Ikke damp, men røg
28. okt 2009 19:29, Fru GreenMed en far, der er mere end begejstret for damptog, så er jeg ikke upåvirket af charmen ved damp og togdrift.
Men at tage fjerntoget mellem landsdelene har intet med damp at gøre ... men røg kan du få rigeligt af.
Skønt er det at toget er blevet helt røgfrit. Jeg husker hvordan det var, da man måtte ryge i mellemgangene og få udvalgte kupéer. Det var en pest at sidde på sin røgfrie plads lige inden for døren i den røgfrie kupé. For røgen fra mellemgangen trak ind hver gang døren blev åbnet.
Som sagt er der ikke damp når man skal med toget i dag, men røg er der.
Når man skal ombord står man i kø med rygere, der lige skal have det sidste desperate sug inden de skal ind i det røgfrie tog. Smøgen smides efter sidste mulige hvæs ned til skinnerne i åbningen mellem perron og tog. Når toget holder ved en station undervejs, så skal rygerne lige ud og have et hurtigt hiv på smøgen før togføreren fløjter afgang igen. Igen skal den slukkes med en hurtig manøvre eller smides ned til skinnerne.
Jeg overlever nok, men efterhånden som der bliver færre og færre steder man støder på tobaksrøg, så bliver ens næse også mere sart for lugten. Næ, så hellere damptog.

Sigurd Keramik - saltglasert

