Fru Greens gemak

"Dette er skjønt at betænke, elskeligt at høre, godt at bekjende; men det er tungt at gjøre det."

fra Bekræftelsen i det indvortes menneske, som er 3. tale i Tre Opbyggelige Taler fra 1843 af Søren Kierkegaard.

- o 0 o -

Hvad "dette" er for noget vil jeg lade være op til dig, men sætningen, løsrevet fra sin sammenhæng, satte ord på nogle af mine følelser omkring specialet. Måske har du også noget i dit liv, der skønt at tænke på, elskeligt at høre om og godt at sige, men stadig uendelig tungt at få gjort.

Set hos og inspireret af Tina - Omme i London.

Teksten fra de to første taler i "Tre opbyggelige Taler" (1843) af Søren Kierkegaard er blevet genereret med Wordle.

Og med denne lille feature er forsideillustrationen til specialet på plads.

Det lykkedes. Klokken 03.10 fik Fru Green læst de sidste linier i den 3. tale.

Faktisk begyndte talen pludselig at give mening og hun blev faktisk grebet af indholdet. Utrolig drejning.

Pludselig gik det op for hende at hr. Kierkegaard fremstiller omkring 7 mennesketyper og gennem deres forskellige tilgang til talens tema belyser det.

Den sidste halvdel af talen har mange fængende sætninger og afsnit. Et af dem der betagede Fru Green var f.eks. dette:

"Han saae derpaa, som de Andre, men hans Øie læste bestandig en usynlig Skrift i Alt, at det var Tomhed og Skuffelse. Eller han trak sig tilbage fra Menneskene og udmattede snigmorderisk sin Sjæl i Bekymringer, i mørke Tanker, i urolige Stemningers ufrugtbare Tjeneste." (SKS bind 5, s. 100 nederst)

Nu går Fru Green i seng og ser meget lysere på morgendagens specialearbejde. Hviledagen kommes ikke i hu - men det bliver den i tiden når specialet er afleveret. For selvfølgelig sker det i en ikke så fjern fremtid.

... men målet kan jeg ikke se endnu.

Der er en lidt over en måned til jeg har tænkt mig at aflevere specialet. Kontrakten giver mig til 1. oktober, men jeg har brug for at få specialet færdig og ud af tanke og hverdag så hurtig som det lader sig gøre. Derfor går jeg efter aflevering mandag d. 1. september.

I disse dage vakler jeg mellem synes vejen ligger åben foran mig og i andre stunder at den snævre ind og virker for svært fremkommelig.

Vakler mellem at tro på at jeg kan nå det og i andre stunder føler jeg fortvivelsens dybe uro når jeg tror at det ikke på nogen måde kan nås.

Når jeg fortvivler, så synes jeg ikke at jeg har læst nok, mangler teoretisk fundament, ikke kan fylde et helt speciale med dette emne, ikke er akademisk nok, ikke fatter meget af hvad Kierkegaard skriver ... og ja, listen er uendelig med argumenter for at det ikke kan lade sig gøre.

Men det nytter ikke noget at blive i fortvivelsen og uroen. Så bliver det jo en selvopfyldende profeti og jeg kan være sikker på ikke at nå målet - og det pudsige er at når jeg har nået målet – afleveringen af specialet – så er der nye mål at nå. Så står jeg straks i nye udfordringer og skal finde ud af at bruge den erhvervede kandidatgrad til noget.

Derfor har de to billeder jeg bruger i dette indlæg noget til fælles (for øvrigt er de begge fra de IRL-veje jeg har kørt på i denne uge) . Du kan se vejen foran dig, men ikke målet. Og lidt af det Kierkegaard jeg læser kan jeg da forstå og relatere til. Trods alt.

"Og er det ikke ængstende at betræde denne Vei, hvor man vel strax hvert Øieblik seer Maalet, men aldig seer det nået, ikke som Vandreren dog kommer til Maalet, ikke som Den, der bærer Byrden, vinder hen til Bestemmelsen; hvor man aldrig saa at sige kommer af Stedet, ikke som Vandreren nu seer en Omgivelse, nu en anden, ikke som Den, der bærer Byrden, nu taber et Stykke af Syne, nu et andet; hvor man ingen Forandring seer (...) hvor man, saa at sige, aldrig erhverver Noget: ikke at naae Maalet, ikke at aflægge Byrden, ikke den rige Høst, ikke Rigsdom, ikke en herlig Fangst, ikke barnets Lykke, ikke Menneskenes Gunst, ikke at have gavnet Andre, men kun erhverver sig selv, en Belønning, der er saa liden, at selv det lidet barn, der døer i Fødselens Øieblik, eier tilsyneladende det Samme; (...)"

(Kierkegaard, fra SKS 5 side 161-162)

Så jeg går videre med målet i sigte. Det er der ude et sted. Velvidende at jeg allerede inden jeg når dét mål, så er der et nyt i sigte og jeg må gå videre.

- o 0 o -

Så bliver specialegemakket mobilt for en stund. Jeg vil prøve den svære kunst at forene lidt sommeroplevelser for pigerne med specialearbejde (forhåbentlig ikke en umulig kunst?!), mens hr. Green bliver i de hjemlige gemakker.

Karin Andersen har i Fønix, nr. 4 fra december 2001, skrevet om "Vejen i Kierkegaards prædiken". En næsten lige til artikel om vejmetaforet hos Kierkegaard.

Som uddannet typograf (ja, undskyld, der står vist det den gang så moderne 'typotekniker' på svendebrevet) og nu specialeskrivende retorikstuderende, der har kastet sig ud i noget så vanvittigt som retorisk analyse af nogle Kierkegaard tekster, ja, så sidder jeg med følelsen af at tingene går op i en højere enhed - om ikke langvarigt, så blot for en stund - når jeg læser flg. citat fra Joakim Garffs "SAK. Søren Kierkegaard Aabye. En biografi":

»Især i det Rhetoriske er min Interpunktion afvigende fordi den er udviklet. Det der især beskæftiger mig er det architektoniske-dialektiske, at der paa eengang for Øiet viser sig den Sætningernes Proportion, som igjen for Stemmen, naar man læser høit, er Rythmen – og jeg tænker mig bestandigt en Læser der læser høit«. Af samme grund indskrænker han »Brugen af Comma«, hvorfor han da også lever i en »stadig Strid med Sætterne, der velmenende sætte Comma overalt og derved forstyrre mig Rythmiken«.

(s. 297, Gads Forlag, 2000)

"... men da give Du ogsaa Enhver Forvisningen om, at Alt kommr fra Dig, at ikke Glæden river os fra Dig i Lystens Glemsel, at ikke Sorgen sætter Skilsmisse mellem Dig og os; men at vi i Glæden maatte søge hen til Dig og i Sorgen blive hos Dig ..." Kierkegaard, fra 3. tale i "Tre opbyggelige taler" (1843).

Med opgaveskrivning, og i særdeleshed med specialeskrivning, så kan man godt falde i den fælde hvor man dvæler for meget over noget.

Den første af de "Tre opbyggelige taler" har jeg brugt utrolig meget krudt på, mens jeg knap har læst de to andre. Nu er det blevet tid til at slippe analysen af første tale for en tid og bruge krudtet på noget andet.
De to andre taler skal læses, særlige træk hives frem og jeg skal have lavet lidt litteratursøgning på nogle af de ting som jeg er faldet over.

Den 2. tale var noget tung, så den blev skimmet og jeg er gået videre til den 3. tale. Den begynder i modsætning til de to første med en bøn. Derfra er citatet øverst.

Jeg kan allerede nu se at de tre taler har forskellig stil, så der bliver da noget af dykke ned i der.

Men nu er der ikke øjne til at arbejde mere. Kæberne bliver næsten gabt af led, så Kierkegaard må få lidt nattero og jeg min nattesøvn.

I morgen tidlig skal der forberedes et eller andet til dagens specialeseminar og der skal søges efter relevant litteratur.

Jeg er endelig nået den fase i specialearbejdet, hvor jeg ikke kan undskylde mig selv med at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Nu ved jeg præcis hvad der skal laves – det er bare at tage en punkt på listen.