ sidder den lille kongefugl og hoverer. Sådan ser det ud. "Du fangede mig ikke" forestiller jeg mig dens fløjt og den hopper fra gren til gren i de tyndeste grene i træets top. Kurt sidder og kigger længselsfuldt op. Et øjeblik efter er han væk. Gad vide om ham tager udfordringen op igen? Jeg bliver nød til at lukke kontorvinduet nu, så jeg vil ikke på samme måde følge med i hans jagt efter bytte.
Det kan også være det samme. Han skal ikke komme med sin fangst, mens hr. Green har møde med en kunde ... heldigvis er døren til kælderen lukket, så det sker heldigvis ikke.
Det er nu et luksus krydderi på arbejdsdagen i kontoret: At kunne nyde sin have og kattenes gøren og laden ... og nu tilbage til arbejdet.
- o 0 o -
Tak til Gitte for at dele et link der udvidede mit html-kode arsenal. Klik hen til Gitte hvis du vil finde linket.
Gårsdagens løbetur blev konverteret til en gåtur. Pigerne, som også er med ude at løbe, kunne nemt overtales til at vi gik i stedet for at løbe.
Der er noget fascinerende over at være ude i overgangen mellem lys og mørke og turen begyndte i det tiltagende tusmørke og sluttede da mørket helt havde bredt sig over aftenen.
Da turen begyndte kunne vi lige nøjagtig nå at opleve de flotte farvenuancer og spil mellem lys og mørke som himlen så flot viste frem.
Jeg bryder mig ikke om det. Jeg er tæt på at sige at jeg hader det.
Jeg taler om at købe fodtøj til pigerne.
Pigerne interesserer sig ikke særlig meget for det og vil bare have det overstået.
Jeg vil gerne have det overstået, men jeg går op i det. Det skal jo være noget der kan holde sæsonen ud. Noget der ikke er for dyrt. Noget der bare lidt smart, men også praktisk.
Storesøster viser mindst interesse. Hun oser langt væk af at hun er skide lige glad. "Mor, jeg går ikke op i hvordan jeg ser ud," siger hun, men jeg tænker: "Hun lyder som sin mormor ... og lidt betyder det alligevel.
Lillesøster har en mening, men er på den anden side også svær. For hun er villig til at sige at at par støvler passer, hvis hun får at vide at de ikke fås nummeret større. Samtidig kommenteres alt der føles anderledes end de udtrådte kondisko. Så man er virkelig nød til at tjekke efter, hvis man vil være sikker på at man får noget der vitterlig passer med hjem.
Storesøster købte jeg lette vinterstøvler til for en måned siden. Lillesøsters støvleindkøb blev klaret i dag.
Pyyyyyyh. Det er ikke blevet nemmere med alderen. Da de var små var det et mareridt fordi den ene unge drønede af, mens den anden prøvede og belært af den oplevelse forgik resten af skoprøvningen med en hånd og den anden i et fast greb om søsters vridende utålmodige lille varme hånd.
Hver alder sin udfordring. Men nu går der vel et halvt års tid før vi skal til den igen.
... og for 300 kr. fik vi to par støvler. Det ene et par Ecco til 99,-. Det andet et par praktiske forede gummistøvler. Så skal man da vist være tilfreds. Lillesøster er i hvert fald tilfreds.
Spiren har fået store knopper nu og der er ikke længe til den blomstre. Nu tror jeg på det lykkes og det er rart med sådan et lyspunkt i vindueskarmen, når vejret udenfor bebuder novembers snarlige komme med sin blanding af fugt, kulde og mere mørke.
Der arbejdes på at komme tilbage til det sted hvor der sagtens kan knokles på i nogle timer, men samtidig kan der slappes af når der er tid til det. Den rette balance skal genfindes.
Tvang mig selv til en dag hvor der ikke skulle laves noget i kontoret og fandt mig trissende hvileløst rundt i resten af huset.
Der skal åndes ud og åndes ind. Træk vejret i et roligt tempo. Sænk skuldrene. Slap af. Lav noget fordi du har lyst og ikke fordi du skal.
Det er så længe siden at jeg har kunne sidde om aftenen og ikke have noget jeg kunne føle dårlig samvittighed over ikke at lave. Det skal jeg lige lære igen.
Det terapeutiske håndarbejde er genoptaget. Selvom jeg har både et påbegyndt sjal og 2 tørklæder liggende i kurven, så er jeg begyndt på noget nyt. En lille let strikkeopgave i form af en djævlehue, da en gave til et par i bekendskabskredsen vist er på sin plads.
Og så skal der tænkes ... hvordan skal jeg forme den fremtid der ligger åben foran mig. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg mulighed for?
En tilfældighed ... måske. En lille stille symbolsk opmuntring ... det kan det også være.
I marts 2006 skrev jeg indlægget: "Vi vil have vores orkideer til at blomstre igen". Therese og Ella havde også nogle orkideer og vi nærede det fælles ønske at se dem blomstre igen og jeg viste min frem. Det var en orkide jeg havde fået i gave i november 2005, hvor den blomstrede med fine gule blomster.
Der er forskellige meninger om hvorvidt blomsterstænglen skal klippes helt væk når den har blomstret og jeg havde faktisk opgivet og se min første orkide blomstre igen. Jeg troede at jeg havde gjort noget forkert.
Tålmodigheden var ikke stor. En anden orkide er blevet købt. Den har blomstret flere gange siden med pink blomster, men ikke min første orkide med gule blomster. Den er forblevet grøn og uden blomsterstængler.
I går opdagede jeg pludselig at noget var anderledes på min gamle orkide. Den står i kontorets vindueskarm sammen med svigermors skarpe tunge, den "nye" prangende pinke orkide og duftranken. Men det var min gamle grønne orkide jeg lagde mærke til. Der spirer nemlig en blomsterstængel frem. Den er lille og virker lidt sart, men den er der
En lille og måske ubetydelig hverdagsdetalje. For mig en hilsen.
Tålmodighed. Tålmodighed. Tålmodighed. Der kan spire noget frem igen ... og med tiden vil spiren blomstre. Tro nu på det ... og husk tålmodigheden.
Netop marts 2006, for to år siden, og tiden frem til nu har en særlig historie for mig. Den har på mange måder været særlig tung. Oplevede endnu en gang hvor hårdt livet kan ramme og hvor uretfærdigt det kan føles, hvor bitter man kan blive ... og denne gang modsat andre gange var det svært at rejse sig op efter at være blevet ramt.
Nu spire orkideen for første gang siden marts 2006. Mon jeg skal lægge noget i det?
Kl. 20.15: Fru Green spiste ikke så meget aftensmad og har lyst til noget mere. Hun overvejer at koge æg og lave en lækker æggemad, men ender med at lave en portion havregrød med æblestykker.
Det bliver spist ved computeren.
Kl. 22.05: Fru Green er tilbage ved computeren efter at have holdt pause til et afsnit af "Heroes".
Efter 5 minutter springer hun op af stolen og er på vej ud af kontoret. "Jeg har glemt at jeg satte æg over på komfuret ..."
Men nej, det gjorde jeg jo slet ikke. Jeg overvejede det kun. Og gryden fra havregrøden er taget af blusset og er blevet vasket.
Der er noget der hedder malerhjerne. Mon også der er noget der hedder specialeskrivningshjerne?
Så blev der bestilt antikvariske bøger igen og postbudet i sit røde regntøj stod med hele tre bogpakker i dag. Om det var den silende regns skyld vides ikke, men han bemærkede - i et tonefald jeg opfattede en anelse klagende - at vi ofte skulle have leveret pakker.
Og jo vi får da jævnligt leveret bøger eller andet brugt kram med posten. Lidt specialerelevant litteratur og andet godt retoriklitteratur var hvad pakkerne gemte denne gang.
Jeg er imponeret over den hurtige ekspeditionstid som de fleste antikvariater har og det er en af mine små trivielle hverdagsglæder at internettet har gjort det muligt at finde brugte bøger i antikvariater fra hele landet og bestille dem ... selvom det ville have været hyggeligt at gå rundt mellem reolerne selv.
Denne gang leverede både Pilegaards og Thurs Antikvariat som altid hurtigt, men jeg prøvede også et nyt sted, der kan føjes til antikvariater jeg vil anbefale. Det var Kaj Svendsens antikvariat. Så endnu et antikvariat er tilføjet i højre spalte.
Regnvejret inviterer til indendørs fordybelse, men det er løbedag og vejret skal ikke være en hindring for at gennemføre de 5,5 kilometer. Vi har jo håndklæder at tørre os i når vi kommer hjem igen.
Pigernes skole er ved at blive bygget om – langt om længe også den aldeles uinteressante skolegård absolut uden motiverende legemuligheder.
Desværre betyder det at mens gården skal bygges færdig, så skal deres klassetrin være indendøre i samtlige frikvarterer. Altså ingen udendørsaktivitet i 3 måneder.
Det fortalte lillesøster til hr. Green og kommenterede det med ordene: "Jeg bliver et blegt barn".
Den ene går og den anden begyndte at cykle kort før sommerferien. Og det på trods af at der er et farligt kryds og længere til skolen end de fleste af klassekammeraterne har.
Siden pigerne begyndte i skole har vi gået. De første par år fulgte vi dem til skole - på gåben. Sidenhen bare over det farlige kryds og nu går de selv.
Det var ikke helt nemt at lade storesøster cykle til skole og kravet er at hun skal trække over i det store modbydelige fem-armede kryds ved Damhussøen.
Det kan tælles på 1 hånd de gange pigerne bliver kørt til skole på et helt skoleår. Det er virkelig ekstraordinært - regnvejr er ikke grund nok.
I gennem de første år blev vi mindet om hvor mange der bliver kørt og ikke er vant til at gå. Når hele klassens pigeflok skulle gå hjem efter skole til fødselsdagsfejring, så var der mange, der næsten ikke kunne klare den 25 minutter lange gå-tur. De stønnde og klagede. "Skal du virkelig gå så langt hver dag?" blev der ofte spurgt.
Vores piger er vant til at gå og klarer snildt en lang tur og der er ikke problemer med at gå hjem fra en kammerat, der bor et stykke væk. Hvilket jeg har oplevet forundre nogle forældre. (Kan du høre knirkelydene fra glorien der pudses?)
De første år hvor vi fulgte pigerne til skole, så kunne vi bande over selvtilstrækkelige forældre, der smed bilen ved standsning forbudt - lige ud for skole, så de kunne følge deres lille øjesten ind på skolen. Imens kunne alle de børn, der kom på cykel blive tvunget endnu længere ud på kørebanen, for at komme uden om bilen. Børnene der kom på gåben kunne have svært ved at krydse vejen ved skolen, for overblikket var forsvundet. Der holdt jo farmands store lokum af en håndværker bil og tog udsynet.
Af og til har jeg overvejet at filme de sidste 10 minutter inden det ringer ind ved skolen for at vise det kaos, der nogle gange udspiller sig. Men det vil være for meget offentlig gabestok til min smag.
I går, da jeg var nede og sige go'nat, da sukkede lillesøster: "Jeg glæder mig virkelig til du er færdig med specialet mor."
"Det gør jeg også, lille skat."
Jeg undslår mig vist ret ofte med specialet og der er meget jeg skal huske at have tid til når det er færdig.
– At læse højt for lillesøster ved sengetid – at have mere tid til hyggesnak når vi siger go'nat – at give mig rigtig god tid til at se den film hun har lavet i Sims 2
... og alle de andre ting hvor specialet har fået skylden for det manglende overskud til at være nærværende, tilstede og deltagende.
Lillesøster sidder og nyder at det endelig er lykkedes. Lykkedes at overtale. At få hjælp med at sy noget dukketøj til en af Bratz-dukkerne.
Hun spurgte mig i går. Jeg sagde: "Nej, jeg har ikke overskud, Skat. Specialet."
Men så spurgte jeg hende hvorfor hun ikke spurgte sin far. "Han kan vel også sy."
Og det kan han godt og hans gode faderhjerte løb af med ham og her til eftermiddag sad han og syede en strandkjole til Bratz-dukken. Selv da tøsen smuttede, fordi det tog for lang tid til hendes tålmodighed, så sad han troligt med nål og tråd og syede.
Lige nu har han kastet sig over det gamle sammenklappelige havebord fra Gamle Moster. Det trænger til at blive slibet og få et par skruer. Det burde være mig der fiksede det, for det er mig der skal have det med på en campingtur med pigerne.
Han er nu en dejlig mangesidet herre. Ham hr. Green.
Der skal arbejdes både lørdag og søndag. Lørdagens arbejde skal kompensere for en off-dag i går og søndagens arbejde skal kompensere for at jeg i næste uge skal en tur til Sverige.
Lidt forkølelse sendte mig til tælling i går. Trætheden fik overtaget og der blev hvilet en del. I går endte i øvrigt ganske rødt med at vi så "Sweeney Todd" .
Men i dag. Inden jeg begynder på arbejdet har jeg lavet en ny liste. Se jeg jeg er nemlig nået til det punkt hvor jeg finder en masse opgaver meget mere hyggelige end at lave studieting og det nytter bare ikke.
Så for at få det ud af tankerne har jeg lavet en håndskrevet liste over hyggeopgaver som jeg først må lave når specialet er færdigt og afleveret.
Male lågene på mine syltetøjsglas, der nu bruges til at opbevare the. (Lågene skal males ens, med en Madam Blå blå).
Male spisestuen (kræver også at jeg får overbevist hr. Green)
Slibe spisebord og male det. (Kræver vist også at jeg får overbevist hr. Green)
Sætte havemøbler i stand (måske skal det vente til næste sommer?)
Få sat de sidste knager op i entreen.
Ordne "biblioteket" (pulterrummet , trænger til at blive ryddet lidt op igen)
Læse alle de dejlige fagbøger jeg har købt igennem de sidste par år - ikke fordi de stod på pensum, men fordi jeg har lyst til at læse dem.
Bygge et skur til cykler og haveredskaber (kræver også lidt flere penge på kontoen)
Men jeg tror lige jeg begynder med at lave en portion havregrød med æblestykker til lillesøster og mig. Det er favorit morgenmaden for tiden ... og så bliver der også en pause, hvor vi skal ud at løbe lørdagens faste løbetur.
Livet er andet end specialet ... HA! Hvem prøver jeg at narre?
Det har været en rar sommer-hverdags-aften. Det er det faktisk stadig, mens dette indlæg skrives.
Eftermiddagens arbejde blev rundet af. Der var en masse småting ud over specialet, så jeg endte med at blive hjemme. Spare transporttiden og bruge den på at få ordnet alle de små detaljer, der skulle samles op på.
Da dagen var rundet af, så blev løbet tøjet og skoene trukket på og i dag var det en dejlig behagelig temperatur at løbe i. Over os var en blanding af sol og en stor tung truende sky, men det blev ved enkelte dryp.
At slimhinderne i halsen så reagerede voldsomt på løbeturens vejrtrækning er en helt anden historie. Men jeg løb. Det gjorde jeg virkelig. Og så lignede en kogt krebs i hovedet ... men det opdagede jeg heldigvis først da jeg kom hjem og så mig i spejlet. Så hårdt føltes det heller ikke.
Efter aftensmad bestående af rester og spejlæg, så tog vi på indkøb.
På indkøbsturen købte vi endnu et springvand drevet af solceller i Netto. Det første blev købt i sidste uge og står i "søen" ude i haven.
Det springvand vi købte i dag brugte hr. Green og jeg aftenen på at rigge til. Den lille pumpe med springvandet blev placeret i en gammel zinkbalje med sorte granitskærver i bunden og forskellige strandfund oven på. Nu står det og risler og blinker, så det er fryd for både ører og øjne.
I det fjerne buldre lidt torden og solen er næsten forsvundet. Himlen præges af store tunge skyer, som ser bristefærdige ud, men foreløbig holder de på vandet.
En kop varm the lindre halsen, hvor dagens løbetur stadig kan mærkes. Jeg tænker om det er godt eller skidt. Gad vide om det godt fordi man ved den heftige vejrtrækning for løsnet en masse af det sygdomssnask, der bare sidder ... hmmm. Der er et hul i min stemmebrugsviden. Mon det står i en af de mange bøger i reolen?
Nå, men tilbage til den rare sommer-hverdags-aften. Det hele har været rart, roligt og afslappende. Trivielt på den gode måde. Lige det jeg havde brug for.
Snøfteriet er blevet overtaget af hoste, så jeg er blevet hjemme fra specialekontoret i dag ... af hensyn til de andre.
I formiddag blev det til et glas med smoothie lavet af 250 g. cheasy vanilleyougurt, 10 friske blade citronmelisse, 6 frosne jordbær, 4 isterninger og 2 spsk. havregryn.
Det er et særligt frisk og anderledes pift over sådan et glas når man kan tilføre citronmelissen fra egen have. Endelig har jeg fundet noget at bruge den til.
Mens en artikel om "Rytmens lyd og betydning i tekstanalysen" blev læst, så blev smoothien fortærret og suppleret med en kop halslindrende the med honning og ekstra timian i.
De store porcelænskopper med hindbærudsmykning og guldkant er blevet fundet frem fra skabene i kælderen hvor forskelligt overskud og arvestykker er gemt væk. Fra tid til anden stilles et stel eller sæt kopper i kælderen for at give plads til et andet, der tages frem.
Uden for skifter vejret hele tiden mellem sol og byger. Blæsten er dog jævnt kraftig hele tiden og det er godt at pavillion på terrassen er tøjret omhyggeligt.
Så jeg kan faktisk glæde mig over regnen. Haven trænger helt bestemt og jeg kan sidde inde og kigge ud – helt uden på noget tidspunkt at skulle kæmpe mig gennem vind og regn på cyklen.
Jo, jeg er vist ved at komme i omdrejninger igen.
Nu venter Morse Peckhams "Man's Rage For Chaos" og noget mere af Hermogenes og venter på skrivebordet.
Nu er jeg da oppe igen. Har det bestemt bedre end i går, men på toppen er jeg ikke.
Det er den fase efter en omgang feber, hvor sveden pibler frem ved den mindste form for anstrengelse. Men et forfriskende brusebad, en indkøbstur og lidt mad trods manglende appetit, så går det den rigtige vej. Og tirsdagens faste løbetur bliver konverteret til en rolig gåtur.
Jeg håber at kunne samle mig om specialelitteraturen nogle timer her i eftermiddag og så kunne køre på fuld kraft i morgen.
Situationens begyndelse Et af formiddagens ærinder førte mig til Rødovre Centrum og jeg skulle havet noget i en Coop-forretning, så jeg måtte en tur i Kvickly.
Der var to kasser åbne og der var da lidt kø (4-5 mennesker) i begge køer.
Der blev allerede på dette tidspunkt spurgt efter åbning af flere kasser og svaret var at der desværre var meget sygdom i dag, så de kunne ikke åbne flere.
Nu var det sådan at der i begge kasser opstod problemer. Den ene kasse havde problemer med stregkodelæsningen og i den anden kasse brokkede en herre sig højlydt over en difference mellem det han skulle give og det der havde stået på skiltet.
Den perfekt ældre dame med hidsigt grønne briller Og det var med dette udgangspunkt at jeg ankom til scenariet og blev nr. 5 eller 6 i den venstre kassekø. Flere kom til og nu begyndte brokkeriet.
En ældre dame med perfekt stylet hår og moderigtige briller i hidsig grøn farve ankommer og stiller sig bag mig. Hun udbryder med det samme: "Sikke en kø. Kan vi ikke få åbnet en kasse mere?" Samme svar som sidst.
Der går ikke et minut før hun så siger: "Ja, det gør jo ikke at man kommer tilbage en anden gang", sagde hun meget højt og nogle få andre damer nikker eller svarer bekræftende. Jeg holder min mund.
Den ene kassedame må spørge den anden om hjælp nu. Og derefter prøver nr. 2 kassedame (hende fra min kø) at ringe efter kasseassistance.
Det lykkedes at skaffe en og efter lidt tid dukkede hun op ... og se her skete det pudsige og dét jeg vil brokke mig over.
Ynkeligt De mest højrystede og skræppende kvindfolk, der stod bagest i køen var de første til at fare frem og spørge igen og igen: "Åbner du denne kasse?" "Åbner du denne kasse ... er det her du åbner?", mens den nytilkomne kassedame prøve at gøre klar. Og de to af kvindfolkene – begge fra rækkernes slutning – altså dem der var kommet sidst til og havde ventet kortest tid – havde så travlt med at mase sig frem at de var ved at blive uenige om hvem der var kommet først til plads nr. 2 i den nye kø.
Suk. Det er sådan noget jeg finder ynkeligt.
Jeg blev stående. Tålmodigt. Der kom jo gang i alle kassekøerne igen og så smilede jeg til kassedamen. "Ha' en go' dag", sagde hun og jeg svarede pænt: "Det samme til dig" og var imponeret over at hun stadig kunne være høflig og flink.
Vejret byder at aftenhyggen er rykket ud på terrassen under pavillionen. Her giver pavillionens sider læ, eftervarmen fra gløderne i grillen giver lidt ekstra varme og olielamperne er tændt og giver lys og hygge.
Lillesøster sad der lidt, men ellers nyder jeg aftenens stilhed alene. Resten af familien ser fjernsyn i stuen.
Jeg prøver at samle tankerne og læser lidt om oplæsning og hermeneutik.
Det er helt i orden og sådan en stund man skal holde fast i. Nyde. Tage til sig. Gemme og finde flere af i fremtiden.
Stunden bliver som jeg pakket ind i et lunt tæppe.
Det er fredag og svømmedag. Tøserne skal samles op efter skole og så skal vi i svømmehallen.
Fru Green: Skal jeg samle jer op hvor vi plejer eller er det bedre på den anden side af skolen?
Lillesøster: Der hvor vi plejer ... vi gør selvfølgelig som du vil ha' det, Mor.
Øøøøh, tak skal du ha'. Det lyder som om jeg er en værre tyran af mor. Så kan jeg tygge på den, mens pigern er på vej til skole og jeg prøver at tage mig sammen til at få det trætte legeme i gang.
På den ene side så kunne man godt brokke sig over at når nu solen skinner og temperaturen er rimelig høj, hvorfor skal det så blæse så koldt?
På den anden side så er der virkelig turbo på lufttørringen af vasketøjet – og det er en fordel når ældstes fodboldtøj skal være tørt i eftermiddag og yngste skal have tøj klar til rygsæk-pakningen i aften.
Og jeg skal vel egentlig også være glad for at solen skinner. Der er andre steder i landet hvor der er lovet regn og gråvejr.
- o 0 o -
Kl. 16.15: Nu er der ikke bare turbo på lufttørringen. Nu er noget af tøjet strøet rundt i haven. Måske skulle jeg tage det som tegn på at tøjet er tørt og skal tages ned?!
Det gør jeg virkelig. Så det var skønt at sætte den op i går og nyde forårssolen på en lun eftermiddag.
Lørdag blev altså den første dag i 2008 med hængekøje og den første dag, hvor der blev tørret tøj udendørs.
I dag, søndag, stod jeg tidligt op og vaskede gulvet på terrassen. Som jeg kom omkring på vores store træterrasse, så blev der også ryddet op og snart kunne vi nyde morgenmaden i formiddagssolen. Med en trøje på var det ganske behageligt og senere kunne der læses specialelitteratur iført korte ærmer og opsmøgede bukser. Solen fik lov at give de vinterblege arme og skinneben sin første farve.
Der blev også tid til at læse i hængekøjen ... og tage en lille lur mellem to kapitler.
Nok var terrassevaskningen hen ad en overspringshandling, men jeg har været fornuftig og fået læst en del i dag. Nu er kunsten så at skrive noget også. I sådan en specialeproces ender man nemt med at læse og læse, men ikke komme i gang med skrivningen og det er vigtigt at skrive sideløbende med læsningen ... det ved jeg godt (og anbefaler andre) ... så det råd må jeg hellere følge selv.
En af aftensyslerne i denne uge har været at få en prædiken komponeret. Jeg skal tale i kirken på søndag, så der skal jo forberedes noget.
Jeg begyndte skam i sidste uge, men emnet for prædiken har voldt mig en del kvaler. Der er ikke som i folkekirken krav til at følge en bestemt tekstrække og det tage noget tid at vælge det rigtige tema, når man har frit valg.
Jeg kan godt have det lidt svært med at sige jeg skal prædike, for det er jo egentlig præsterne, der har den opgave og da jeg har respekt for håndværk, så er der også en respekt for det håndværk som præsterne har lært ... om end det som alle håndværk kan gøre mere eller mindre flot ... og nogle præster kunne jeg godt tænke mig at få lov at vejlede lidt ... men det er høre vist til i et helt andet blogindlæg.
Søndagens opgave må jo helst ikke stjæle opmærksomhed fra specialet, så jeg har holdt mig strengt til at jeg kun at arbejde på søndagens tale om aftenen – og den disciplin har jeg holdt ganske godt (klap på skulderen til mig selv).
Det er vers fra Efeserbrevet, der bliver udgangspunktet – faktisk 3 forskellige vers – som bliver knyttet sammen til et bånd.
Det giver en udfordring at versene i udgangspunkt virker meget forskellige i indhold, så kunsten i opbygningen bliver at kunne springe mellem de tre tråde og efterhånden få dem knyttet sammen, så de giver mening sammen – for andre end mig selv.
Jeg skal være færdig i aften, hvis jeg skal holde fast i min retoriske lærdom og have tid til memoriafasen inden actio på søndag.
... og så kunne jeg ikke dy mig for lige at knytte lidt her til aften. Sådan rigtig knytning. Det må da give lidt til taleskrivningen at jeg har siddet med rigtige tråde mellem fingrene og knyttet en fin nøglering?!
- o 0 o -
Udgangspunktet bliver Ef. 3, 12-21, der bortset fra vers 12 også er udgangspunktet for Kierkegaards 3. tale i "Tre opbyggelige taler" fra 1843. Så lidt specialearbejde er det næsten ... ;-)
Pigerne har været i bad, tjekket skoletasker og er klar til at lukke påskeferien ned med nattens søvn. Gad vide hvorfor hr. Green spiller Pink Floyds nummer med teksten "We don't need no education ..." for dem ...? Han skal være glad for at det ikke er ham, der skal op med tøserne i morgen tidlig. ;-)
Jeg har lagt de kommende hverdage i rimelige faste rammer. Der er styr på hvornår der skal arbejdes, hvornår der er specialeseminar og jeg skal mødes med min holde-hinanden-til-ilden-makker og næsten også hvad der skal arbejdes med hvornår. Der skal klemmes en effektiv arbejdsindsats ud af de 4 hverdage i denne uge.
I kalenderen står at næste weekend skal holdes fri. Der skal være tomme pladser i kalenderen. Det understregede en kær studieveninde en gang og jeg tænker på det hver gang jeg går kalenderen igennem og sirligt skriver "holdes fri" hen over en weekend. Ja, hun truede mig med at hvis jeg ikke sørgede for det, så ville hun rive nogle sider ud af kalenderen og det var til at forstå. Jeg har fulgt hendes opfordring siden.
Vaskemaskinen er blevet fyldt tre gange og skal tømmes for sidste gang i dag.
Kurt sover i kurven ved siden af radiatoren på kontorgulvet. Det er blevet en af de foretrukne pladser og han og brormand er næsten tilgivet for deres tisseri ... hvis de altså holder sig fra de rengjorte og pepermyntesprayede hjørner. Ind til videre virker det.
Ud over Doris Day generelt, så har hittet de sidste par dage været Matthew Wilders lalleglade "Break my stride". Barndom og teenageår i 80'erne fornægter sig ikke og jeg kan huske at den blev spillet ofte fra kassettebåndet som jeg optog musik fra radioen på. Nogle af dansernes bevægelser i denne udgave minder mig i øvrigt om denne Daft Punk video.
En søndagsagtig mandag er snart slut og jeg vil favne hverdagen i al sin mangefarvede trivialitet.
Når man har unger der hyppigt er syge, så kan det være en udfordring at få taget temperaturen ofte nok så lægen har de oplysninger han/hun har brug for.
Da tøserne var små købte jeg troligt et øretermometer, men jeg fik det aldrig til at fungere. Så det er opgivet og smidt ud for længst.
Tilbage har der været onde mor Green med det fæle termometer til numsen. Ikke just populært og ikke befordrende for hyppig temperaturtagning.
Derfor fik jeg dette råd hos lægen i dag: Tag temperaturen i munden ... med et nyt digitalt termometer, altså ... Fru Green skal jo nødig anklages for at det smager lidt brunt og ... tilbage til det gode råd ... Man må ikke have drukket, spist eller talt i 5 minutter før temperaturtagningen... det kan jo være en udfordring for flere her i huset ... og så lægger man en halv grad til det termometeret siger.
Og med lægens velsignelse går vi over til det. For faktisk gemte toiletskabet på et helt nyt og ubrugt digitaltermometer. Indlægsedlen viser også hvor under tungen at termometeret skal placeres.
Jep, det er vist løsningen på det problem fremover ... men det kunne nu være rart om tøserne snart begge to var raske på en gang ... og blev ved med at være det ... så der slet ikke var brug for at finde javertussen frem.
Ja, jeg hentyder ikke til specialeemne. Det er på plads. I store træk i hvert fald. Det er kun analysearbejdet, der kan ændre lidt på vinklen.
Jeg hentyder til bloggen for jeg er i en periode hvor tankerne ikke strømmer ud af fingrene på samme måde som de plejer. Hvad er der jeg har lyst til at skrive om ... ikke rigtig noget.
Jeg kan selvfølgelig nævne at ...
Tre dage i denne uge er næsten gået. Alle tre dage har budt på nakkespændinger og hovedpine fra om eftermiddagen og hen på aftenen. Til aften kan jeg mærke det bestemte punkt oppe øverst på ryggen hvor det gør ondt. Det er ved at være mange måneder siden jeg har haft problemer med ryg/nakke. Fyssen skal vist have lov at trykke de rigtige steder for jeg kan ikke få det til at holde op selv.
Lillesøster blev rask med udgangen af sidste uge efter en omgang akut bronkitis (som doktordamen kaldte det) og selvfølgelig er storesøster begyndt at blive syg nu. De bliver syge på skift her i den sidste del af vinteren. Suk.
Specialet skrider langsomt frem, men frem skrider det da. Nu er det lykkedes at få en aftale med min vejleder i næste uge, og så er der en lille deadline at arbejde efter. Der slås efter i bøgerne om stilistik og jeg har taget farvekoderne til mig i mit analyse arbejde. Gentagelsesfigurer og antiteser. Her er begynder exordium og her slutter det.
Jeg indrømmede over for en jeg talte med om specialet og hele processen med at få det skrevet at jeg faktisk ikke gider skrive det. Jeg gider faktisk ikke skrive speciale. Jeg vil hellere i gang med det der ligger efter. De drømme og ambitioner jeg har for mit arbejdsliv.
Hun spurgte det farlige spørgsmål: "Er der nogen der siger at du skal lave det?"
... og nej, det er der jo ikke. Ret beset kunne jeg sagtens begynde på arbejdslivet uden specialet er færdig. Så stor en forskel gør det nok ikke.
Men ... det gør alligevel en forskel for mig. Det er det eneste jeg mangler for at få et papir på de år jeg har brugt på universitetet.
Og for min egen mentale tilstands skyld ... mit selvværd ... så skal jeg vise mig selv at det kan jeg da sagtens. Skide 80 sider. Se at få dem overstået, tøs.
Så den mentale øvelse er: Hold så op med at pive – brug energien på at skrive!
Og nu kalder den virkelig verden. Lillesøster har brug for hjælp med noget dansk. Vi skal lige tale om teksten i "Jens Vejmand" og hvad tingene betyder.
Vinterferien er definitivt "off" nu, men jeg føler mig mere "on". Det hjælper nemlig på arbejdsindsatsen at det er blevet hverdag igen. Der er fuldstændig fred i formiddags- og frokosttimerne og der er ikke en indre moderlig stemme der synes at jeg skal bidrage til feriehyggen ... den er jo forbi.
Andre steder i blogland kan jeg se at det der er slut for os er begyndt for andre.
For os er der så blot 4 uger til næste ferie. Så er det nemlig blevet tid til påskeferien.
... jeg må se at få knoklet igennem de næste par uger.
Uge 7 er ungernes vinterferie. Hr. Green holder også ferie det meste af tiden. Jeg er sådan mest vinterferie off og alligevel on ind imellem.
"Vinterferie on. Vinterferie off. Vinterferie on. Vinterferie off ... was on, wax off"
Og så har jeg genoptaget en af mine små fornøjelser her livet. At købe bøger antikvarisk. I sidste uge var det en nyere bog om at give og modtage kritik, som jeg selv hentede hos Hoffmanns Antikvariat på Gl. Kongevej. Typisk antikvariat med bøger fra gulv til loft. Ja, der var så mange bøger at de stod i stabler på gulvet. Skulle jeg ikke tænke på indtægter og bare have et eller andet at lave, så kunne et antikvariat faktisk være et godt bud.
Nå, men i går onsdag kom en pakke så fra Bogtikken. Det var to bøger: En til specialet og en jeg var lidt nysgerrig på. Fordelen ved at købe bøger antikvarisk er at man kan købe en bog man ikke er helt sikker på fordi prisen ikke er så voldsom som hvis man købte den fra ny. Sådan var det med den ene bog denne gang.
For ja, det var spøjst nok bogen "Prioriter din tid", der faldt ned i den virtuelle indkøbskurv, da jeg købte noget Kierkegaard-litteratur. Hvorfor mon?
Hvad specialet angår har jeg fundet en der hedder "Søren Kierkegaards kommunikationsteori" af Paul Müller. Om den er relevant ved jeg endnu ikke, men nu har jeg lånt den på biblioteket, så jeg får se om det er noget.
Dagen i dag byder på en tur til min specialemakker. Det er blevet tid det ugentlige lille møde hvor vi vender hinandens arbejde, speciale indhold, snakker proces og aftaler hvad vi skal have gjort til næste gang.
Det gode vejr fordrer at jeg bruger kroppen og endten går eller cykler hen til hende og jeg har overvejet at udvide turen hjem, så jeg får lidt ekstra motion. Hvis jeg var super fornuftig pakkede jeg en termokande, siddeunderlag og bog i taske og nød en stund på en bænk et sted langs Damhusengen.
For når mødet er slut, så skal der ellers læses. Jo, jeg kan skam godt prioritere min tid uden at have læst om det i en bog ...
Pigerne sluttede hverdagene i uge 6 med at være syge og det er gledet over i at nu har de vinterferie. Heldigvis er de kommet oven på igen. De voksne på matriklen har ikke ferie, men friheden som selvstændig og specialestuderende giver nogle timer hist og her hvor vi laver noget sammen i dagtimerne i ugens løb.
Solen Det milde og solrige vejr de sidste par dage har løftet gevaldigt og forleden fik jeg helt sommeraftenstemning, da jeg gik i køkkentet og lavede mad med åbent vindue og kunne høre fuglenes aftensang. Det første arbejde i haven er også blevet gjort i denne uge og en stund i solen på trappen blev det også til.
Det solrige vejr lørdag inviterede også til at jeg løb sammen med Hr. Green og lillesøster. Det plejer jeg ikke. Vi løb zig-zag mellem alle de andre kondiløbere, hundeluftere og familier på gå-tur.
Søndagen Weekenden har ellers været dejlig rolig. Jeg har tilladt mig at læse noget andet litteratur end Kierkegaard, om Kierkegaard og hvad der hører til i kurven med specialelitteratur. På fredagens tur til antikvariatet købte jeg nemlig bogen "At give og tage imod kritik" af Guro Øiestad. Bogen er godt nok fagrelevant, men det gør den ikke mindre spændende at læse.
En hel anden af weekendens aktiviteter har været oprydning. Det er blevet tid til samle op på de dele af kælderen, der ikke blev sat i stand i efteråret. Især "værkstedet" er forsømt og trænger virkelig til systematik og oprydning. Det tager tid og vi tager det i etaper.
Sommer Efter aftensmaden blev det til et afsnit af "Sommer". Jeg finder den ikke vældig spændende og kan godt springe et afsnit over, men kan det lade sig gøre ender storesøster, Hr. Green og jeg alligevel ofte med at se den.
... og så: Specialet og kontornusseri Nu skal der samles op på spejderri og speciale. Arbejdsplanlægning og lister med gøremål klargøres nu, så jeg kan begynde ugen i morgen tidlig – frisk og målrettet ... med tid til at holde vinterferie ind imellem. Det kan lige så godt blive taget med i planerne.
Engang da cyklen stod ved KUA blev den begavet med et saddelovertræk med logo fra et bestemt morgenmadprodukt.
Det gemte jeg trods mine aversioner mod produktet og saddelovertrækket er blevet brugt af og til, da min saddel er af typen der suger regnvandet til sig ... lige indtil man sætter sig på den. Så presses det ud igen af de mange kilos vægt.
Desværre kunne det fanzy reklamesaddelovertræk ikke holde vandet væk fra min buksebag på dagens cykeltur til Hoffmanns Antikvariat på Gl. Kongevej.
Ud over at være fugtig i røven kunne jeg gå og spekulere over hvor mange af dem, der gik bag mig, som troede jeg havde pisset i bukserne.
Det er egentlig ganske hyggeligt at sidde i kontoret med en frisklavet kop Marzipan-thee i jumbokoppen, mens det blæser ude i mørket. Det lyder ikke helt så voldsomt, men jeg sidder også på læsiden.
Foran mig ligger et par timer med specialelæsning - hvis jeg skal kunne leve op til mit eget mål for denne uge, så må der lige gives et ekstra nap her i aftentimerne.
Nogle af dagtimerne er gået med at lave layout til en lejrinvitation for sommerens kommende lejr. Desværre har jeg ikke fået min gamle Pagemaker til at fungere med Vista, så det er en gammel PC, der må tages i brug, og det bevirker at fotos m.m. skal flyttes over på USB-stick og så mangler der en bestemt driver for at eksportere til pdf-format ... og der var meget galt ... skide irriterende ... og hvor var det blevet besværligt at lave det jeg blev uddannet til for 15 år siden.
Sidst på eftermiddag tog lillesøster og hr. Green ud på nr. 2 af ugens 3 faste løbe- eller gåturer. Det var en heftig tur, hvor vandet stod inde over stien fra Damhussøen og de var ved at blive væltet et par gange. Imens fik jeg købt ind og returnerede i slud og heftig blæst, der har væltet forskellige ting på terrassen.
Hr. Green er også lidt sløj, så menuen stod efter hans ønske på stærk chili con carne med masser af hvidløg i.
Storesøster har været hjemme fra skole. Hun har det skidt og prøver at være sej, men hun har virkelig været sløj her til aften.
Jeg vil jo helst have at min familie er rask og det bliver de jo også snart igen, så jeg favner det hyggelige og Kirkegaardlitteraturen et par timer endnu.
... hov, der blev teen drukket op. Jeg må lave mig endnu en stor jumbokop fuld.
Mit eget forhold til januar og februar er anstrengt. Så mange personlige kampe og smerter er knyttet til denne årstid og derfor hænger årstidens lys, lugte og stemning fast i kroppen og minder om en gang.
I år mærker jeg dog bedre lyspunkterne. Det er gråvejr i dag, men alligevel synes jeg der er en lille snert af forårets komme i luften. Ved at stå op og løbe i morgentimerne får jeg også bedre fornemmelse af hvor lyst det allerede er blevet om morgenen – og hvor hurtigt det går.
Januar har nu meget på samvittigheden ... det kunne jeg læse hos DR, da jeg varmede op til specialelæsningen.
Januar er den måned, hvor flest mennesker dør. Læser du nyheden vil du måske drage den slutning at det er julens skyld ... måske skulle vi bare droppe julen, hvis det er den der gør januar tung.
Men vi kan ikke være oppe på toppen hele tiden ... og det lysner der ude. Det gør det virkelig.
Så jeg vil fortsætte med en lille lyserød næsten irriterende glad hoppende forårskanin i mit indre på en ellers grå og flad januar dag.
- o 0 o -
Kaninen er ingen hentydning til påske, som dagligvareforretningerne allerede skamrider med påskesortimentet fremme.
Fru Greens næse løb næsten i takt med regnens silen uden for.
(Ja, undskyld hvis jeg fremkalder klamme billeder til den indre biograf, men det lå altså lige for.)
I perioder løber næsen og der nyses. Helt om til 8 nys i træk.
Jeg har det heldigivis ikke så skidt som i går aftes, hvor et lille glas Schierker Feuerstein blev brugt til at desinficere halsen, men det er alligevel lidt svært at få lavet så vældig meget.
Lillesøster har fået sig en lur under den varme dyne på sofaen efter hun og storesøster kom våde hjem fra skole. Der skal samles enerig til hun og Hr. Green skal ud at løbe.
Regnen er endelig stilnet af. Den overskyede grå himmel har fået lidt glød og jeg prøver at samle mig om Kierkegaard. Bare en times tid, så jeg har haft fat i det i dag og holder specialemoralen oppe ... bare lidt.
I aften skal der laves de sidste forberedelser og pakkes til spejderledertræffet på Houens Odde i weekenden.
I morgen består specialearbejdet på at mødes med min skrivemakker. Vi skriver hvert vores speciale, men vi mødes næsten hver uge, muntre hinanden op og giver feedback. Det er spændende at få lov at følge en andens speciale tæt på og hendes emne er også vældig spændende.
Jeg gør mig ingen illusioner om at jeg får læst ret meget i relation til specialet. Så behøver jeg heller ikke være skuffet over mig selv når dagen er omme. Resten af fredagen kommer til at være påvirket af at jeg skal til Jylland og sådan er det.
Og tiden løber, så ... jeg må hellere slippe tasteturet og gribe fat i bogen og løse "skrifttegnenes fortryllelse" fra de ord Kierkegaard har skrevet.
"Hvad er det, der lægger velsignelsen i Gavens overflod? Det er Kjerligheden." (Søren Kierkegaard, Tre opbyggelige taler, 1843)
Der har været stille om specialeskrivningen. Meget stille. Jeg har også holdt en pause fra specialet, men det var blot en juleferiepause. Pausen havde dog været så lang at jeg ikke kunne finde det vigtigste tekstmateriale for specialeemnet, da jeg i går skulle have fat i det ... og så lå bogen bare i kontorreolen oven på nogle andre bøger – men jeg fik da brugt en halv time på at lede højt og lavt efter bogen.
Erhvervsrettet og original I slutningen af novmber blev jeg faktisk meget klogere på hvad jeg skal skrive om og varslede et indlæg om emnet ... det kommer så først nu.
Processen med at finde et emne har virkelig været mit store problem. Specialeemnet skal både være en ny sten på videnskabens hus, originalt, mulig indgang til jobtilbud osv. Alt hvad du har lært gennem årene skal stå sin prøve og man kan næsten få kvælningsfornemmelser når man høre ordene selvstændig og videnskabelig.
Hvis det ikke er pres nok, så skal der skrives kontrakt og ... ja, klynke det kan jeg godt finde ud af.
Ud af håret Faktum er at jeg gerne vil være færdig og videre med mit liv. Jeg vil have dette overstået og det bliver ikke færdigt og slut så længe jeg hænger i "hvad-skal-jeg-skrive-om-og-samtidig-være-skide-erhvervsrelevant-og-original-fasen".
Så det har jeg sluppet. Jeg kan være erhvervsrettet og original når jeg har fået det her speciale ud af mit hår.
Så nu alle tanker, der kredsede om prædiken, dialogisk prædikenstil og kirkens ambivalente forhold til retorik skrottet når der tænkes specialeemnet.
Emnet ligger nemlig fast og jeg kan endelig læse den valgte litteratur målrettet.
Udgangspunktet er Søren Kierkegaard og er en analyse af hans dialogiske og modtagerhenvendte retorik i et lille udvalg af hans "opbyggelige taler".
Et speciale, der kan laves ved skrivebordet og ikke risikere at tage længere tid end forventet med undersøgelser, indsamling af materiale og lign. udfordringer, der følger med at inddrage levende mennesker i sit speciale.
Målet er at aflevere omkring marts. Der skal knokles, men det er også i orden. For mit mål er at blive færdig, komme ud af den fase i mit liv, der hedder studieliv og komme videre ... ud i den virkelige verden og forhåbentlig tjene nogle penge også.
Stopur, urtethe og skisokker Nu er stopuret fundet frem igen, der skal være disciplin omkring læsningen. Varm urthethe og skisokker sørger for den rette behagelige kropstemperatur og så må alt andet vente, mens uret tæller ned.
Og forhåbentlig dukker der guldkorn, originalitet, interessante vinkler og andet godt op mellem linierne i Kierkegaards tekster og forskellige tekster om stilistik, retorisk analyse og retorisk kritik.
"Hvad er det der gør Enfoldiges Tale til Visdom? Det er Kjerligheden." (Søren Kierkegaard, Tre opbyggelige taler, 1843).
Når vinden er kraftig og i en bestemt retning flyver der mange fly over vores hus, som skal lande i Kastrup. Vist nok fordi de bruger en anden landingsbane end ellers.
Hele dagen har lydtapetet være vindens susen og fly der flyver rimelig lavt hen over os i hyppig frekvens.
Sne er der kommet ganske lidt af, men jeg har nydt at skulle være indendøre. Turen ud efter dagens avis og post og senere ud med papaffald til storeskrald var rigelig kulde for mig.
Så jeg har nydt at sidde med bøgerne, tændte stearinlys og udsigt til det kolde – inde i varmen.
I morgen slipper jeg dog ikke for en tur ud i vejret – men jeg kan jo sørge for at klæde mig på efter chillfaktoren.
Når Fru Green sidder fordybet ved skrivebordet og når hun i en lille krog af sin bevidsthed lige har hørt manden indendøre, så bliver hun søren danse mig forskrækket når hun hører en hvinende lyd af noget der der trækkes ned ad kontorvinduet. Det første hun ser er møggreben ... Fru Green skriger ... og derefter ser hun ægtefællens store smil i hans glade ansigt.
Pigerne blev også forskrækkede over morens skrig ... og Fru Green var da nær ved at tisse i bukserne.
Det første der fløg ud af munden på hende henvendt til det glade ansigt ude i vintermørket var: "Hvad f..... laver du din idiot?"
Det var fredag og efter skoletid betyder det at de to tøser og Fru Green tager i svømmehallen.
Fru Greens tøser nyder at lege, dykke, svømme og boltre sig i legebassinet i en times tid. Fru Green forsøger at smide nogle kilo og holde sig i form ved at svømme nogle baner i det store lidt koldere bassin.
Rygsvømning Det var ved at være nogle gange siden Fru Green havde været i vandet, så hun så frem til at få rørt sig på denne måde. Der var næsten tomt i det store svømmebassin, så der var gode muligheder for også at dyrke lidt rygsvømning.
En på øjet Efter kun 4 baner - hvad der svarer til 200 meter skulle Fru Green lige trække lidt luft. Svømmebrillerne blev hevet af. Da de skulle på igen smuttede de og elastikkens kraft smækkede gummikanten på den ene brille direkte i øjet på Fru Green. Hun svømmede yderligere 2 baner, men måtte give op. Smerten i øjet var for voldsom. Lys generede. Vand generede. Øv.
Tilbage var der at sætte sig på bassinkanten i det varme legebassin og se pigernes leg og surmule over at der ikke blev svømmet mere end 300 meter denne gang. Hm ...
Star Trek Ja, der sad jeg. Ondt havde jeg af mig selv, da jeg pludselig følte mig hensat til et afsnit af Star Trek Next Generation.
En mandestemme begyndte at sige: "Må jeg bede om Deres opmærksomhed. Besked til personalet: Kode B .... Må jeg bede om Deres opmærksomhed. Besked til ... osv". Der var godt nok ikke nogle røde lamper der blinkede og der blev ikke sagt "Red alert", men det var tæt på. Det her ville nok også have været "Yellow alert".
Det var en maskine og han blev ved. Der var ingen reaktion oppe i motionscenteret, der oppe løb og roede svedende mænd og damer ufortrødent videre. Livredderdamen i den meget højbenede stol sad også roligt. Så vi forblev også rolige.
Kode B Manden blev med at give Kode B til personalet indtil der skete noget. Livredderdamen kom ned. Over en lille radio havde hun nu fået en besked. "Undskyld, I bliver nød til at gå op alle sammen."
Og op måtte vi så i badetøj. Vi fik lov at tage vores håndklæder og så blev vi sendt ud i svømmehallens café. Der var væsentlig koldere end i svømmehallen og det føltes forkert at være i badetøj på denne side af glasvæggen.
Nu kunne vi også se at der var flere brandbiler med blå blink uden for svømmehallens bygning.
Den indre biograf I min indre biograf kunne jeg se hvordan jeg blev til et kuriøst indslag i TV2-Lorry om brand i Vestbadet og hvordan jeg stod ude i kulden iført min bikini, lidt for store kødhåndtag og et vådt håndklæde, mens jeg prøvede at holde min to piger varme.
Så slemt gik det ikke. De fandt ud af at det var en røgalarm i køkkenet, der var gået i gang, så vi fik hurtigt lov at returnere til vandet igen.
Ingen uheldige billeder i TV2-Lorry denne gang.
Det var da begivenhedsrigt og tog opmærksomheden fra mit øje ... der stadig her ved midnatstid gør lidt ondt.
... mine kødhåndtag er der stadig ... de var ikke bare en del af den indre biograf. Øv.
13. december. Tour de force fra Luciaoptog til Luciaoptog.
Dagen begyndte meget tidligt, da ældste datter skulle møde 7.30 på skolen. Det er 5. klassernes tjans at gå Lucia på skolen.
Hun har ikke været meget for det, men stillede op alligevel.
Lillesøster og jeg gik så til skolen til normal tid og det blev – ud over et kig på piger (og et par drenge) i hvide kjoler, med sølvstjernebånd i håret og levende lys i hånderne – en erfaring med de logistiske og kommunikative mangler i situatioen.
3. klasse skal have gymnastik. De står ude i gården og diskutere om de skal gå ind til gymnastiksalen eller op på 2. sal, hvor et par af drengene har hørt de skal se Luciaoptaget. De vælger det logiske. Går til gymnastiksalen og venter på læren.
Her kommer en lærer (ikke end de skal have) og siger at de skal gå tilbage til deres klasselokale og møde den lærer de skal have og så gå på 2. sal inden kl. 8.15.
Tilbage over skolegården.
Inden de når helt ind bliver de mødt af en tredje lærer, der siger at de skal tilbage til gymnastik. Et par elever er dog nået at gå ind til klasselokalet og forsvinder fra gruppen, da de ikke høre beskeden i skolegården.
Forvirringen øges. Skal de stille deres tasker og overtøjet?
Til sidst kommer de op på 2. sal og her ventede jeg egentlig på et en 4. lærer. Ham drengene skulle have haft i gymnastik ville komme og skælde dem ud for at de ikke var hvor de skulle være. Det skete heldigvis ikke.
Dem der forsvandt på turen til klasselokalet dukker op og bliver bebrejdet at de har overtøj på og bliver sendt skyndsomt til omklædningslokalet med deres ting.
Jeg forstår godt at ungerne kan være forvirrede.
To trætte voksne løb i 10 minutter rundt og bad børnene rejse sig op, være stille, rejse sig op, være stille ...
Til sidst kom Luciaoptoget. En kort stund var der stille og blikkene fyldtes med genskinnet lysene.
Så fik de travlt med at komme tilbage og jeg kunne vende næsen hjem ad.
I eftermiddag er det lillesøsters tur på fritteren ... [der sukkes træt] ... det er godt at kattene ikke skal gå Lucia også.
Så er vi der næsten og det er mest princippet der afholder mig fra ... juleri og adventstid.
Dagen byder på korrekturlæsning og færdiggørelse at et nyhedsbrev til spejderlederne i MS, opsamling på den feedback jeg fik til specialeseminariet i onsdags*, lidt overvejelser omkring en jobannonce og inden jeg ser mig om, så er det tidlig fyraften og tid til at møde pigerne ved skolen, så vi kan komme i svømmehallen.
Det er ved at være 3 uger siden at vi har været afsted sidst og så er det vist passende at starte julemåneden med lidt motion og kalorieforbrænding. Kalorierne får man sikkert rigeligt af i de kommende uger.
Inden det bliver mørkt skal det sidste dagslys bruges på at sætte lyskæder op i haven. Om det bliver en eller et par stykkre på deres tilstand vise. Elektriske pærer skal der op, men det skal ikke være den amerikanske stil, der efterhånden har sneget sig ind mange steder.
Og så gælder det nogle af kasserne i kælderen. Jeg skal finde ud af hvad der skal have lov at komme frem i år. Det bliver nok for overdrevet med det hele. Der skulle jo nødig gå "Ritas jul"** i pynteriet ... og jeg må også tage hensyn til hr. Greens panderynker ... men også kun lidt.
Inden vi ser os om, så er den dag omme.
- o 0 o -
* Jeg fik et input til emnet, der gav det en anderledes drejning, men som gør opgaven mere overkommelig og mit ønske til tidsrammen mulig at nå. Ja, det er lidt kryptisk skrevet det her ... der kommer nok et uddybende specialeindlæg i løbet af weekenden.
** "Ritas jul" - hvorfor kan man ikke finde den i lyd hos DR? Det kunne være herligt at lytte til her i julemåneden. Selvfølgelig kan den læses, men Gunnar Willes egen oplæsning giver den det sidste og skønne løft.
Som hun gik hjem tænkte hun: "Du skal da bare fokusere på den følelse det giver når gåturen er næsten overstået".
Og det er da rigtigt nok ... men i dag kom hun ikke afsted. Hendes påskud for at blive hjemme var at hun ikke havde slappet af i nattesøvnen og nakken derfor gjorde mega ondt. Dagen blev startet på to piller i stedet for.
Gåturen må vente til i morgen. Ta' dig sammen, Fru Green.
Det er mørkt. Der ligger et tyndt lag sne på skraldespanden og andre flader uden for vinduet. Det har blæst i nat. Det ser koldt ud. Termometeret viser 2º C. Det kunne lige så godt messe: "Bliv hjemme, bliv hjemme".
Med det som udgangspunkt skal jeg prøve at overtale mig selv til at trække i tøj og overtøj og gå ud af døren sammen med tøserne og få gået mig en rask morgentur.
Det er lidt svært og selvom jeg fortæller mig selv at både krop og sind har godt af det, så vil krop og sind noget andet.
Selvom jeg ved af erfaring at jeg får mere ud af arbejdsdagen ved at have gået en morgentur først, så prøver jeg at fortælle mig selv at jeg kan få begyndt dagen meget tidligere ved at lade gåtur være gåtur og blive hjemme. Trangen til at gabe prøver at overbevise mig helt.
Jeg har 12 minutter til tøserne skal gå. Jeg må hellere få træningstøjet på.
Go' morgen modstand. Go' morgen dovenskab. Go' morgen modvilje ... men nææææ, nej. Jeg lytter ikke til lysten, men til ønsket og viljen.
Bliv I hjemme og put jer. Jeg putter mig i dynjakken og går en tur.
Når man sidder og ripper jule-CD'er til den eksterne harddisk er det så en overspringshandling?
Heldigivs kan Fru Green lave lidt fornuftigt imellem udskiftningen af CD'erne.
Hun er nu oppe på at have 12 timers julemusik på drevet og er kun halvvejs gennem stakken ... tsk, tsk, tsk.
Fru Green er lidt for meget på det punkt og hr. Green sukkede dybt, da hun ikke kunne styre sig og satte Acker Bilks version af White Christmas i gang.
Nu er det jo egentlig jul-forbudt i Fru Greens gemak (hr. Green ønsker sig nok at det også gælder i december), så der bliver ikke lyttet til mere julemusik. Hun nøjes med at rippe.
I stedet kan Fru Green vise et klip her i gemakket, du kan se og høre hvem Acker Bilk er i tilfælde af at du ikke skulle vide det.
Det har været en kold dag, men indendørs har der været varme.
Sofus har en varm plads på et tæppe i vindueskarmen inde i stuen, hvor solen skinner fra formiddag til hen over middag. Det er garanteret dejlig varmt. Buster holder sig til kontoret på nordsiden af huset, men kurven står lige ved siden af radiatoren, så der er også lunt ... og så er der selskab af mennesker det meste af dagen.
I nogle af læsepauserne er hænderne blevet brugt på at hækle. Det hjælper mig med at koble af. Jeg skal bare passe på at jeg ikke bliver for grebet og laver pausen for lang.
Jeg er begyndt på endnu et denne gang i en anden model end den sædvanlige firkant. Sjalet skal stykkes sammen af en masse hæklede blomster og opskriften er fra Politikens gamle "Jeg hækler".
I eftermiddag opdagede jeg at der i kurven med garn lå et påbegyndt hækletøj helt nederst. Det havde jeg helt glemt. Det er endnu et sjal. Det er allerede ret langt, men det skal være stort, så der er lige et par nøgler mere der skal hækles.
Jo, der er noget at bruge pauserne til og tankerne kan få rimelig frit løb, så det læste kan blive tygget og fordøjet.
Og så er der noget at lave mens vi ser valg i morgen aften. Og jeg har set af den lokale bager annoncerer med Valg-hveder. Jo, jo, den tradtion skal holdes i hævd.
Ud over en børnegudstjeneste, frokost, hækling og vinduespudsning, så har søndagen ikke så meget andet en afslapning at byde på. Jeg kunne sagtens finde ting fra skrivebordets bunke at tage fat på, men niks ... hviledagen bør kommes i hu.
Så det bliver afslapning i det aftagende dagslys med en kop varm the, mens afspilleren er nået til "Misty" med Errol Garner.
Om noget af aftenen så byder på lidt kontorarbejde ... det får vi se ... lige nu er det eftermiddag og nu'et skal nydes.
Samtalen rundt om bordet gik flittig her til aften.
Det begyndte med lillesøster, der fortalte om turen til frimærkemessen med frimærkeklubben på fritteren.
Hvordan det ledte til svenskeres forhold til danskere og noget historisk vides ikke, men samtalen sluttede i latter da storesøster sagde følgende:
"Og på Bornholm er der én der dræbte én med en knappenål ..."
Det fædrende ophav har rødderne på Bornholm, så vi ved alle – og det ved storesøster også godt – at det er en sølvknap og ikke en knappenål.
"Diskotek Sølvknappen" lyder også lidt bedre end "Diskotek Knappenålen" ... trods alt.
... og sådan blev det fredag aften. Weekenden er begyndt og foran os ligger en aften med fredagsslik, nyindkøbt tegnefilm og almindelig familiehygge. Det er helt i orden oven på en meget regnfuld og blæsende gråvejrs dag.
Det bliver en lidt hektisk dag og jeg prøver her fra morgenstuden at bevare roen og håber jeg griber alle boldene som dagen skrider frem.
På bordet ved siden af mig ligger en pakke. Det nåede jeg da i går.
En pakke Jeg har endelig fået købt lidt lys og sødme og fået skrevet et kort til denne dame som tak. Når man nu med hendes telefonnummer og navn kan finde hendes adresse på internettet, så skulle man da være et skarn hvis man ikke brugte den mulighed for at sende en tak – om end noget forsinket ... hmmm, jeg når vist ikke posthuset i dag ...
Opklaring på vej Pigerne er lige gået. Med hætterne trukket op over hovederne og ældste med hænderne begravet i lommerne. Det regner, men jeg kan se den lyse blå himmel ude i horisonten fra kontorvinduet, så det lysner. Opklaring på vej. Det er godt, hvis det holder tørt for alle elever fra 0. til 5. klasse skal på Københavns Rådhus og høre Livgarden.
Skrivebordsbakken med opgaver Foran i en af skrivebordet bakker venter forskellige opgaver. Mails til spejdereledere jeg samarbejder med om lejrplanlægning, telefonopkald til pianist om salmevalg på søndag, mail til sanger der skal synge salmerne ... og det var bare fritidsrelaterede opgaver.
De vigtigste opgaver denne dag har selvfølgelig med specialet at gøre. Husk det nu fru Green! Det er dit arbejde. I dag er det bl.a. så tidligt som muligt at skrive en halv til en hel side om mit specialeemne til dagens specialeseminar. Gulp (der synkes), hvad skal jeg skrive? Jeg håber presset med at få den afsted hurtigt hjælper mig på gled.
Specialeseminar I bakken med opgaver ligger også nogle printede sider fra nogle af de andre på specialeseminaret, som har sendt oplæg i bedre tid end jeg selv får det gjort. De sider skal jeg kigge igennem og notere kommentarer til. Og mens jeg skriver det, så tænker jeg på de to studieveninder, som knokler i døgndrift for at færdiggøre deres speciale inden 15. november.
Misundelses grimme fjæs dukker op i tankerne. Tænk at være så klar på sit specialeemne at man kan være rigtig i gang med at skrive ...
(Hov ... jeg må lige lukke vinduet på klem. Uden for synger en solsort, så det var en sommermorgen værdig.)
Ud af huset Når vi har rundet middagstid, så skal jeg have pakket sammen, lave en termokande the og en lille madpakke for så gælder det specialeseminariet og sidenhen eftermiddagens specialecafé på KUA. Dette specialeseminar er det to som jeg begyndte på retorikstudiet med, der skal fortælle om deres specialer. Det ene har jeg fulgt her og det andet har jeg læst om her, så det bliver spændende at høre dem begge fortælle noget mere selv.
Men inden da håber jeg på at være blevet klogere på min emnevinkel. Kan det blive til et retorisk speciale eller må jeg smide idéen og finde en anden vinkel? Det må jeg få afklaret, så jeg snart kan få den specialekontrakt i hus og få skrevet for alvor.
Specialecafé kl. 16-18 Når specialecaféen er slut, så skal jeg hurtig hjem, så yngste ikke skal være alene, mens ældste er til fodbold sammen med sin far ... pyyyyh og inden vi ser os om er dagen næsten slut og kan rundes af med et afsnit af "Heroes" på svensk TV4.
Og mens jeg har skrevet dette er det blevet rigtig dagslys. Den flotte fuglesang er forstummet og nu trækker det kun koldt ind af vinduet, så jeg vil slutte dette indlæg og få lukket vinduet.
I den mørke tid som vi er hastigt på vej ind i nu, så er lys i mange former glædespredere.
I går ankom min nyerhvervelse til "Madam Blå" samlingen. En petroleumslampe.
Nu kan den få lov at sprede hygge og petroleumsdunster i køkkenet samtidig med at den smelter ind i samlingen af andre emaljerede ting ; mest med den karakteristiske blå farve.
I dag kan dens lys give den helt rigtige stemning i tusmørket mens risengrøden snurre i gryden på gaskomfuret. Det er sæsonens første gang risengrød og den bliver nok et fast ugentligt indslag på madplanen.
... så havde jeg ikke her til morgen fundet 3-4 rådne madpakker i min datters taske.
Tøsen er et rodehovede og har egentlig brug for at man følger op på hendes skoletaske (blandt meget andet) dagligt. Det er så ikke blevet gjort ... før her til morgen, hvor overskudsånden kom over mig.
I perioder har jeg været meget opmærksom på det f.eks. hendes penalhus. Hun er kan være storforbruger af viskelæder og blyanter. Hen over en uge, hvor jeg var meget overskudsagtig, mistede hun tre styk viskelæder og flere blyanter. Og der bliver endda skrevet navn på blyanter og viskelæder .Nu
En sump af gamle madpakker har vi ikke prøvet før og det var så grelt at 2 bøger og et papir var blevet vådt af sumpen i bunden af tasken. Fy da føj. Nu er mor Green ved at redde bøgerne og der bliver lavet en afkrydsningsliste på tavlen i køkkenet. På den står at hun skal tømme tasken og pakke den igen.
Uf, det er lidt tungt at komme op når det er sort mørke 10 i 7.
Selvom lillesøster var i overstrømmende godt humør over at skulle i skole igen efter den lille ferie, så var det svært at komme ud af det den tunge og trætte følelse. Der skulle overvindelse til for ikke at opføre sig som en gryntende sur trold.
Og der skulle overvindelse til at trække i løbetøjet og følges med tøsen ned til søen, sige et varmt "farvel-og-opfør-dig-pænt" og så bevæge sig rundt om søen i kulden.
Uf, det var koldt. Uf.
Men erfaringen er at en sådan morgentur er en god investering. Som turen rundt om søen skrider frem forsvinder den tyngende fornemmelse i krop og sind. Jeg blev godt nok snydt for solopgangen denne gang, da et stort gråt skydække dækkede det nederste af horisonten mod øst. Men da jeg var næsten rundt om søen kunne jeg se solens genskin i vestlig retning og jeg kom i tanke om nogle af de ting der er værd at være taknemlig for. Så er dagen lidt lysere. Både fordi solen er stået op, men også fordi turen i den friske luft har haft effekt.
Efter et bad, en portion yougurt og min varme morgenthe så sidder jeg ved skrivebordet med listen over mandagens opgaver. Den indeholder selvfølgelig læsning af forskellige tekster og der skal skrives noget i dag. Uanset hvad ... om det så skal være en hurtigskrivning ... tastes skal der. Og det skal gøres før turen til biblioteket med bøger der skal afleveres, indkøb og andre opgaver.
Men i går blev de sidste penselstrøg lavet i storesøsters værelse. Når den sene morgenstund er slut bliver ruller, malertape, spande og pensler pakket væk og så skal der lægges gulvtæppe på.
Så skal lillesøsters værelse, der er malet færdig og har fået tæppe på, tømmes for storesøsters ting og så ... er vi færdige.
Selvom køkkenet trænger. Selvom gangen i kælderen også kunne trænge, så gider jeg ikke male i meget lang tid. Hvordan kommer malere gennem smerter i nakke og skuldre?
Og slut er det med pigernes evige skænderi om hvorvidt der må være en lampe tændt når de skal sove. For nu kan lillesøster have lampen tændt uden at genere storesøster, der helst vil falde i søvn i mørke.
Mens der er blevet skrevet lidt i kontoret, krydret med et afsnit af "F for får" (Shaun the Sheep ) fra morgen-TVs sendeflade, så har jeg også rippet nogle flere af mine CD'er til den eksterne harddisk. Den kan bruges til andet end back-up af speciale og andre vigtige filer.
Her til formiddag er det musik fra begyndelsen af 90'erne der har fundet vej til harddisken. Noget af det jeg ikke høre så tit, men som vækker glæde og giver lyst til at danse foran spejlet. Jeg har altid været danseglad.
Så blev værelse nummer 2 færdig. Det som skal være lillesøsters. Det er blevet malet og der er blevat lagt gulvtæppe på.
Men hun kan ikke kalde det sit endnu. Alle pigernes ting er nemlig blevet samlet der, mens storesøsters værelse skal gøres i stand. Det tager lidt længere tid for der skal gøres lidt murearbejde på en af væggene.
Det sidste værelse bliver sejt at få færdig. Det begynder at sætte sine spor at vi har malet to værelser og flyttet så meget rundt. Men med udgangen af denne uge, så burde det være færdigt og pigerne vil kunne nyde hver sit værelse for første gang i deres liv.
Men nogle dage endnu må de sove sammen – sammen med kasserne med deres ting. Jeg glæder mig virkelig til at vi sætter låget på malerspanden for sidste gang.
Myggeplage Måske er det straffen for ikke at have været på en spejderlejr i sommer og få den årlige dosis myggestik. Som mange andre er vi blevet plaget af myg her i sensommeren og i nat blev jeg stukket flere gange. Bl.a. et ubehageligt et på håndleddet, der klør djævelsk i skrivende stund.
Nu må husets edderkopper gerne snart få gjort kål på de stikkende bæster.
Når jeg om lidt vil krybe i seng, så håber jeg at bæsterne holder sig væk eller at jeg kan holde mit legeme under dynens beskyttelse.
Nu gælder det dog først lidt arbejde med specialet, der ikke har fået nogen opmærksomhed i dag.
Jeg nåede at tage min morgentur rundt om søen inden alle områdets skolebørn kommer og skal afvikle motionsdagen samme sted.
Selvom at der stadig er grønne blade så ligger der mange gule og brune på jorden. Det er næsten mørkt når vi står op og resten af bladene falder af i den kommende tid.
Et andet uomtvisteligt tegn på at det er efterår er at pigerne er taget glade afsted i forventning om en kort skoledag med frisk luft og så har de efterårsferie. Og det er fredag, så vi skal i svømmehallen, hvilket jeg ved de ser meget frem til hver gang.
Jeg har ikke ferie, men nyder godt af at arbejde hjemmefra, så der kan byttes rundt på tingene og jeg også kan lave lidt med pigerne i dagtimerne. Og der er rigeligt at lave med specialet og et fagbogsprojekt.
På specialet arbejdes der med "at skære passende stykke af lagkagen". Det er professorens billede med lagkagen. Med andre ord arbejder jeg på at finde et fokus og den rette vinkel (som skal være tilpas spids). Jeg er ved at kløjs i det fordi jeg vil spise hele lagkagen, men jeg må nøjes med et lille stykke – men hvad skal det være for et? Et med flag eller et med lys eller et bare med glasur ... og er det godt nok til at speciale?
Der bruges pentagoner , læses, skimmes, tegnes mind-maps på det nye kontors whiteboard og tænkes så det knager.
Minuturet er fundet frem igen og der arbejdes i intervaller. Nu skal der arbejdes og nu må du holde pause med god samvittighed.
Og nu vil jeg drikke min morgenthe, spise min morgenmad og se at komme i gang.
De sidste ting er blevet flyttet fra det gamle kælderkontor op på hylderne i det nye kontor.
Det nye kontor, der er badet i lys fra et stort vindue uden gardiner – i modsætning til det i kælderen hvor der kom lys ind af et vindue på 40x80 cm.
Og det bliver jo et helt billede på det indre.
Op i lyset kommer der ting. Tingene ses i et nyt og større lys. Og da alle tingene ikke rummes i det nye lyse kontor, så kræver det en gennemgang. Mange ringbind med gamle referater, indbydelse, noter og andet er blevet smidt ud. Og som papirmængden fra hylderne er blevet lettet, så føles det næsten som om noget i det indre også er blevet lettere.
Nu har jeg sluppet noget rent fysisk og så slipper jeg det måske også inde i sindets snørklede kroge.
Ud med de gamle irrelevante minder. Ind med lys og luft – og plads til det nye som fremtiden bringer.
Og nede i pulterkammerets mørke er nogle ringbind med noter blevet gemt lidt endnu. Måske jeg får brug for dem? Jeg slipper dem ikke helt endnu. De er ikke kommet med i det nye lyse rum, men gemt væk. Hvis ikke de bliver fundet frem de næste par år, så ryger de også ud.
Vi er blevet næsten færdige med kontoret. Der er blevet vasket, malet, støvsuget, vasket og flyttet i et omfang der kan mærkes på krop ... og næsten også på sjælen.
I de seneste snes dage har jeg samlet møbler i et omfang jeg ikke har siden jeg flyttede hjemmefra og købte to klædeskabe.
De to tegninger som jeg har fotograferet fra samlingsinstruktionen viser en opgaver der vare mere en almindelig udfordrende for tempramentet.
Efter mange timers maling, så var det sejt at få den samlet, men det lykkedes og det var herligt at stå op til den jomfruelige reol, der var klar til at blive fyldt med litteratur.
Der er blevet knoklet på fra klokken 9.30 og hen på eftermidagen begyndte min del af kontoret at tage rigtig form. Der er også blevet samlet reoler til hr. Green i dag. Og bøger, kompendier og ringbind vejer ganske godt til.
Nu er reolen en knap så jomfruelig og i funktion. Ældste datter har været med til at indvie kontoret, da hun lånte min PC tili at skrive på sin historie. Imens kunne jeg så snige mig til at tage et billede.
Pigerne sover nu og nu nyder jeg en kop the – og en lille flødebolle har der sneget sig med til indvielsen af vores nye kontor.
Der males i denne weekend. Jeg får altid maling på fingrene og det er ikke godt at taste på den bærbare med hvid maling på fingrene.
Hele huset føles som kaos. Der er godt nok mening med og system i kaos, men det passer mig ikke at her skal være så rodet.
Det kan ikke være anderledes og det må jeg bare acceptere.
Vi har fået malet det nye kontor første gang og der er masser af arbejde endnu, så i min indre biograf kører filmen med Fru Green siddende i det nymalede og færdigindrettede kontor med en kop dampende varm the og PC'en foran sig. Hun drejer langsomt kontorstolen og nyder at der nu er plads til alle bøgerne og der er hylder og skuffer til tegneredskaber, papir og alt det andet kontornips.
Inden filmen fra den indre biograf kan blive virkelighed, så skal bare køres til og ses en fodboldkamp med ældste datter i Jægersborg, så skal der lige males mindst en gang mere og så skal der males paneler.
Så skal der samles reoler i mængder og derefter skal de store skriveborde i kælderkontoret skilles ad, flyttes og samles igen. Mængder af bøger, kompendier og ringbind skal flyttes og så skal alt det elektroniske flyttes også – inkl. flytning af internetforbindelsen.
Der er masser at lave før jeg kan nyde den kop the i det nye kontor.
Da jeg stod op med pigerne så fik vi den glæde at kunne se et fantastisk lys. Himlen var meget speciel, da solen var ved at stå op. Og selvom jeg ofte misunder Lene hendes omgivelser, der giver så flotte møder med naturen, så kan det godt lade sig gøre her inde i byen.
Jeg har da brudstykker af himlen og horisonten og dem nød vi alle tre, men jeg savner den store horisont, som jeg tror også gør noget ved ens indre. Jeg må snart køre et sted hen og få den oplevelse.
Det er efterhånden blevet et fast element i ugeprogrammet at vi tager i svømmehallen. Pigerne vælter sig rundt i vandet. Dykker og leger. Fru Green svømmer så langt lysten driver hende og pigerne giver hende mulighed for. Alle får rørt sig. God ordningen og tøserne elsker det.
Der er mange forskellige personligheder og der er mange observationer at gøre sådan et sted.
Denne gang gik jeg op før pigerne og satte mig saunaen.
Her kunne jeg kigge ud gennem saunaens glasdør til bruserne. Et par venlige unge piger sad allerede i saunaen og en tredje entrérede. Hun var vred.
"Så står der en dame der ude og skælder nogle mindre piger ud fordi de ikke havde sæbet deres badetøj ind ... mens hun selv står og ordner ben. XXX sagde også at hun ...".
Og ganske rigtig – gennem uskarpheden fra de manglende briller kunne jeg godt se en dame, der ihærdigt stod og skrabede sine ben i brusekabinen ... og nogle yngre piger på mine egne pigers alder (heldigvis ikke mine egne), der pligtskyldigt og lettere skulende vaskede deres badetøj.
Pigerne var ikke damens. Der var ingen relation. Den benbarberende dame fik også en stikpille fra en af de unge piger. Det afholdt dog ikke damen fra at fortsætte belæringen af de yngre piger.
I saunaen rystede vi på hovedet. Der står med store skilte at al kropspleje i form af barbering af hår på benene, aftørring med hamphanske og lign. er forbudt i bruseområde og saunaen for hygiejnens skyld. Der står faktisk ikke på beskrivelsen af hvordan kroppen korrekt vaskes inden man går ind i svømmehallen at badedragten skal sæbes ind også.
Hmm ... mens damen gik til den med fortsat barbering af benene, mere end grundig vask af alle kroppens dele og kæming af håret inde i bruseren (mindst tre gange), så blev jeg til sidst alene i saunaen.
Og der blev jeg til mine piger kom ind i til bruserne ... og damen ... hun var heldigvis væk. Efter meget grundig aftørring af kroppen.
Tænk hvis vi heller ikke gjorde det godt nok til hendes standard ...
Ja, renlighed og hygiejne kan opfattes meget forskelligt.
Det var tidligt at skulle op af sengen klokken lidt i fem. Især når man har været vågen flere gange og kigget på vækkeuret for at være sikker på at man ikke havde sovet over sig.
Op kom vi begge, ældste datter og jeg.
Alt var pakket og klart bortset fra at regnjakken blev fundet frem fra tasken – det var absolut nødvendigt, da det regnede.
Vi kom dog forholdsvis tørskoede ind til Hovedbanegården.
Her var der flere skoleklasser der skulle mødes og de to femteklasser fyldte godt. Efter noget ventetid drog ungerne afsted. Igen valgte jeg at sige farvel på mødestedet og ikke myldre med ned på perronen. Jeg kan slet ikke forestille mig hvilket kaos det må have været denne her gang. To skoleklasser af hver ca. 23 elever plus næsten alle forældrene ... jeg er glad for at jeg ikke er den lærer der skal holde styr på at få alle ungerne med ombord på toget - med al bagagen.
Da regnen var stilnet af her til formiddag viste regnmåleren næsten 12 mm. regn.
På hjemturen havde regnen taget til og jeg kom hjem netop som yngste var stået op for at blive klar. Hun tiggede om at blive kørt, men Fru Green er en ond ond mor. Hun synes datteren har godt af motionen og det skal ikke blive en vane at mor kan køre.
Da yngste var gået overfaldt dynen mig. En lille ekstra "lulle" var nødvendig og nu er gælder det om at få lavet noget. Først skulle jeg lige tjekke hos DMI og kan se ungerne nok bliver gynget noget over Østersøen på deres tur til Bornholm. Det overlever de nu nok. Ældste gør i hvertfald. Hun er hårdfør og har prøvet turen før.
Så står mit skrivebord mere roligt og det er kun fingrene der hopper og danser over tasteturet. I gang, Fru Green.
Ryggen, nærmere bestemt den nederste del af lænden, som pludselig har givet mig problemer, er ved at være meget bedre.
Aflastning, fokus på kropsholdning, særlige øvelser og indkøb af et længe ønsket hæve/sænke bord har gjort det.
Selvom det ikke er helt så aflastende som jeg tror fyssen tænkte aflastende, når man skal samle sådan en krabat af et bord. Nu er det samlet og det er fedt at kunne variere arbejdsstillingen.
Men "elendigheden" er ikke overstået for så har jeg fået tilløb til noget forkølelse med en ru hals og semistoppet næse.
Så fluks er urtethe og honning fundet frem. Den skal ikke få bugt med mig. Niks.
Og så er jeg rykket ned i kælderkontoret. Dagen er startet lidt sent i dag, så morgenmaden er rykket med ned på skrivebordet. ABBA kører stille i baggrunden og ud af det noget snavsede kældervindue kan jeg se den store klynge af solsikker, som solen skinner varmt på.
Nogle af dagens trivialiteter, men de udgør dagen og jeg kan godt li' det.
Og nu hvor fingrene er varmet op med dette blogindlæg og ostemadderne med hyben- og solbærmarmelade er fortærret, så skal der laves noget. Det høre også med til dagen.
Men nu er jeg gået i gang med et sjal til en kølig dag eller pynt på vinterjakken.
Denne gang er det et strikket et af slagsen. Opskriften er fundet i Skønne sjaler af Lena Blidell. Det er meget ligetil at strikke. Lige noget for mig. Jeg har godt nok kigget lidt på nogle med muslinge og sommerfuglemønster, men det blive ikke denne gang at jeg vovede mig ud i sådan en ny udfordring.
Så nu er der noget at nørkle med om aftenen eller i en lille pause. Ikke fordi jeg manglede noget - jeg har 2-3 projekter, der ligger og venter på at blive lavet færdigt. Bl.a. en hæklet taske.
Og hvis ikke det så har jeg den lange liste med ting jeg burde være færdig med på skrivebordet. Og flytningen af bloggen fra Smartlog er også udsat, da eksportfunktionen ikke fungere. Jep, indlæggene bliver eksporteret på den dato, hvor de sidst er blevet redigeret - så kronologien ryger fuldstændig, hvis man har rettet stavefejl, tilføjet links og lign.
Men med lidt ekstra arbejde – og nørkleri – så skal der nok blive lavet en ordentlig eksportfil. Det må bare vente. Der er andet der er vigtigere nu.
Momsregnskabet skubbede lige til dagens liste, så der er lidt der skal indhentes i aften.
Nu kan jeg dufte lasagnen oppe i køkkenet ... det er spisetid.
Og skal jeg bliv i det husmoderlige, så er indholdet i lasagnen:
500 g. hakket oksekød 6% 1 ds. cherrytomater fra Coop ½ revet selleriknold Timian, basilikum, paprika
Lasagneplader og Mornaysause i den lette version.
Det er skønt og ungerne hader det. Ganske rigtige mine skarn af nogle unger hader lasagne, men det er bare ærgeligt – det er hvad menuen står på i dag.
Jeg ved ikke om jeg skal være bekymret eller om jeg er ved at forberede mig til overgangen til vintertid – hvilket er alt for tidligt.
I disse dage vågner jeg tidligere og tidligere. I går vågnede jeg allerede kl. 6 og benyttede mig af den gode tid til lidt morgentræning på crosstraineren i gæsteværelse og nogle øvelser på gulvet.
Samtidig bliver jeg meget tidligt træt og falder tidligt i søvn. Og så vågner jeg endnu tidligere .
I dag var den så 5.40.
Og det er ikke fordi jeg har noget imod at vågne tidlig, men det fungere ikke rigtig med hr. Greens døgnrytme, der er tæt på modsat for tiden.
Gad vide om det er alderen?
Og al den morgenenergi hævnede sig også i går. I slutningen af min 25 minutters træningstur på "crosseren", så tror jeg at udsigten til et minut tilbage, fik mig til at slappe af og slippe en eller flere muskler i ryggen.
"Av" Så satte noget sig fast, kom i klemme eller hvad det hedder. Jeg har prøvet det før et par gange før. Selvom det er ved at være længe siden sidst. Det plejer nu at være et bestemt sted i den øverste del af ryggen. Nu har det flyttet sig ned lige over lænden.
Og det er ikke blevet mindre i nattens løb. Øv. Jeg skal vist have fat i fyssen igen og sige "at så gik den ikke længere". Jeg slap de ellers hyggelige og behagelige besøg i begyndelsen af april fordi jeg havde fået godt styr på det selv.
Nå, nu vil jeg sidde lidt med en pude i ryggen og få lavet noget fornuftigt, mens solen står helt op – og føle mig lidt gammel.
Godmorgen. (Hov, der gabte jeg – måske kunne jeg have sovet noget længere alligevel)
Det er ikke en ny opfindelse og det var moderne for en del år siden.
Sidste år i oktober brugte vi sådanne magneter fra Køleskabspoesi til en aktivitet på et spejderlederkursus. Jeg blev bidt af det og har kigget efter dem siden.
I dag fandt jeg dem. De blev købt og vi har allerede fået brugt en del tid foran køleskabet.
Stavefejl undgår man ikke. Der skulle vist være læst bedre korrektur på magneterne - af en der kan stave til mægtig. Men hvad – denne blog er sikkert også smæk fyldt med fejl – vi overlever nok.
Og der er rigeligt at give sig i lag med - hele køleskabsdøren er fyldt med ord og bogstaver.
Natten bød på noget buldrende torden og lidt regn. 2 mm siger regnmåleren her til morgen ved 8-tiden.
Jo, det er blevet tid til at se lidt på regnmåleren igen - og det er så længe siden jeg har vist den frem sidst ...
Det meste i haven er regnvådt og det giver sin egen skønhed.
Hvis ikke det var fordi en opgave i kontoret trak mig hastigt indendøre igen, så havde jeg sat mig og nydt morgenluften, havens særegne morgenstilhed, der ikke er stilhed i egentlig forstand fordi rumlen og summen fra de nærliggende indfaldsveje til København konstant kan høres. Men der er ikke mange andre lyde fra naboerne i sådan en morgentime.
Billedet nedenfor yder ikke blomsten retfærdighed, men vores 2,60 m høje solsikke virkede så indbydende. Som et stort rart øje, der kiggede ned til mig. Nikkede venligt god morgen. Fra sit overblik oppe over haven. Næsten hypnotiserende.
Jamen, så god morgen da. Og nu gælder det færdiggørelsen af en kontoropgave inden pigerne får øjne og maven ikke længere vil overhøres i sin kalden på morgenmad.
Og indkøbet så ud som ovenstående billede. Vandmelon, appelsiner, gulerødder (både gule og orange), agurk, nektariner, æbler og vindruer.
Og indtil nu har vi holdt den super fornuftige stil med masser af frugt og grønt, nul slik & andet nas og et ekstra kig på fedtindholdet i den øvrige mad. De efterfølgende indkøb har været lige så fornuftige.
Vi tillod os en smule slik til filmen tirsdag aften, men det var i begrænsede og afmålte mængder – og det er det absolut eneste vi har fået i løbet af ugen. I morgen er det fredag igen. Den første uge med den nye og super fornuftige beslutning er gået godt.
I går og i dag har jeg sørget for at begynde dagen med at skrælle, skylle og skære frugt og grønt ud, så det står klar på bordet - lige til at tage når lysten melder sig.
Og det virker. Pigerne guffer det lystigt i sig og når vi kommer til sidst på eftermidagen, så er det hele spist.
Det er først her til aften at trangen til guf og søde sager for alvor melder sig – hos mig. Pigerne og hr. Green klager ikke. Det er lidt af en kamp for mig at holde lysten stangen. Ingen turer til tanken eller noget i den stil. Ikke noget med at gå på jagt i skabene.
Jeg sidder her ved PC'en og nøjes med en termokande med julethe. Måske laver jeg en tallerken med æblebåde ... og ikke andet.
Samtidig med at der er blevet taget godt hul på julimåned, så er bloglysten faldet drastisk. Der er ikke så mange ord der ønsker at blive sagt højt i Fru Greens gemak for tiden.
Det er nok sommermatheden, der har sat ind ... eller fordi tankerne kredser om ting, der i følge Fru Greens egne standarder ikke bør siges højt i gemakket.
Og jeg kan jo ikke blive ved at vise billeder af min regnmåler - især ikke når den er tom.
Efter at have sovet skamfuldt længe her til formiddag, så er der blevet tid til at hækle på terrassen, se lidt tv og nu skal der laves lidt i kælderkontoret, mens der høres Tour i radioen.
Familien her på matriklen er så underlig at vi ikke skal på ferie. Og det holder hårdt. Specielt for den ældste datter. Ifølge hende skal alle klassekammerater lave noget samtlige uger i hele sommerferien.
I år slår det mig hvor ofte børnene bliver spurgt hvad de skal i ferien. Og der forventes at kunne rystes lejre, kolonier og udenlandsferier ud af ærmet i en lind strøm. Det er som om at ungerne forventes at overgå hinanden i spændende tiltag. Og hvilken tomhed de mødes med af spørgeren når de fortæller, at vi holder ferie hjemme.
Vi er dog ikke hjemme alle dage - vi skal bruge 3 dage i det jydske, men ellers holder vi ferie i hjemmet og vil være lidt turister i vores egen by.
I den kommende uge har vi bestilt billetter til den femte Harry Potter film. Pigerne har været glade for Harry Potter længe - det er dog kun blevet til filmene. Jeg har indtil sidste sommer synes det var noget "hypet" pjat. Men da vi fik set 4. film, så blev jeg faktisk siddende hele filmen (de andre gange er jeg gået efter 5 minutter) og det hjalp gevaldigt at se den i originalversionen med engelsktale. Jeg blev fanget af historien og fik så set de første film på originalsprog og derefter lånt bøgerne, så jeg kunne læse bog fem og seks. Og nu ser selv Fru Green frem til at se film nr. 5 og sidste og 7. bog er forudbestilt på engelsk.
I morgen bliver det vist godt vejr, så planen er en tur i et lokalt friluftsbad. I den kommende tid er pigerne også blevet lovet en tur på strøget og et museum eller to må det også være muligt at besøge. Og så skal der laves lidt fornuftiget i på kontoret også.
Jo, trods matheden, så skal der ske lidt, tænker fru Green og gaber.
Dagen i dag blev en sumpedag. Måske indhentede den manglende søvn mellem torsdag og fredag mig nu?
Og sådan kan fotoet fungere som et metafor. Det er en af vores solsikker i haven. Den har faktisk allerede fået en kraftig stamme, men flere omgange af heftig regn har lagt den ned. Den gror videre, men er ligesom ikke indbegrebet af en solsikke.
Heldigvis rejser jeg mig igen i morgen. I modsætning til solsikken, der nok bliver liggende og vokser hen ad græsset.
Og det er ikke fordi jeg har siddet eller ligget i sofaen hele dagen.
Efter at have sovet lidt længere den normalt, men ikke vældig længe, så stod formiddagen på rolig oprydning. Efter princippet: "Jeg tager det jeg har lyst til".
Det blev til lidt i stuen, lidt i køkkenet og lidt i vaskekælderen. Her opdagede jeg at vi må have haft lidt vand i vaskekælderen ved forledens regnskyld, men heldigivis kun ganske lidt. Ikke noget af betydning.
Så kom vi på indkøbstur, fik frokost og hr. Green og jeg tilbragte eftermiddagen i kælderkontoret. Jeg gik op og smurte mig en eftermiddags-mellemmads-ting og opdagede at klokken ikke var 16, som jeg troede, men at den faktisk var 18.30. Tiden var løbet, men for en gang skyld betød det ikke noget.
Det var en rigtig rar fornemmelse og jeg tager det som et sundhedstegn at jeg for en gang skyld ikke har været fokuseret på hvad klokken er, men bare givet mig hen i det jeg nu lavede.
Vejret er blevet trukket dybt og et velgørende forløsende suk har lydt. Ny ilt er kommet ind. Affaldsstoffet kuldioxyd er blevet åndet ud. Celler bliver forbrændt og bliver til ny energi.
At være på den anden side af eksamen er godt.
Det har været høj sol hele formiddagen, men da billedet blev taget, så var der kommet nogle skyer.
Og jeg har belønnet mig selv. Ikke med søde sager, men med en dejlig formiddag. Jeg har fået dannet mig overblik over de ting der lå og ventede på skrivebordet og efterfølgende så har jeg nydt den solrige formiddag på terrassen ... med en bog. Ikke en fagbog, men skønlitteratur. Fra hylden i stuen, hvor der står en hel del ulæste bøger har jeg fundet "De ti herskere" af Christian Mørk frem. Så må vi se om det falder i min smag. Der er både blevet brugt tid i stolen og i hængekøjen.
Det er nu ikke fordi jeg er blevet fuldstænidg "hellig" med de søde sager (der skal desværre noget mere jernvilje til). I går havde hr. Green bagt kage, så vi til aftenkaffen kunne fejre at det var sidste mundtlige eksamen på studiet jeg havde overstået. Chokoladekage med med friske jordbær sammen med tøserne og manden. Det var helt okay.
Man skal samle og huske de rare stunder til når det er lidt dyster og trist alt sammen.
Jeg tror jeg vil trække vejret dybt igen - fordi jeg kan. Ikke i ærgelse, men bare fordi jeg kan.
Listen over gøremål er lang. Hvad skal man gøre først for at kabalen går op?
Regndråber slår sporadisk mod kældervinduet.
Gårsdagens næsten humørsyge skiften mellem flot sol, tungt mørke og korte regnbyger er skiftet ud med gråt i flere toner.
Vinduerne er regnvåde og den forårsgrønne farve på hæk buske og træer kæmper sammen med syrenens lilla om at få piftet det grå op.
Bare jeg kigger på bogomslagene fra mit eksamenspensum bliver øjnene tunge, små og let grusede. Mon jeg kommer længere end 1 side før de vil prøve at lukke sig helt? Jeg burde ellers have sovet nok ...
Det er tirsdag. Det regner. Det er tid til at komme i gang.
Hun skal til bøjletandlæge og alt hvad der angår tandpleje foregår på naboskolen, så hun og de andre skal følges. Der er selvfølgelig en følgeordning. Desværre falder besøget hos bøjletandlægen samtidig med en eller anden stor test fra undervisningsministeriet ... så mor stiller op og følger, så barnet kan komme hurtigt tilbage og være med til prøven istedet for at skulle vente på alle dem fra andre klasser, der også skal følges.
Testen skulle forresten være så svær at nogle af ungerne i parallelklasse begyndte at græde. Nå, men vi må se hvordan det går. Jeg har pumpet barnet med at bare hun gør sit bedste, så er vi tilfredse. At hun skal tage den med ro og læse tingene langsomt igen, hvis det virker uforståeligt og alle de andre gode råd man kan give. Og man skal så lige huske at hun ikke skal til eksamen, men bare en prøve i 2. klasse ...
Gennem det åbne kældervindue kommer den friske morgenluft og en solsort synger så det er en fryd. I spejlet på væggen, der er sat op for at give mere lys i kælderen, kan jeg se genskinnet af de lyse grønne farver, der kendetegner maj. Vejret gør sit for at opmuntre til at holde humøret højt, så det vil jeg prøve. Og håbe at jeg kan bevare produktivitets niveauet, når jeg returnerer fra ungernes skole.
- o 0 o -
Opdatering kl. 16.22 "Prøven gik helt fint. Jeg skrev bare swisj, swisj, swisj og jeg prøvede også at skrive pænt." Der er vist ikke kommet traumer ud af den test hos lillesøsteren.
Det gode vejr nydes fra den åbne terrassedør, mens litteraturen sluges i rå mængder.
Indkøbt antikvarisk opgavelitteratur.
En del bøger skal gennemgåes for relevante afsnit, der belyser emnet i min skriftlig opgave i "Stemmebrugens didaktik"
Bøgerne fra biblioteket.
Imellem læsningen er der blevet brugt nogle pauser på at plante diverse frø til forspiring. "Drivhusreolen" er kommet ind i stuen og er blevet fyldt med tagetes, dild, squash, stokroser, lupin og lavendel.
Jeg bruger træklemmer til at huske, hvad jeg har plantet i hvilke potter.
Det bliver spændende at se hvad der lykkes.
Og så blev der også tid til en hurtig indkøbstur i Netto, hvor der var masser af blomster at købe. Det blev til en del, som kan pryde vores terrasse, mens det andet vokse i drivhuset.
Det stakkels får, der en gang troede hun kunne det hele, er ved at lære det.
Hun er holdt op med at have mere i hænderne end de kan bære. Ikke noget med at bruge fødderne eller næsen. Hun har smidt flere af boldene og set dem blive grebet af andre. Hun forsøger virkelig at have fokus på få bolde. Hun har for det meste kun en bold i hver hånd ... for det meste.
Og alligevel kan hun godt synes det er for meget at jonglere med.
Hvis ikke det stakkels får selv havde klaret at få det dårligt, fordi hun troede hun kunne det hele, så står hendes små lams fritidshjem og fritidsaktiviteter på spring.
Det ældste lams fodboldkampprogram er kommet i dag. Fra næste uge og frem til midten af juni: En kamp om ugen. På forskellige ugedage og tidspunkter. Som regel oven i to ugentlige træninger ... men sådan er det jo.
Det yngste lams fritidshjem har kastet sig ud i et cirkusprojekt. Særlige træningsdage, hvor børnene forventes at være der og en cirkusforstilling i maj ... og det skal de jo have lov til.
Men så er der alle de gange tingene overlapper hinanden: - Ældstes fodboldkamp, der ligger samtidig med at yngste skal afsted på ulvelejr. - Yngstes cirkustræning, der ligger på den ellers faste fri-fra-fritter-dag. Så nu skal der cirkustrænes om dagen og spejdes om aftenen og det plejer at ende i et frustreret lam, der ikke kan magte noget fordi dagen har været for heftig. - Cirkusforestillingen, der ligger den eneste fredag i dette forår, hvor fåret skal til møde i Odense.
Selv om det stakkels får har en at dele disse aftaler med, så kan hun mærke det klemme i brystet og knuge i maven, som hun sidder og skriver datoer og tidspunkter i kalenderen.
"Hvordan?" sukker det stakkels får. "Jeg kan jo ikke det hele".
Påskeferien er slut og det var nogle meget trætte piger, der skulle hives ud af sengen her til morgen.
Problemer med at falde i søvn i aftes hævnede sig nu. Afsted kom de noget vrantne tøser dog alligevel og jeg kunne se dem sjoske ud ad haven. Jeg håber ikke de har hakket for meget på hinanden på vej til skole.
Nu har jeg brugt det første af morgenen til at skabe overblik. Overblik over alle de opgaver der venter. Overblik over studierelaterede og fritidsrelaterede spejderting, der venter på at blive gjort.
Nogle af tingene burde jeg have lavet i ferien - det er ikke blevet til så meget, men jeg har mod på at klø på nu, så det er bare med at komme i gang, når jeg er kommet igennem morgenritualerne og har fået fortæret noget sund morgenmad. Det må jeg ikke glemmet.
Og ugen er jo en på en eller anden måde en dag kortere - det er jo ikke mandag, men tirsdag morgen.
Kun fire dage til weekenden, som jeg lokkede pigerne op af sengen med.
Ja, så kan Fru Green drage et lettelsens suk. Endnu en danse uge i pigerne skole er overstået og endnu en aften for børn og forældre fra 0.-3. klasse er overstået.
Det er ikke fordi Fru Green ikke er til selskabelige arrangementer.
Det er ikke fordi Fru Green ikke vil se hendes yngste glad og begejstret danse rundt i hallen.
Det er ikke fordi Fru Green ikke har lyst til at lære andre forældre at kende.
Men ...
Disse store arrangementer er bare for meget for Fru Green. I hendes hoved kværner "Jeg gider ikke. Jeg gider ikke", mens hun prøver at klistre et venligt smil på læberne.
3 timer skal smilet være klistret på. I 3 timer skal hun bare have tid til at gå noget hurtigere. Det er mindst 1 time for meget.
Og så er der lige den time hun og manden skal bruge inden afgang på at kokkererer noget kulinarisk til det etniske fællesbord. Klassens tema var Thailand og hr. og fru Green kæmpede med at lave sprøde kødboller, der skulle frituresteges.
Mislykket - stenhårde ris. Hmmm.
Nå, men nu hvor det hele er overstået, så er det rigtige smil kommet over læberne. Værnepligten er overstået. Der er et par måneder til næste arrangement.
Sidste år fulgte jeg bare med fra sidelinie og læste indlæg på indlæg om hemmeligheder, der blev sendt og gaver der blev modtaget. I år ville jeg prøve at være med og jeg nåede lige at melde mig til i lørdags.
Og der er allerede taget hul på påskeglæde i dag. For i postkassen lå der i dag en pakke til mig. Og jeg kunne ikke vente til det er rigtig påske. Jeg blev nød til at åbne den raslende pakke.
Knitrende pink pose, farvestrålende papir og inde i ...
Den fineste dåse med min absolut favoritspise ved påsketid - likøræg. Hvordan kunne glædessprederen fra det jydske vide det?
Og de har den rigtige konsistens. Ikke for hårde.
Tusind tak!
Likøræg var noget særligt da jeg var barn (og er det stadig). Og ... ja, det slår mig lige ... min mor der faktisk ville have haft 58 års fødselsdag i dag, hun havde jo ofte fødselsdag i forbindelse med påsketiden og vi talte ofte om at lave en lagkage med likøræg på. Jeg kan bare ikke huske om vi nogensinde fik det gjort. Jeg tror det nok.
Nu håber jeg, at jeg kan være lige så heldig med det jeg sender til en person, der her skal være unavngiven.
Jeg har siden lørdag tænkt og tænkt over hvad jeg skulle finde på. Og i går fik jeg endelig en idé og en bestemt ting er blevet bestilt på nettet. Nu håber jeg at den kommer hurtigt med posten, så jeg kan få sendt den videre i en hemmelig pakke.
Og jeg håber, at min idé også vil falde i god jord hos modtageren.
Vores postbud får da noget at lave for tiden. Det er ofte i stimer at jeg bestiller bøger på nettet og jeg bestiller dem ofte hos antikvariater. Der er priserne ofte også i et leje, der gør det muligt at købe bøger man ikke ville købe hvis det var til nypris. Nysgerrigheden bliver stillet.
Dagens pakke kom fra Thurs Antikvariat og er alle bøger om kroppen. Tre af dem handler om kropssprog. De to af kropssprogbøgerne er typiske 80'er/tidlig 90'er layout og indholdet ... ja, bøgerne er købt for inspiration, men for at sætte retorikkens tilgang i relief.
Så det er altså ikke bøger jeg sidder og æder råt. Faktisk er der også meget morskab i at kigge bøgerne igennem.
Eftermiddagstheen er blevet nydt på den murede trappe op til huset. Der er dejlig lunt og læ.
Katte og børn har leget i haven allerede og barometeret siger "smukt".
Og det skal bølger af smerte fra diverse hulrum i mit hoved der sikkert inderholder olivengrøn betændelse ikke ødelægge. Niks.
I en af de stunder hvor jeg kunne holde ud at være oppe, så blev eftermiddagssolen nydt. Cyklen blev pumpet, kæden smurt, mine magnetlygter blev endelig monteret og det blev gjort i varmen og skæret fra sollyset.
Der var ikke krudt til endnu en fotosafari i haven og efter to Pinex og en lur, så kunne jeg gå ud og nyde det sidste aftenlys, men pigerne legede og hr. Green bankede nogle blomsterkasser sammen.
Aftensmaden er spist, køkkenet ordnet, pigerne har fået lavet deres madpakker og nu er der ro i det lille hjem.
De andre ser endnu et afsnit af Simpsons (sæson 1) - om end jeg gerne ville se det med dem, så har jeg valgt at være fornuftig og sidder i kælderkontoret og får lavet diverse småting, mens en fornuftig urtethe nydes.
Jeg ser frem til i morgen. Den lovede sol og varme skal nydes. Om jeg så skal sidde pakket ind i min dyne, så vil jeg ud og drikke en kop eftermiddagsthe i haven.
Jeg var naiv og troede at det var ved at være over, men ak nej, der skulle endnu en nat med søvn i små bidder og længere vågne perioder.
Jeg føler mig her til morgen som man gjorde da tøserne var små og sammenhængende nattesøvn en umulighed.
Men jeg skal finde "det-går-nok" masken frem. Dagens program er en hel dags arbejde på praktikstedet. Lidt tid med familien og så læsning af Quintillian til undervisningen på KUA i morgen.
Jeg får vist virkelig brug for den maske - især de første timer - det tager noget tid at få kroppen i gang for tiden.
- o 0 o -
Opdatering, onsdag d. 14. februar, kl. 9.:45 Jeg klarede mig nogenlunde gennem dagen. Og ankomsten af endnu en bogpakke fra Thurs Antikvariat og aftenens afsnit af House på TV4 kunne for en tid distrahere mig fra ærgelsen over mit hyppige hosteri.
Nu har man endelig en hel ledig dag. Ingen planer. Mulighed for at sove længe.
Alligevel vågner jeg kl. 06.27 og kan ikke sove mere. Så nu har jeg lagt håndklæder sammen, rullet viskestykker, vasket tøj og trænet - det er da irriterende fornuftigt?!
Jeg tror jeg vil fortsætte i den fornuftige rille og sætte mig med en varm kop the, et tæppe og en bog. Jeg praler jo ude i højre spalte med at jeg læser nogle bøger - så måske skulle jeg se at komme videre med dem ...
Favorit tv-serien i øjeblikket er så absolut "House".
Den såkaldte kvinde-kanal, sendte den og det er det største tab ved at have mistet muligheden for at se Kanal 4. (Nej, den er ikke blevet stemt ud af antenneforeningen - vi har bare kun en almindelig husantenne og klarer os med det).
Iøvrigt hvis det Kanal 4 sendte af programmer skulle være det kvinder vil se ... så er jeg ikke en kvinde ... nå, men jeg vidste jo at det ville få en ende med den famøse kanal, så hen mod slutningen af året begyndte jeg at se House på svensk TV4 - de er desværre en del længere fremme, så jeg er gået glip af en del afsnit.
Men det er så absolut tv-højdepunktet hos hr. og fru Green - tirsdag aften kl. 21. Også selvom man skal afbrydes af de latterlige mange reklameblokke, der er på TV4.
Den nye kanal - er lige så lidt interessant - bortset fra at de har noget der til nød kan gå for at kaldes en Sci-Fi-søndag ... meeeen ... de mangler noget Star Trek. Kunne de ikke sende Deep Space Nine?
På den anden side, så bliver jeg sparet for en masse timer foran fjernsynet på den måde.
Måske har du selv erfaret det i eftermiddags - eller også lever du i lykkelig uvidenhed ... og ligegyldigt er det faktisk også ... i eftermiddags var der problemer med dankortsystemet.
Fru Green skulle på indkøb. Fint afpasset så det lige kunne nås inden yngste datter og legekammerat skulle hentes på fritten.
Fru Green parkerer bilen og tager en indkøbsvogn med ind i forretningen, men inden hun kommer ind af den obligatoriske indgangslåge, så fanger hendes blik en håndskrevet side fra en ternet A4 blok. "Vi modtager ikke dankort. Der er problemer flere steder i landet".
"Nå, for søren," tænker Fru Green og vender om. Den lange utålmodige kø ved kasserne vidner om problemerne.
Fru Green tænker og tror hun måske har fået en rigtig god idé. (Her må gerne rystes bedrevidende på hovedet). "Jeg går da bare hen til bankautomaten. Den er der måske ikke problemer med."
Som tænkt, så gjort. Fru Green bevæger sig på gå-ben ned ad gaden hen til banken med automaten. Som hun ankommer står der en yngre kvinde. Hun kigger på skærmen og med ikke så lidt store bogstaver står der: "Kontoen er spærret".
Fru Green tænker sit. Nå, kvinden har ikke styr på sine ting. Nå, men bilen kvinden steg ind i var også lidt ramponeret. Ja, ja, sådan er der nogen der er. "Det er jeg heldigvis ikke".
Nu er det Fru Greens tur. Hun putter kortet i automaten. Taster koden, taster beløbet og venter. "Koden er forkert. Tast koden påny," skriver maskinen med sin 80'er-grønne skærmskrift. Fru Green tænker: "Det kan være jeg tastede forkert" og prøver igen ... "Koden er forkert. Tast koden påny," skriver maskinen endnu en gang. Koden var i hvert fald tastet rigtig. Men skærmen tilbyder ikke andre muligheder. Fru Green får ingen andre muligheder end at taste koden påny.
Nu går sandhedens gru op for Fru Green. Kvinden hun så hurtigt dømte med den spærrede konto - hun havde været i samme situation som Fru Green nu står i. Taster Fru Green sin kode endnu en gang, så vil kontoen og kortet blive spærret.
"Gode dyr er rådne ... hvordan filan for jeg mit dankort igen?" tænker Fru Green med stigende panik. En yngre fyr står nu og venter bag hende.
"Der er vist ged i dankortsystemet. Den vil ikke acceptere min kode og jeg tør ikke taste igen, så spærre den min konto," siger Fru Green usikkert og undskyldende.
Han var vist håndværker. Hans ansigt som en engels under de brune lokker. Fru Green husker ham i et glans af strålende lys og med fedt smurt rundt i kanten af linsen.
"Tryk på slet alt knappen," siger den venlige fyr.
Fru Green havde helt glemt tasteturets faste muligheder og gør som foreslået. Maskinen spytter kortet ud. Hun drager et lettelsens suk. Så er forbrugsfredagen da ikke helt spoleret.
Fru Green vælger at udskyde sine indkøb, tænker taknemligt på den unge håndværkerfyr og skammer sig over sin hurtige dom over kvinden, der havde være før hende ved automaten.
Fåret, der troede hun kunne det hele havde ellers fået lidt mere ro på. Begge ben var næsten kommet ned på jorden, så der kun var bolde i hænderne.
Men så skete der et eller andet. Der var to uger hvor alting bare ville ske samtidig - helst oven i hinanden - og fåret overbookede sin kalender helt uhæmmet. Det til trods for at hun også lige skulle vænne sig til at begynde i praktik og dermed arbejde tre hele dage om ugen. Sidstnævnte oplevede det lille får som en stor omvæltning.
Nu er det lille får kommet af med nogle af tingene. Og benene er blevet plantet i jorden igen. Godt det kun var i to uger denne gang.
Og denne weekend er et pusterum efter to ugers hektisk ridt gennem alverdens aftaler.
Og med sådan en ledig lørdag er det besynderligt hvad fåret så giver sig til.
Henter skrifter ind fra indkøbt CD-rom.
Laver eget skriftatlas - gad vide hvor mange af de underlige displayskrifter hun nogensinde får brugt?
Lavede lige en menu til opslagstavlen i køkkenet med en særlig mexikansk skrift, da vi skulle have tacos.
Klippe og klistre egne julekort.
Lave liste over dem der skal have julekort i år.
Fik ryddet op og gjort rent i hele hytten. Der mangler kun at blive båret 2½ julepyntskasse i kælderen igen.
Vaskede tøj.
Hun fik sandelig også strikket.
Listen kan virke voldsom, men fåret synes det har været behageligt - fordi det har været hjemme og det har været hvad hun havde lyst til.
Og nu vil fåret putte sig. Og stå op i morgen og prøve at beholde benene på jorden. Det ville også set dumt ud hvis hun gik på hænder fra sengen ...
Jeg lider sjældent af det men jeg er begyndt at have mine problemer.
Jeg har længe vågnet på et fast tidspunkt, nemlig 6.50 hver morgen. De sidste to ugers tid er jeg begyndt at vågne tidligere og tidligere.
Mange dage 5.50. Og derfor har der været lejlighed til at stå op og tage en frisk løbetur rundt om Damhussøen.
Men i nat vågnede jeg før 3 om natten. Jeg prøvede at sove. Kunne ikke. Fugle begyndte at synge. Men holdt op igen. Lå og lyttede efter dem. Prøvede at sove.
Kunne stadig ikke sove. Begyndte at tænke på den forestående sommerlejr og andre ting i mit liv lige nu. Kunne bare ikke sove. Da klokken var 03.20 gad jeg ikke mere. Jeg stod op og tog dyne plus pude med i stuen og der blev sat Matador på dvd'en.
Jeg faldt først i søvn efter at have påbegyndt endnu et afsnit. Og det blev en søvn med mange vågne øjeblkke.
... jeg håber ikke det skal til være en standard nat, for jeg har altså brug for min nattesøvn. Også selvom de lyse nætter kan være smukke.
Henning spurgte i en kommentar til andet indlæg hvad jeg så skal skrive om på bloggen, når nu det er slut at skrive om eksamenslæsning? Og der er mange muligheder - bl.a. vores edderkopper. Eller rettere mig og mit forhold til edderkopper.
Dagens begyndende oprydning på terrassen bød på en overraskelse og et lille hvinende skrig fra fru Green.
Jeg løftede en bærerpose med glas, der skal i glascontaineren, og så ... uaaargh ... var der denne overraskelse. Myrekryb og kuldegysninger og en række mindre pæne ord fra Fru Green.
Påvirket fra barn af Min araknofobi er helt sikkert min mors skyld. Min mor var også ræd for edderkopper og min far blev hyppigt tilkaldt for at gøre kål på de stygge dyr.
Vi opererede med forskellige kategorier: køkkerullestørrelsen, syngestørrelsen og træsskostørrelsen. Køkkenrullestørrelsen: Dem, min far kunne tage med et stykke køkkenrulle. Syngestørrelsen: Dem, der krævede at far sang mens han tog dem, så man ikke kunne høre dem knase. Træskostørrelsen: Dem, der kunne mærkes for meget gennem papiret og krævede et smæk med en træssko.
Nå, ja, og så blev en del edderkopper taget med støvsugeren. Og rørets munding blev behørigt stoppet til med køkkenrulle, for at kræet ikke kunne finde vej ud igen.
Var man bange for edderkopper eller ej?!
Min mor var altså rimelig meget ræd for edderkopper. En sen aften var hun i vaskekælderen. Min far og jeg sov, så hun mandede sig op og fortsatte vaseriet på trods af at der sad en rimelig basse i håndvasken. Hun havde ryggen til håndvasken og synes hun hørte skridt ... da hun vender sig om er edderkoppen væk. Så gik hun i seng!
Edderkopperne i mit eget hjem Min mor talte om at edderkopper ikke var et problem da hun boede hjemme i Kastrup. Det var først da hun flyttede til Vanløse og nogle veje fra Damhussøen at det var nogle store motherf....... af nogle edderkopper.
Og jeg må sige at de er ikke blevet mindre af at flytte på den anden side af Damhussøen, hvor jeg nu bor. Tværtimod.
Vi har nogle kæmpe husedderkopper. Og nogle af dem får vokset sig rigtig store, hvis de er heldige at finde et sted at overvintre og ikke bliver slået ihjel af fru Green. Og så var der dem der blev puttet i et kaffepulverglas og sendt med tøserne i børnehave ... i den ældstes halvdagsbørnehave, var det en noget anstrengt børnehavepædagog, der prøvede at bevare fatningen, da tøsen ville vise fangsten frem til "rundkreds".
Således fandt vi en dag - i vores egen vaskekælder - det til i dag har været det største eksemplar.
Den er virkelig stor. Og folk tror mig ikke før de ser den. For vi har den endnu. Den blev også puttet i et glas og stillet i den høje vindueskarm, så de dengang små tøser ikke kunne nå den. Men så blev den glemt og stegede ihjel i den varme eftermiddagssol.
Som den lå der krøllet sammen i glasset satte Hr. Green sig for at den skulle "konserveres". Så der er blevet lavet en lille træsæske med pleksiglas og der er den blevet foldet ud, sprayet med hårlak og limet på en nål. Nu kan vi bevise at vi har meget store edderkopper i vores hjem, da den hænger i vores stue.
Araknofobi og spejderliv - dum cocktail Den meget skarpsindige læser vil vide at jeg er spejderleder og hvordan klarer jeg et udendørs teltliv med angst for de her dumme dyr? Jo, jeg har lært at tøjle det bedre nu. Og det er ligesom blevet OK når de nu er i deres rette element - og ikke er for store. Og jeg prøver, jeg prøver virkelig, at styre mig, når jeg er sammen med egne eller andres unger, så de ikke bliver smittet. For det er jo kun nogle sarte små væsner ...
Solen skinnede det meste af formiddagn og mod frokost - dog afbrudt af stunder med skyer og en enkelt meget kort byge.
På trods det vovede vi os en kort tur til Bakken. Bare en kort tur hvor den lille familie og morfar skulle - en tur eller to i forlystelserne til ungerne, en have en stor vaffelis og så hjem igen.
Inden vi nåede frem begyndte det at vælte ned fra himlen med heftig regn og en overgang hagl. Det fortsatte ved ankomsten så de første 20-30 minutter blev brugt på at sidde i bilen og se på at det lysnede og følge hvordan den blå plet blev større og kom mere i vores retning.
Turen bød på
endnu en byge tilbragt under halvtaget ved ishuset ved Pjerrots hus, mens vaffelis blev fortærret
overværelse af Pjerrotsforstilling som den yngste var meget begejstret for
sol og en tur til vandrutchebanen, spøgelsestoget og en pluk-frugter-bod
indkøb af lidt mundgodt til hjemturen
Alt i alt en fin eftermiddag - på trods af vejret.
Dette billede er en af de skraldespande der er ved Pjerrotshus. En eller anden har opgivet at spise sin candyfloss - men den kunne heller ikke komme helt ned i delfinens mave.
Så blev det fredag. Jeg fik nået en del hen over midnat og her til morgen. Dagen har været ret aktiv med mere tøjvask, et møde, indkøb af forskellig slags og klargøring til at jeg i eftermiddag vender bilen og snuden mod det jydske for at deltage i et årsmøde fra fredag til lørdag aften.
I dag skinner solen, selvom nogle skyer er begyndt at trække ind over hovedstaden, men det nydes så længe det varer. Så må jeg håbe at Billund og omegn kan byde på noget godt vejr det næste døgnstid - selv det meste af tiden går med møder.
Og nogle ting på familiefronten begynder at vise tegn på opklaring ... så det er godt nok. Der er i grunden meget at være taknemlig for ...
... bortset fra dumme trafikanter. Jeg ved det godt, Cyclone Bill. Måske vil en den lange køretur til Billund og tilbage give grundlag for lidt indstænkt hadsk trafikbrokblogging - der skulle være en chance - selvom jeg ikke møder mange christianiacykler på motorvejen.
Need I say more? (Her hentyder jeg til de seneste dages klynkende indlæg om hvor lidt jeg når).
Og nu falder hammeren for der er flere ting jeg bare skal have klar til i morgen tidlig ... så der er ingen dyner før jeg er færdig.
Tror I det kunne få Fru Green til at knokle?
Nææ, hov hov. Jeg glemte at en del af eftermiddagen blev brugt på noget samfundsnyttigt. Jeg var ude og give blod. Efter karantæne i et år, fordi jeg fik lavet et ekstra sæt huller i ørerne, så er jeg på banen igen. Dagens tapning var den 15.
Og jeg er stadig en kylling. Skide nervøs, ikke vild med at blive stukket, tør ikke kigge - da jeg en gang er blevet så mega dårlig at jeg lå under tæppe med åbent vindue i en time efter. Men jeg gør det gør jeg. Gør du?
Jeg burde nok snart oprette en emnekategori, der hedder klynkeri. Dette indlæg ville falde under den kategori.
"Arrgh" - er første tanke da jeg vågner. Madrassen og hovedpuden trækker i mig. Smøren madpakker virker som en opgave af alt for store dimensioner. Og for ungernes skyld prøver jeg at klistre et smil på ... men det sure gamle morgen fjæs trænger vist alligevel igennem.
Efter tøserne er fulgt i skole, så vender jeg hjem til
bunken med opgaver
kompendierne der skriger på opmærksomhed
vaskemaskinen med en omgang vasketøj, der skulle have været ud i forgårs (du putter det lige gennem en gang skylning igen) og de store bunker af tøj der venter på det bliver deres tur i møllen
mødet du skal være klar til kl. 10
og flugten ind i at ændre lidt på udseendet af min weblog
Jeg må se at vende denne dag til en af de andre dage ... dem jeg vil have flere af ... dem hvor jeg når noget og hvor smilet ikke skal males på ... det er muligt at nå at vende dagen endnu. Jeg gør det - ja, jeg gør så.
Når presset af forskellige opgaver bliver så meget at man kan mærke en knugen i maven ... så er det vist noget man skal lytte til.
Min eneste løsning er at knokle mig igennem det ... eller det modsatte - slet ikke lave noget og insistere på at holde ferie ... men så bliver uroen i maven bare det større når jeg igen tager fat i alt det ugjorte.
... for jeg har super lyst til at cykle til universitetet ... og jeg må indrømme at lysten ikke er større end at vejrudsigten der lover byger afskrækker mig. Bl.a. fordi "byger" har tangeret til skybrud de sidste par dage.
Så jeg tror jeg vil være en slapsvans, pakke regntøjet væk, tage en paraply og ærgre mig over alle de kalorier jeg ikke forbrænder, mens jeg sidder i Metroen.
Foranlediget af et blogindlæg fra på Ellas blog har jeg her et billede af min orkidé som den ser ud nu. Jeg har fået den foræret i november og håber at kunne holde den i live samt at få den til at blomstre igen. Min viden om orkideer er dog ret begrænset. Men sammen med andre råber jeg kampråbet: "Vi vil have vores orkideer til at blomstre igen".
Så blev min tid som sekretær i menighedsrådet sluttet godt af.
Og det er meget sjældent at jeg får blomster, så dem vil jeg nyde, som de står på bordet i en vase af min svigerfars produktion af saltglaseret stentøj. I dagens anledning fotograferet i sollyset ude i sneen på havebordet. Forresten så dufter roserne ... det kan desværre ikke gengives her.
I haven har denne lille fe siddet hele vinteren ... med bare arme og ben har hun siddet der i en urtepotte i fuglebadet. Og hun ser ud som om hun bare sidder og venter på at det bliver forår - ligesom os andre.
Kom endelig på benene igen efter en heftig influenza.
Så kunne vi forsøge at bevare illussionen af vinterferie ved at Fru Green slæbte sig som en anden "brystsvag pige" i Fields med tøserne, så de kunne bruge nogle gavekort fra julen - det blev bl.a. brugt på filmen Madagascar.
Pludselig syntes jeg at der var for mange trin ind og ud af Metroen. Støn. Det blev en meget lang tur hjem. Endnu et støn.
Nå, men der var dømt tæt på maksimal familiehygge foran flimmeren til den købte film.
"Hvad er et lille bid i ballen mellem venner ... her bid lidt i mig"
Hans kongelige højhed Kong Julian selvudråbt herre over lemurerne
"Shhhyss, vi gemmer os. Vær stille alle mand ... inklusive mig ... schys ... hvem siger den lyd? ... åh, det var mig igen"
igen Kong Julian
Det var så blogindlæg nr. 100.
Kilde: Begge citater er fra filmen Madagascar - den danske version.
Denne vinter må da udmærke sig ved at have en af de længste perioder med sne i gaderne i mange år?!
Sneens glæder - at fryde sig Jeg glædede mig her til morgen over ikke at være slave af en automobil og kunne også finde fornøjelse i at pigerne og jeg let og smertefrit kom frem til skolen, mens billisterne holdt i kø ned af Ålekistevej. Tænk alle de ærgelser jeg sparer mig selv for ... skal ikke skrabe is af ruderne, slås med at køre på isdækkede villaveje, snegle mig afsted på de fedtede veje.
En af ulemperne i denne tid er dog at jeg som husejer har pligt til at rydde sne - en pligt jeg tager alvorligt og overholder - og jeg har mig en kilde til forargelse i perioder med sne, når jeg oplever andre husejere, der ikke overholder den pligt - og dem er der rigtig mange af.
Kender du dem der f.eks. rydder sne fra hoveddøren ned til bildøren og i udkørslen - men ikke fortovet foran huset? Måske er du selv en af dem? I så fald er min forargelse hermed luftet.
Tænk al den retfærdige harme man kan få luftet. Er det ikke herligt?
Kalorieforbrænding En tredje positiv vinkel på alt sneen er alle de dejlige kalorier der må blive forbrændt. Jeg knokler med det "unævnte" (jeg nøjes med at nævne det i et hviskende tonefald: forsøger at tabe mig - det er ellers ikke noget jeg har tænkt mig at skilte med i denne blog) og i den forbindelse bruger jeg "Mad i tal" - en OK hjemmeside for dem der vil tabe sig. Her kan man bl.a. indtaste dagens aktiviteter og får udregnet sit forbrug af kalorier. Men mellem madlavning, gang (5 km/t), søvn og hvile, sex, shopping, havearbejde og hvad den ellers har udregninger på, der savner jeg altså snerydning - gad vide hvor mange kalorier jeg forbrænder på 20 min. snerydning?
Og en dag som i dag - så skal du ikke bare skovle en gang men i hvert fald 2-3 gange - herligt ikke?!
Det er altid en underlig tid efter eksamensperioden. Der er en masse at lave, fordi jeg skubber forskellige hjemlige og fritidsopgaver foran mig, som skal indhentes efter den intense eksamenslæsning eller opgaveskrivning.
Men det er også en periode med mathed ... ting sker ikke i samme tempo som det plejer. Desværre.
Den sidste halve uges tid har jeg forsøgt at gøre mine aftner "hellige" og har for første gang i meget lang tid fundet ro i stuen med en lille kande the, hækling, musiklytning og af til lidt tv-kiggeri - arbejde ved PC'en har været forbudt. Det har været en fornøjelse ... og noget jeg tror jeg skal prøve at være bedre til fremover.
Nu nærmer semesterstarten sig desværre alt for hurtigt.
I dag - den 14. dag uden vaskemaskine - dukkede elektrikeren op og nu er vores nye vaskemaskine endelig funktionel. Det er svært at indrømme, men jeg får næsten lyst til at bryde ud i sang - og jeg lover på min spejderære ikke at brokke mig over vaske tøj de næste par måneder.
Da jeg ikke er den store sangskriver vil jeg henvise til Kate Bush, der faktisk har skrevet en sang om vaskemaskinen "Mrs. Bartolozzi". Et lille uddrag:
Then I took my laundry basket And put all the linen in it And everything I could fit in it All our dirty clothes that hadn't gone into the wash And all your shirts and jeans and things And put them in the new washing machine Washing machine Washing machine
...
Slooshy sloshy slooshy sloshy Get that dirty shirty clean Slooshy sloshy slooshy sloshy Make those cuffs and collars gleam Everything clean and shiny
Sikke noget pis ... pludselig blev alt mørkt. Ingen strøm noget sted i huset. Famler mig fra kælderkontoret gennem kælderen. Er ved at vælte kasserne med julepynt der står og venter på at blive båret i pulterrummet. Famler mig videre op af trappen. Vækker min stakkels mand med mit skramlerri. Finder endelig en lygte. Hvorfor er strømmen gået. Der er lys i de andre huse, så det er hos os problemet er. Hurraaaarrgh :-(
Finder ned i kælderen ... Her skal jeg lige bryde ind og fortælle at jeg som overspringshandling og lav-noget-praktisk-pause her i eksamenstiden har vasket tøj. Rigtig meget tøj. Sådan flere-maskiner-hverdag-siden-jul-vaske tøj. Og i går skete det. Uendelighedsbunkerne blev til bunkerne, der ikke er mere. "Jeg må holde bunkerne nede" tænkte idealistiske Fru Green. Fandt lidt vasketøj i vasketøjsbøtterne rundt i huset og satte en 60 graders vask over ... 45 min. før strømmen gik.
Tilbage til den mørke kælder. Jeg slukkede vaskemaskinen. Gik hen til elmåleren. Fik mast mig gennem poserne med børnetøj der er blevet for småt. HFI-relæet var slået fra ... jeg tænder og der bliver lys ... gad vide om ... jeg tænder for vaskemaskinen ... alt lyset går igen. Det er altså vaskemaskinen, der er synderen. Straffen for at bruge tøjvaskning som overspringshandling: Vaskemaskinen går i stykker. Hu ... øv, nej.
Og ydermere kan jeg nu konstatere at jeg ikke kan komme på vores netværk og dermed ikke kan komme på nettet fra min PC. Og jeg går ikke op og vækker min stakkels mand for at få hjælp. Det gør jeg ikke.
Så nu må jeg benytte en anden PC til at tjekke de hjemmesider jeg bruger i min opgave. (og være taknemlig for at jeg kan komme på nettet i det hele taget).
Kom i seng mellem 7 og 8 i morges. Har fået sovet nogle timer - stod op, men konkluderede at jeg vist lige skulle have lidt mere søvn.
Mens theen trak blev der ordnet lidt i køkkenet og nu sidder jeg klar til flere timers fortsat knoklerri med to ostemadder og min kop, der er på størrelse med en morgenmadsskål. Så bliver der ikke for mange svinkeærinder op til køkkenet.
Knokleriet må endelig ikke udskydes, da "Krøniken" fortsætter i aften. Det er altså ikke fordi jeg ikke ville kunne overleve uden at se "Krøniken". Nej, det er fordi min unger er så optaget af den og vi har en lang "Krønike-tradition", som jeg lige skal sætte en time eller to af til.
Traditionen består i at min ægteviede kagebager laver en kage, som vi så sammen spiser, mens vi ser "Krøniken". Det er sjældent at vi får givet os tid til sådan iscenesat hygge, hvor der lige frem kommer kage på bordet foran flimmeren. Og det iscensatte bliver skam til ægte hygge.
Så tilbage til opgaveskrivingen, så jeg kan tillade mig at holde pause ved 20-tiden i aften.
For et par år siden blev jeg hårdt angrebet af halsbetændelse lige før jul og jeg fik det gentagne gange helt frem til marts. Det var en drøj omgang og jeg fik øjnene op for at jeg var nød til at skæren nogle aktiviteter fra og måske skifte spor - vælge nogle andre aktiviteter eller et andet fokus.
Jeg har ganske rigtigt skiftet spor - eller har forsøgt på det - for en kort overgang fik jeg droslet ned.
Nu sidder jeg der igen ... heldigvis har jeg ikke gentagne halsbetændelse ... men i stedet skal jeg til fysioterapeut med en fuldstændig spændt ryg, der i sjældne tilfælde giver snurren i fingrene i den ene arm og dagligt giver mig følelsesløshed, prikken og kuldefølelse fra midt på det ene skindeben og ned i foden.
Jeg kan åbenbart ikke selv finde ud af at trække grænsen ... min krop er nød til at fungere som advarselslampe hver gang.
En advarselslampe der bliker intenst ... men som jeg prøver at se bort fra indtil det er uundgåligt.
Og så er det den svære proces: Hvad skal vælges fra? Er det mindre ændringer eller drastiske ændringer, der skal til?
Og nytter det noget ... lærer jeg det mon denne gang? Eller sidder jeg igen om halvandet år og har en tredje skavank pga. et for hektisk program?
Så tog jeg mig en velfortjent dag med andre gøremål end opgaveskrivening.
Min nye yndlingsbeskæftigelse er perlevævning og perlesmykker. Så efter lidt arbejde for spejdergruppen på computeren i de tidlige morgentime, en morgen gåtur og morgenmad, så kastede jeg mig over perlerne. Dagens produktion er blevet både et armbånd til min yngste datter vævet med metaltråd og en halskæde til mig selv.
Den ældste datter har også kastet sig over perlevæven.
Heldigvis har vi tre nu. I går købet jeg en ekstra i Panduro hobby. 58,- kr. Det ville jeg gerne give for at vi alle tre kan sidde og nusse med perler.
Men nu er nusserriet slut. Resten af aftenen og i morgen er det knokleri med opgaven.
Jeg går ellers og synes det er lidt trist at vide at der er Missionsforbundets Sommerkonference lige nu ... og jeg sidder her hjemme. Men jeg besøger det på tirsdag. Og så må jeg have det til gode til næste år.
Nå, nu vil jeg kaste mig over det fornuftige arbejde.
Vasketøj - du slipper aldrig for det. Bliver aldrig færdig. Medmindre du og hele familien går nøgne rundt mens du ordner vasketøjet, så vil der være nyt snavset tøj til bunkerne før du ser dig om. Ja, selv hvis vi gik nøgne rundt så skulle der stadig vaskes håndklæder og sengetøj.
Vasketøj - sortere, i maskinen, hænge op, lægge sammen, lægge på plads.
Vasketøj - håndklæder foldes på en særlig måde så der er plads i skabet.
Vasketøj - strømper der savner sin makker
Vasketøj - betyder nogengange også en anden opgave - strygetøj
Vasketøj - pletter der ikke vil gå af
Vasketøj - vintertøj, der selv midt på sommeren venter på at blive vasket i "evighedsbunken"
Vasketøj - snavset som rent - en opgave jeg ikke bryder mig om
Vasketøj - hvordan kommer man til at bare kunne li' det en smule?
Vasketøj - en god ting kan jeg dog nævne ... det er godt jeg ikke lever for 50 år siden og arbejder som vaskekone!
---
Opdatering - tidlig morgen d. 10. januar
Uendelighedsbunken tabte kampen natten til d. 9. januar. Efter en lang og indædt kamp.
Jeg har ikke haft meget overskud de sidste to uger hvilket min blog er et ganske fint bevis på.
Jeg har de sidste to uger arbejdet fuldtids i min venindes forretning og det har fået mig til at tænke ... hvordan kan man have et fuldtidsjob og samtidig være engageret i en forening eller lign. aktivitet ligesom jeg er engageret i spejder og kirke?
Jeg har været fuldstændig mast og ikke haft overskud til ret meget, når jeg har haft fri. Og har jeg været uheldig at skulle til et møde om aftenen ... hold da op ... jeg har lignet en hængt kat, når vi nåede mod slutningen.
Diverse "farvel-før-ferien-arrangementer" til spejder og i skolen har også redet mig som en mare. Jeg har ikke tænkt helt så meget over det før, men hvorfor skal vi altid koncentrerer kontakten til bestemte tider af året? Jeg har endda selv været med til at arrangere sådanne arrangementer.
Til jul og i juni før sommerferien vil alle have en luns af din tid - helst samtidig. Børnehaver, fritidshjem, skoler, fritidsaktiviteter - alle vil holde en sommerfest eller ferie-jule-afslutning. Fornyelse ville være at finde et andet tidspunkt på året at mødes. Kan man ikke mødes uden at der behøver at være en bestemt anledning. Og hvorfor skal alle lave arrangementer. Er det f.eks. nødvendigt at både fritidshjem og skole skal lave arrangementer?
Hvorfor skal jeg have dårlig samvittighed hvis jeg synes andre ting er vigtigere end at tage til de sædvanlige god-ferie-arragementer?
Og jeg er trods alt velsignet med at to børn der ikke går på fritidshjem ...
Som sagt har denne tid med fuldtidsarbejde fået mig til at tænke ... hvordan får den almindelige familie tid og overskud til hinanden? Jeg kan ikke forestille mig et liv som fuldtidsansat ... jeg må sande at hvis den livsstil Green-familien gerne vil føre skal fortsætte, så er jeg nok nød til at blive selvstændig med et minimum af indflydelse på min hverdag.
... selvom jeg nok er lønarbejder i mit indre - eller lønslave som min selvstændige mand ville kalde det.
Med nogle hektiske uger bag os og for mit vedkommende nogle hektiske uger foran mig, så var det dagen hvor bunkerne i stuer, gang og rengøring af badeværelse m.m. stod på listen over gøremål. Jeg ville nu hellere have været på den årlige menighedsudflugt til Kilden, men den måtte desværre droppes i år til fordel for fornuftige gøremål og læsning.
Endnu et fornuftigt gøremål var at få samlet hængekøjestativet og få sat den nyindkøbte hængekøje op.
En hængekøje er godt for sjæl og krop. For 3-4 år siden da vi købte stativet, så kunne det redde overgangen fra en lang dag på uni til et spejdermøde om aftenen at jeg kunne ligge bare 10-15 min. i hængekøjen og se op i syrenen og himlen - bare slappe af.
Det er blevet benyttet siden og maj er måneden hvor stativet bliver fundet frem. Efter flere års brug var den gamle hængekøje mørnet - så en ny var nødvendig.
Jeg har stadig ikke harft det store gennembrud i min BA-projekt problemformulering. Jeg håber det sker snart.
Morgen - det regner ... det kan man godt se ud af vinduet, men jeg burde have taget indikationen alvorlig, da vores kat Sofus kom ind og var sjask våd.
Efter morgenmaden ... på med regntøjet, regnslag på skoletaskerne trækkes frem, cykelhjelm og nøgler ... og så afsted.
Den yngste datter vil som sædvanlig gerne snakke, mens hun cykler (hvornår vil hun ikke snakke? ) Det er bare lidt svært når man har regnhætte på at høre noget som helst andet end end støj. Vi nåede frem. Våde, men heldigvis kun på regntøjet.
Nu er hjemme igen ... jeg skal lige tage mig sammen for at komme ud i regnen og hænge Dannebrog op. Det er flagdag, da det er årsdagen for Danmarks Befrielse. Det er også første onsdag i maj - så der testes sirener kl. 12 (det har ikke noget med årsdagen at gøre).
Så er det 10 år siden at det var 50-årsdagen. Min mor og jeg var i Folketeateret og da vi kom ud var der flere erhvervsejendomme, der havde lys i vinduerne. Tænk dig en stor klods af en ejendom med lys i samtlige vinduer ... det var et fantastisk syn.
Selv plejer jeg også at have lys i vinduerne. Der er nok ikke så mange af mine jævnaldrene, men vi havde det der hjemme og jeg har altid synes det var en dag der er vigtig at huske og markere.
Der er flag på busserne i København, så min yngste datter og jeg fik talt om hvorfor der var det i dag. Hun var ved at kæde det sammen med Kristi himmelfarts dag, men så fik vi talt om at Danmarksbefrielse altid ligger på samme dato, men at de kirkelige helligdage flytter sig.
Nå, dagens læsning og skrivning kalder. Jeg håber på opklaring, da pigerne og jeg skal i svømmehallen med nogle venner. Vand er ok, men det ville være rart kun at blive våd indendørs - med vilje.
Den gang man prøvede sirenerne hver eneste onsdag året rundt, så var den store joke at spørge "Hvad er klokken?" som man ofte svare på ... og så føler sig dum, for spørgeren ved det jo fordi sirener er i gang.
Nu kan man kun lave den joke en gang om året ... og jeg røg, da min mand spurgte mig. Øv.
Det er mandag aften og jeg er ved at lege lidt med messenger.
Det har været min første hverdag i maj - i år er maj lig med bachelorprojekt - mit aktivitetsniveaue er ikke så højt som ønsket, men jeg har da fået nogle andre ting fra hånden, som så ikke vil genere mig de kommende dage. Det gælder dog om ikke pludselig at blive alt for huslig eller sætte vilde oprydningsprojekter igang, der så vil tage fokus fra projektet.
Jeg vil slutte og gå op og se "Lost". Den stående joke mellem mig og hr. Green er "Hvad mon spændende der sker i aften?!"
Jeg vil takke dig for livet i al sin almindelighed.
Det er dig der skaber ”drivet” og tryg- og kærlighed.
Hvis jeg er ufuldkommen, så gør du hver dag til en begivenhed.
Viggo Klausen fra sangen "Hverdagsrock" (egen oversættelse fra norsk)
Oplevelsen med specialeafleveringen kommer også til at sidde noget tid. Heldigvis kan jeg se tilbage på det og glædes over at jeg stod igennem, afleverede og kom ud på den anden side med det eftertragtede eksamenspapir.
En af de bitte små bekymringer var havens tilstand. Trods heftig regn på vej til Løjt og daglige regnbyger i det sønderjydske var meldingen fra det københavnske kun skyer - ingen regn. På vejen hjem kørte vi gennem en ubehagelig gang skybrud. Både over Storebæltsbroen og før Ishøj-sammenfletningen.
Med mulighederne for multimedier, så burde der være knyttet en lydbid til dette indlæg i stedet for et billede.
Første del af natten var præget af en usædvanlig genstridig forkølelse og en evig hosten, der vækkede mig gang på gang. Da jeg var faldet i søvn blev jeg vækket af et gevaldigt uvejr med torden og regn.
I dag er jeg blevet mindet om glæder og sorger ved sneen. Mange af dem kender jeg jo godt.
Da arbejdsdagen var slut pustede vi den oppustelige bobslæde op, proppede egne piger plus veninde i bilen og tog op til Søndermarken.
Man skal ikke 
Strikketøjet er en bluse jeg har været i gang med de seneste to år. Den er uden ærme og har en høj bred hals i ribstrik, som skal bukkes om og giver mulighed for bare skuldre.
Det blev 
I disse for vort land så kriseramte tider: Trues landet også af en fedtkrise af ufattelige dimensioner?
Så glad i låget på en almindelig mandag aften har hun vist ikke været længe.
Så tilføjet Fru Greens stille indre adventsglæde, som roligt er steget gennem den forgangne uge, er nu en boblende lykkefølelse. Den vil hun tillade sig at nyde så længe den varer.
Løbeturen i går blev sprunget over, så der skulle kompenceres og det blev med skiftevis gang og løb i den tidlige morgentime. Der skal jo ikke lægges for hårdt ud når morgendagen byder på 5,5 km.
Da der manglede brød i skabet, så blev der bagt brød og boller. Nogle med nødder, nogle med sesamfrø og andre med lavendel på toppen.
De store porcelænskopper med hindbærudsmykning og guldkant er blevet fundet frem fra skabene i kælderen hvor forskelligt overskud og arvestykker er gemt væk. Fra tid til anden stilles et stel eller sæt kopper i kælderen for at give plads til et andet, der tages frem.
Det gør jeg virkelig. Så det var skønt at sætte den op i går og nyde forårssolen på en lun eftermiddag.
13. december. Tour de force fra Luciaoptog til Luciaoptog.
Sofus har en varm plads på et tæppe i vindueskarmen inde i stuen, hvor solen skinner fra formiddag til hen over middag. Det er garanteret dejlig varmt. Buster holder sig til kontoret på nordsiden af huset, men kurven står lige ved siden af radiatoren, så der er også lunt ... og så er der selskab af mennesker det meste af dagen.
I nogle af læsepauserne er hænderne blevet brugt på at hækle. Det hjælper mig med at koble af. Jeg skal bare passe på at jeg ikke bliver for grebet og laver pausen for lang.
I eftermiddag opdagede jeg at der i kurven med garn lå et påbegyndt hækletøj helt nederst. Det havde jeg helt glemt. Det er endnu et sjal. Det er allerede ret langt, men det skal være stort, så der er lige et par nøgler mere der skal hækles.
Kalorieforbrænding
Sigurd Keramik - saltglasert
