Fru Greens gemak

En opremsning

Intenst skrivearbejde. Det ømme punkt mellem skulderbladene gør opmærksom på sig selv igen. Det nederste af lænden skriger når jeg rejser mig. Jeg er taknemlig for mit hæve/sænke skrivebord, så jeg kan stå op og arbejde. Og jeg er taknemlig for at jeg har kunne holde småskavankerne væk ind til nu.

Glæden ved at se anslagstælleren stille kravle op ad.

Desperationen når anslagstælleren ikke flytter sig i lang eller man har slettet et afsnit og antallet er faldet.

Ærgelsen over de gode idéer man får, som samtidig vil kræve mere tid. Tid jeg ikke har.

Den korte tilbagelænede pause hvor man nyder lyden af vinden der rusker i træerne uden for.

"Hov, det yngste pigebarn har fødselsdag på søndag. Du skal huske at købe gave og andet der kan festliggøre dagen".

Prøver at samle tankerne og finde den gode rytmen igen.

Monster brandbilsudrykning skærer igennem koncentrationen.

"Hvorfor går det ikke hurtigere? Jeg troede at jeg kunne skrive det her hurtigere? Det går for langsomt. Hvordan skal jeg nå det?" Panikken breder sig. Uro og sitren i armene. Maven der kan mærkes. Ikke en smerte, men en ubehagelige uro.
Prøver at bilde mig ind det er sult, men lidt sødt hjælper ikke. Det er ikke sult det er presset.

Så nu ta'r du den med ro, Fru Green. Prøver at stoppe helt. Lukke øjnene. Holder fast i skrivebordskanten og visualisere at jeg går ned ad gangen på KUA med mit speciale i hånden. På vej ned at aflevere det.
Har svært ved at fastholde billedet. Gad vide om jeg overhovedet kan bestå med det her?

Og så ind imellem en ro som overgår al forstand. Hvordan kan jeg være så cool?

Glæden da lillesøster sender en SMS og takker for hjælpen ... og jeg der synes jeg var en skod-mor fordi jeg ikke ville afbryde min indkøbstur og være chauffør, men bestemt bad hende hente svømmetøjet selv ... og så ringede og bad Hr. Green pakke det til hende. Det var åbenbart en hjælp for hende ... tænk at den lille linie kunne varme så meget.

Folder mit indre, ja, næsten krøller det sammen, sukker en stille bøn og vender tilbage til tasterne.

Der er ingen tvivl. Det er sidste fase. Fragmentarisk kaos. Kluddermor.
Punktet hvor man er lige ved og næsten, men ikke tør tro på det.

Klykende tanker fra en specialeskriver

Jeg bliver nød til hele tiden at sige til mig selv: "Hvis det du helst i verden lige nu er at blive færdig med studiet, så er der ingen anden vej igennem end at bide tænderne sammen, stramme ballerne ... og hvad man ellers gør i sådan en situation ... og få lavet det skide speciale.".

Hold kæft, hvor er jeg træt af det. Hvor synes jeg bare at Kierkegaards 3. tale fra "Tre Taler"(fra 1843) er umulig. Jeg har sagt til mig selv 3-4 dage at jeg skulle have læst den færdig, men det er ikke sket endnu.

Skal det blive i aften Fru Green får klemt bagdelen sammen og får læst de sidste sider i talen, så hun kan komme videre?

Jeg tør ikke give mit bud på det ...

Jeg burde være meget længere. Jeg er blevet enormt huslig (dårligt tegn) ... det stadie hvor hylderne i køkkenskabene bliver vasket af. Ja, selv stangen med kroge til køkkenting er blevet vasket og rengjort. Og jeg flytter rundt på skabenes indhold og ... ja, det er for dumt.

Og med den svære 3. tale, så daler de få stumper af selvtillid også.

Og lige nu sidder jeg og skriver på bloggen, hvor det burde være specialet der havde min fulde opmærksomhed. Kunne jeg bare aflevere 3 års blogindlæg og sige at det var det ... nå, ikke?!

Tag dig sammen, Fru Green. Læs videre. Bliv færdig. Du kan godt. Det bliver hårdt. Du skal sove for lidt, være kedelig og blive i kontoret. Overlade aftensmaden til hr. Green.

... for du vil jo så gerne være færdig og det bliver du kun ved at lave noget.

- o 0 o -

Dagens desperate spørgsmål: Får man et fint papir, der kan rammes ind og hænges på væggen, når man er færdig på universitetet? Så vil der da være et eller andet bevis for den pine man har stået igennem.

Return to KUA

Efter nogle ikke super effektive dage i hjemmekontoret, så er jeg vendt tilbage til pladsen på KUA. I øjeblikket alene. Den ene er stadig på ferie og har lang tid til afleveringsfristen. Den anden er meget tæt på at skulle aflevere, så spørgsmålet er hvor meget jeg ser til hende.

Begge har nu et rør med Treo liggende. Jeg holder mig til tyggegummi og billeder af børnene.

Jeg skal finde det mentale fra lørdagens for mig lange løbetur på 5 km frem (plejer ellers at løbe knap 3 km).

"Du kan godt. Du skal. Du bliver bare ved." Hele tiden. Igen og igen. Uden pauser og afbrydelser.

Som en anden Jonas har Fru Green været 3 dage i fiskens bug. Fortvivelse og frustration. Der er ingen anden vej ud end at lave det som er missionen lige nu. Blive færdig med specialet!

Ikke flere tanker som: "Hvorfor valgte du lige Søren K?" og "Jeg forstår ham ikke. Jeg forstår ham ikke". Det er der ikke noget der hedder ... også selvom den tre tale i 3T43 er hård kost for Fru Greens ikke særlig filosfiske hjerne.
Emneaflevering blev underskrevet for 14 dage siden, kontrakten i april, så se at fat det, Fru Green. Der er kun en vej og det er igennem.

Belønningen venter på den anden side. Ikke flere specialeundskyldninger om aftenen, når pigerne vil deres mor. Ikke følelsen af altid at burde noget andet end det du gør ... for specialet er et afsluttet kapitel. Hvis du altså knokler nu og bliver færdig.

- o 0 o -

Hvis du skulle være i tvivl, så skal jeg ikke læse phd bagefter ...

Tilbage til lydtapetet i form af Moby og den tredje tunge tale. Den skal være læst færdig om lidt. Ja, sørme.

Identificér problemet.

Midt på ugen havde jeg nogle meget effektive dage. Det kørte i et godt og nødvendigt højt tempo. Rigtig fed fornemmelse og længe ventet.

Nu har der været et par uproduktive dage og følelsen af at grave sig dybere og dybere ned i uproduktivitetens elendige og selvforstærkene følelser har taget til.

Efter en times fortsat uproduktiv adfærd på specialekontoret blev det nok. Problemet måtte identificeres.

Det er det blevet.

Det jeg lavede i midten af ugen var naturligt næste opgave i rækken. Det blev jeg færdig med i torsdags og nu er problemet at den næste opgave i rækken ikke hopper naturligt frem og siger "Nu er jeg den vigtigste".

Så med det problem identificeret, så blev listen fundet frem og løsligt prioriteret. Blandt dem jeg mener har høj prioritet på nuværende tidspunkt i processen, så valgte jeg et ud.

Jeg skal have skrevet på specialefilen og det bliver retfærdiggørelsen af mit tekstkorpus, der skal arbejdes på, da det samtidig giver mig et overblik, som også kan bruges i det videre analysearbejde.

Problem løst, Fru Green. Nu er det bare at komme i gang.

Var der nogen, der sagde omskiftelig som dagens vejr?

Om at tage sig sammen

Kirkeklokkerne har ringet til gudstjeneste i den nærliggende murstensgule folkekirke.

Vasketøjet er endelig blevet hængt op. Storesøster skal et smut til øen i Østersøen, så der skal være noget at pakke ned.

Sofus har kastet sig over min 50-kroners slippers. Den skal myrdes, slås ihjel og dræbes med de sparkende bagben og det ville glæde hr. Green, der synes de er rædselsfulde. Jeg synes de var praktiske på spejderlejren, men indrømmet: Kønne er de ikke.

På skrivebordet ligger nogle printede noter, en bog om retorisk kritik, den røde engelske ordbog og en stak gamle slidte bøger med Kierkegaards forskellige christelige og opbyggelige taler.

På gulvet står et grønblomstret plastiknet med flere bøger og PC-tasken venter på at PC bliver sat på dvale og pakket ned.

Jeg burde se at rykke ud af det hjemlige gemak og ud til specialekontoret på KUA, hvor der ikke er vasketøj, børn og kat... "Sofus, nu lader du sgu min sko være. Du skal ikke æde den." ... nå, hvor kom jeg fra ... jo, katte, der kan distrahere mig og prøve at overbevise mig om at specialet er lige meget, at jeg skal komme hviledagen i hu, at solen ville være dejlig at nyde ude i haven, at pigerne har brug for mit nærvær og at jeg slet ikke behøver det åndsvage hvide papir med blåt logo på, som specialet forhåbentlig vil resultere i.

Men jeg vil jo ha' det skide papir. Det vil jeg jo gerne. Selvom jeg ikke gider denne sidste indsats det kræver. Jeg gider ikke blive klogere på Kierkegaard, stilfigurers effekt, rytme og højtlæsnings indvirkning på forståelsen ... jeg vil bare holde fri ... men jeg skal afsted. Jeg skal bevise en sidste gang at jeg kan skrive akademisk, være redelig, original, lærd, lægge en lille sten til videnskabens store hus. Videnskabens hus min bare ...

Og det får jeg ikke arbejdet effektivt nok på hvis jeg bliver hjemme.

Så. Nu slukker jeg browseren. Slukker PC'en. Pakker den ned. Pakker bøger og noter ned. Slæber mig ud til bilen ... for cyklen gider jeg bare ikke i dag ... og så tager jeg der ud.

Jeg husker tilbage. Midt på ugen var jeg så effektiv. Endelig kørte det.
Jeg prøver samtidig at glemme det ineffektive hul jeg har været i de sidste par dage. Jeg skal i gang igen. Skal skrive på specialefilen og ikke bare notefilerne.
Jeg gider ikke, så jeg må se at få det overstået. En bid af gangen ... siger man.

Der skal hul på bylden ... helst som skidt fra en spædkalv ... og alle de andre metaforer, der kan bruges om at komme ud af uproduktiviteten i en fart. Hvorfor er de metaforer forøvrigt forbundet med noget ulækkert?

Nej, nu kan jeg ikke trække den længere ... jeg trykker på Smartloggens gem-og-vis-knap. Slut. Jeg kører nu.